"Tyskerne har jeres adresser, jeres navne, de ved, hvor mange I er ..."

Læs et uddrag fra Benjamin Koppels rørende roman ANNAS SANG. Historien foregår under 2. Verdenskrig, og i uddraget møder du den unge jødiske pige Hannah, som får nys om, at tyskerne vil tilfangetage alle danske jøder. Derfor må hun og hendes familie flygte til Sverige hurtigst muligt.

„I bliver nødt til at rejse. I skal rejse nu. Til Sverige. Tyskerne har stjålet lister over alle  
danske jøder med navne og adresser, det hele. De har beslaglagt hele den jødiske menigheds arkiv i Ny Kongensgade. Og nu vil de anholde jer alle sammen. Og sende jer væk! Sydpå til fangelejre! I MÅ rejse!“ 

Rædslen stod malet i Aksels ansigt på en måde, Hannah aldrig havde set før. Da han tog til Spanien og kæmpede for retfærdigheden, strålede hans øjne af mod og vindergejst. Når han tog på sine stadig hyppigere sabotagetogter med sine venner, strålede hans øjne af kløgt og opfindsomhed. Nu var øjnene matte og mørke, stemmen bævende og ulykkelig.  

Han gik ud på trappen, satte sin kasket på hovedet med en trænet og elegant bevægelse, Hannah syntes, at den klædte ham så uendelig godt, som den sad dér, let på skrå.

„Hører du, Hannah? I må af sted. Forlade det hele. Tag med, hvad I kan bære, og rejs i sikkerhed. Rejs til Sverige. Jeg har det fra pålidelig kilde. Hvis I bliver, går det galt.

Rejs I har to dage. Ikke mere end det. To dage. Husk det!“
Hun kyssede ham hastigt.

„Få fat i W.C. Han kan hjælpe jer til Sverige. Men skynd jer!“

Hun sendte ham et luftkys, mens han gik ned ad trappen, nærmest baglæns, han ville nødigt slippe Hannahs blik.

„Jeg finder jer derovre!“

Hannahs forsøg på at overbevise sine forældre om, at Aksels budskab var oprigtigt og vigtigt, slog fejl. Bruche sendte hende i seng uden aftensmad, en straf, hun troede, hun for længst var blevet alt for gammel til. Men åbenbart ikke. Selv som 22-årig var hun i Bruches optik stadig et barn. Hun fik heller ikke lukket et øje den nat. For natten var ikke længere hendes ven. Søvnen blev stadig dårligere og mere sporadisk, drømmene, som hun higede efter, udeblev i bedste fald, og ellers var de forvrængede, uhyggelige, uforståelige. 

Morgenen kom tidligt, og Hannah stod straks op. Gik i køkkenet og kogte vand i kedlen til en kop fæl kornkaffe. Børstede sine tænder, rettede på tøjet. 

Yitzhak kom ud i køkkenet. 

 „Du er sørme tidligt oppe, bufkele,“ sagde han og gav hende et kys på baghovedet, da han gik forbi hende og over til håndvasken.

„Jeg kunne ikke sove, far. Eller … Jeg har i hvert fald sovet virkelig dårligt. I mange nætter i træk.“

„Det var synd, min skat. Det kender jeg godt. Måske du har lyst til at gå med i synagogen her til formiddag? Der er en kort gudstjeneste, det bliver man som regel i godt humør af.“

Hannah gik med. Kantorens sang gjorde hende altid i godt humør. Men da de kom derhen, blev de ikke mødt af opbyggelige ord og kærlighedsfuld sang. De blev mødt af rabbineren og synagogens folk, der advarede alle tilstedeværende om, at tyskerne planlagde en aktion mod alle danske jøder i de kommende dage. Om ANNAS SANG Hannah er den yngste af fem børn i familien Koppelman. En jødisk familie, der må forlade, alt de kender og flygte til Sverige fra de tyske tropper.
Ligesom sine brødre drømmer Hannah om ar blive optaget på konservatoriet, og hun forelsker sig i de unge idealist Aksel. Men i det jødiske miljø betyder slægten og traditionerne alt, og da Hannahs brødre en efter en forkaster de kvinder, ægteskabsmægleren finder til dem, er det kun Hannah, der kan redde familiens ære. Skal hun ofre sig og opgive musikken og den mand, hun elsker?

„Det er nu, I skal rejse. Vi må alle rejse. Der er ingen tid at spilde. Forlad jeres hjem så hurtigt som muligt. Søg til Sverige. Eller søg ly hos danske, kristne venner. Men bliv ikke i jeres hjem, tyskerne har jeres adresser, jeres navne, de ved, hvor mange I er i familierne, de kender jeres telefonnumre.

 Først ringer de for at høre, om der bliver svaret. Og så kører de ud til adressen. Vi har fået det bekræftet ad omveje, men beskeden kommer fra tyskerne selv. Den blev givet til danske embedsmænd, der har advaret os. Spred ordet til alle jødiske venner og slægtninge. Pas på hinanden og pas på jer selv. Må Gud være med jer!“

Yitzhak og Hannah hastede hjem og fandt Bruche i færd med at smelte stearinstumper sammen, som hun brugte til at lave nye lys. De var begge bestyrtede. Yitzhak talte hurtigt og dikterende, på en måde, Hannah aldrig havde oplevet ham tale til sin hustru før. 

„Det er rigtigt, min ketzeleh. Vi må af sted. Vi må forlade vores hjem, vi må forsøge at komme til Sverige. I sikkerhed. Tyskerne vil tage alle danske jøder.“

Hvis tyskerne ville tage alle de danske jøder,“ sagde hun skeptisk, „så havde de nok gjort det for længst – de har været her i tre år. Hvorfor skulle de pludselig gøre noget nu?

 „Hvis tyskerne ville tage alle de danske jøder,“ sagde hun skeptisk, „så havde de nok gjort det for længst – de har været her i tre år. Hvorfor skulle de pludselig gøre noget nu?“

 Hannah tog sig til panden. Hun gik ind på sit værelse, tændte for BBC og skruede så højt op, som pappet i højtaleren tillod. Det knasede og knitrede. Den forvrængede danske stemme fra London strømmede ud i lejligheden.

 „Den danske flåde har i dag sænket de fleste af sine skibe som svar på tyskernes nye aggressioner for at undgå, at skibene falder i tyskernes hænder. Journalister, præster, lærere og kunstnere er blevet anholdt i stort antal over hele landet. Vi opfordrer alle danske til at passe på sig selv og sine nærmeste. Og vi opfordrer til modstand …“

Hannah gik ind i stuen. Hendes forældre sad tavse over for hinanden ved spisebordet. 

„Far. Sig noget.“

Han så på hende. Hans øjne var mørke, han knugede sine hænder. Så vendte han igen blikket mod Bruche. 

„Min kære ketzeleh. Om du vil det eller ej, så rejser vi i morgen. Hannah og jeg, i hvert fald. Og jeg håber, du vil rejse med os. Jeg vil straks træffe de fornødne aftaler med Kirsten og forhøre mig, om vi kan bo nede hos hende i nat, og om hun vil passe på vores lejlighed og vores ting, mens vi er væk. Og så vil jeg gå på værkstedet og tømme stedet for kontanter og de få værdigenstande, der ligger dér. Hannah, pak dine ting i den gamle kuffert, og pak kun det mest nødvendige. Vi skal ikke have for meget at slæbe på. Bruche, min kære, jeg håber du vil gøre det samme.“

Hannah gik ind på sit værelse, følte sig på en sær måde opstemt af sin fars beslutsomhed og fandt Elisabeths gamle kuffert frem. Parat til at pakke sit gamle liv ned, klar til at rejse mod et nyt. Et nyt liv, hvor krigens lunefuldhed ville udsætte det planlagte ægteskab. Udsætte det på ubestemt tid.