Uddrag af HVALBENSTEATRET

Romanen HVALBENSTEATRET tager dig med til 1920'ernes Dorset, hvor den eventyrlystne Cristabel vokser op på godset Chilcombe. Her kan du læse et uddrag af Joanna Quinns medrivende roman. Vi møder Cristabel kort tid efter, at en død hval er skyllet op på stranden ved godset. 

07-12-2023 

Marts 1928 

Loftsværelsets skæve vægge får Cristabel til at føle sig som Alice i Eventyrland, som om hun er for stor til rummet. Hun ligger på sin smalle seng og forestiller sig, at hendes ben vokser sig så lange, at fødderne stikker ud ad vinduet. Solen skinner udenfor, og rågerne pludrer i træerne. Hun ville ønske, at hun var på stranden hos sin hval.  

Hun spekulerer på, hvad det er for en tåbelig konge, der har fundet på reglen om hvaler. Hun tænker på manden, der skrev bogen om Alice i Eventyrland. Han kan heller ikke have været helt normal.

»Så lig dog stille, miss Cristabel,« siger Maudie, der sidder på hug for enden af Cristabels seng og prøver at snøre hendes støvler.

Cristabel kan række hænderne op og røre loftet, hvor det skråner nedad. Både vægge og loft er for nylig blevet dækket af muntert tapet med røde og hvide striber, så der ser ud som i et cirkustelt. Ifølge Rosalind er det sidste skrig inden for boligindretning.

Der er efterhånden mange ting, der er sidste skrig, og Cristabel bryder sig ikke om nogen af dem. Det forkromede badekar. Barskabet med glasruder. Billardbordet med blåt filt. Skamlen i girafskind. De sidste skrig ankommer til Chilcombe i kasser båret af svedende bude under stor opstandelse, som om dette sidste skrig vil forandre alting, men når hver ny genstand er blevet stillet op og indlemmet i hverdagen, mister den hurtigt nyhedsværdien. De sidste skrig er sjældent de sidste ret længe ad gangen. De er enten for moderne til at passe ind i det ældgamle hus eller ikke moderne nok til at undgå udskiftning, og snart bliver tingene genstand for utilfredshed og bliver enten glemt eller lader til selv at liste af.

LÆS OGSÅ: Kate Morton om REJSEN HJEM

»Op med dig,« siger Maudie, som nu er en ung kvinde på toogtyve med stærke lemmer, kraftige øjenbryn og et brus af kruset, brunt hår, som hun ikke formår at holde i skak under stuepigekappen.

Cristabel bliver trukket op at stå, rettet på og børstet af. Hendes sorte hår bliver gjort fugtigt og hurtigt redt op i den sædvanlige, firkantede page: en række skarpe kanter rundt om hendes usmilende ansigt.
Så bliver hun tvunget til at spise en skål med geléagtig havregrød, inden hun og Grøntsagen sendes hen ad loftsgangen til fransktimer med deres nyeste guvernante, mademoiselle Aubert.

Mademoiselle Aubert er pigernes sjette franske guvernante. Rosalind insisterer på, at de skal have en fransk guvernante, på trods af at de er eksperter i at få dem til at rejse igen. Cristabel indrømmer gerne, at hun har en finger med i spillet for at fremskynde deres afmarch, men mener også, at den hyppige udskiftning af Chilcombes personale i højere grad skyldes Rosalinds utilregnelige adfærd. Cristabel har hørt tjenestefolkene tale om fordrukken opførsel og skandaløse krav.

Folkene siger, at Rosalind bruger hver en penny af Jaspers livsforsikring på indretning og selskaber, men sjældent kommer i tanker om at give dem løn. Cristabel har sagt det til onkel Willoughby. 

»Rosalind nyder ikke tilstrækkelig respekt blandt tjenestefolkene.«

»Cristabel, min skat, du ved godt, hun ikke bryder sig om, at du kalder hende Rosalind.«

»Du har vel ikke tænkt dig, at jeg skal kalde hende mor?«

»Nej, det har jeg vel ikke. Tante? Lad være med at skule ad mig.«

Fra pulten i skolestuen kan Cristabel høre den vedholdende spinden fra onkel Willoughbys nyeste bil, en sporty Daimler, da den kører ned ad indkørslen. Han vil bruge hele den solrige dag på at suse ud ad de smalle veje, mens verden bevæger sig under ham som en snurrende globus.

Mademoiselle Aubert er pigernes sjette franske guvernante. Rosalind insisterer på, at de skal have en fransk guvernante, på trods af at de er eksperter i at få dem til at rejse igen.

»Hør nu efter, miss Cristabel, s’il vous plaît,« siger mademoiselle Aubert, en streng, ung kvinde, hvis ansigt er plettet af mørke modermærker.

»Lad globussen være. Unge Digby skal bruge den til sine geografitimer.«

Cristabel snurrer globussen en sidste gang, mens hun ser landene smelte sammen til en flerfarvet masse, hvor den dominerende farve er det britiske imperiums lyserøde klatter, som indeholder indfødte og teplantager og gamle civilisationer, hvor bedstefar Robert slog oprør ned og åbnede gravkamre og skød løver. Der var aldrig nogen, der prøvede at forhindre ham i at gøre krav på sine skatte. Hun spekulerer på, om han nogensinde havde brug for at argumentere med en konge.

Og: Ville det være muligt at udstoppe en hval? Cristabel skriver sig bag øret at spørge Digbys nyeste huslærer, som er noget af en bangebuks, men fuld af nyttige, videnskabelige oplysninger.

De eneste lyde i den indelukkede skolestue er den sagte piben fra mademoiselle Auberts kridt på tavlen, idet hun skriver verbet être ud, summen fra en spyflue, der støder mod en rude, og de regelmæssige bump, bump, bump fra Grøntsagens støvle mod et stoleben. Langt nede under dem kan Cristabel høre dørene blive åbnet og lukket af stuepigerne, der er i gang med deres daglige dont. Et andet sted i huset sidder Digby og hans huslærer og forsøger at lappe hullerne i Digbys mangelfulde uddannelse, før han skal på kostskole til september.

Der er beklumret på loftet. Altid for varmt eller for koldt. Der er kun en enkelt kamin på pigernes værelse med en pejseskærm i træ, hvor børnenes fugtige tøj hænger og damper ved siden af en gyngestol, hvor barnepiger har siddet og trøstet generationer af genstridige Seagrave-børn, mens mederne har knirket mod gulvbrædderne.

»Skal vi ikke redde fluen?« spørger Grøntsagen.

»Non,« siger mademoiselle Aubert. »Vi skal øve verber, indtil I kan sige dem ordentligt.«

»Verber? Alors!« udbryder Cristabel og kaster hænderne op i luften med dramatiske, galliske bevægelser. 

»Pourquoi? Stakkels moi.«

Grøntsagen fniser.

»De er vel nok kløgtig, mademoiselle Cristabel,« siger mademoiselle Aubert og betragter sine neglebånd. 

»Virkelig kløgtigt at le ad undervisningen.« 

Den flegmatiske mademoiselle Aubert har vist sig som en frygtindgydende modstander. Hun har allerede været her længere end nogen af sine forgængere, hovedsagelig fordi hun ikke har noget ønske om at være vellidt. Hun anser ethvert tegn på venlighed som en svaghed hos dem, der er tåbelige nok til at være elskværdige over for hende. Ifølge Willoughby er det lykkedes Rosalind at ansætte den eneste frastødende franske kvinde, han nogensinde har mødt.

LÆS OGSÅ: Uddrag af Benjamin Koppels ANNAS SANG

»De må da også hade verber,« siger Cristabel.

Mademoiselle Aubert lægger armene over kors. »Franske verber er enkle. Engelske verber er svære. Hvis De havde været nødt til at lære engelske verber, ville De have en bedre grund til at beklage Dem.«

»Hvorfor gad De lære dem?«

»Fordi jeg ikke er et dovent fjols. De, mademoiselle Cristabel, bliver ligesom de andre engelske damer, der rejser til Paris for at købe fine hatte og råber ad butiksassistenterne på engelsk og ikke hører, når pigerne siger til dem på fransk, at de har tænkt sig at tage det dobbelte for de fine hatte. De forstår det ikke, fordi De var for doven til at lære verber.«

»Jeg hader fine hatte.«

»Men hvis nogen sagde, at Deres fjæs lignede et æsels, ville De sikkert gerne vide, at det var det, de sagde.« Mademoiselle Aubert banker på tavlen. »Être.«

»Hvordan siger man æsel på fransk? Baudet? Hvordan siger man ‘De ligner et æsel’?«

»Être.«

»Vous visage de baudet?«

»Deres fornærmelser vil altid mangle kant uden de rigtige verber.«

Cristabel lægger hovedet på pulten et øjeblik. Så siger hun dæmpet:

»Udmærket. Jeg skal nok lære verberne. Men kun for at kunne fornærme folk ordentligt.«