Hans og Grete genfortalt i al sin gru

Kenneth Bøgh Andersen er en sand mester i at fortælle uhyggelige historier. I bogen GRIMM har han sammen med Benni Bødker taget 23 af brødrene Grimms kendte eventyr og genfortalt dem på en måde, der får hårene til at rejse sig. Her kan du læse eventyret om Hans og Grete.  

Gendigtet af Kenneth Bøgh Andersen / 09-01-2024

Nogle historier er så modbydelige, at de næsten ikke bør fortælles. Dette er sådan en historie, og den begynder i udkanten af en stor skov.

Den begynder i et lille hus, hvor en fattig brændehugger bor med sin familie.
Den begynder, efter at månen har rejst sig, og to sultne børn ligger i deres senge og prøver at falde i søvn.
Men mest af alt … Mest af alt begynder den med børnenes mor.  
Med hendes stemme, der høres i mørket.

Grete var så sulten, at hun havde ondt i maven. Det føltes, som om et dyr var blevet fanget derinde og nu gnavede og gnavede for at komme ud. Af og til knurrede det som i desperation.
„Her,“ sagde hendes bror og rakte noget frem i mørket. En humpel tørt brød. „Jeg gemte lidt fra i morges.“
Hun ville gerne sige, at det skulle han ikke gøre. Han skulle spise det selv, han havde lige så meget brug for det, som hun havde. Man kunne se hans knogler under huden.
„Tak,“ sagde hun og tog imod brødet, der var for hårdt til at kunne tygges og måtte blødgøres med spyt. „Hans?“
„Ja?“
„Tror du, at det snart bliver bedre?“
Hver nat samme spørgsmål, og hver nat plejede han at svare ja. Bare ja. Som om det ikke kunne diskuteres. Selvfølgelig ville det blive bedre, det var fjollet af hende at spørge.

Læs også: Kenneth Bøgh Andersen om det gode gys

Det havde længe været tunge tider for den lille familie. Der var gået sygdom i mange af træerne, man skulle langt ind i skoven for at finde det gode brænde, og det var småt med penge. Engang havde de haft husdyr. Lidt høns, en enkelt ged og en hund – æg, mælk og varme i fodenden. Men en ulykke kom sjældent alene, og først havde ræven gjort det af med hønsene. Dernæst var geden faldet ned af en stejl skråning og havde brækket nakken. Så var kun hunden tilbage, men de havde ikke længere råd til at fodre den, og den aften var det ikke træ, farens økse havde kløvet. Det havde været det første hæderlige måltid mad i lang tid, selv om kødet havde været sejt og magert, og Grete havde grædt, mens hun spiste.

Tror du, at det snart bliver bedre?
Ja, plejede Hans at svare, men det gjorde han ikke i nat. I nat tog han sin søsters hånd i mørket og sagde: „Sch.“
Ude i skoven, under den skarptslebne nymåne, tudede en ugle.
Inde i hytten, uden for børnenes kammer, lød der skridt. En sort skikkelse dukkede op i døråbningen. Den blev stående lidt, og Grete forstod ikke, hvorfor hun pludselig var så bange. Hvorfor følte hun, at hun skulle ligge helt, helt stille? Det var jo bare deres mor.
„Sover I, børn?“
Hans gav Gretes hånd et advarende klem, og hun bad til, at hendes mave ikke ville begynde at knurre. Jo, det var bare deres mor, men der var sket noget med hende på det seneste. Noget havde sneget sig ind i hendes blik, og hun var begyndt at se på Hans og Grete på en anden måde end før. Det mindede Grete om den måde, hun havde set på hunden på, kort før deres far havde taget beslutningen om at …
Skikkelsen forsvandt.
„Hans?“ hviskede Grete.
„Sch.“
Kort efter – hendes stemme i mørket. Børnenes mor. Den kom ude fra køkkenet.
„Dette kan ikke fortsætte. Vi har ingen penge, og vi har ingen mad.“
„Jeg ved det,“ sagde han. „Hvad skal vi gøre? Hvad skal vi dog gøre?“
Det lød ikke, som om han forventede et svar.
Men det fik han.
„Vi kan ikke længere tage os af børnene.“ Kulden i hendes stemme fik Grete til at tænke på månen udenfor. Månen, der var kold og skarp som farens økse. „De må klare sig selv.“
„Klare sig selv? Men …“
„I morgen tager vi dem med ud i skoven. Vi siger, de skal vente på os, indtil vi kommer tilbage efter dem.“
„Og … hvornår kommer vi tilbage efter dem?“
Stilhed. Kun vinden, der blæste rundt om huset. Så brændehuggerens forskrækkede gisp, da det gik op for ham, hvad hans kone foreslog.
„N-nej!“ sagde han. „Det kan vi ikke! Det …“
„At klare sig selv er en del af at vokse op,“ sagde hun. „Og derude har de i det mindste en chance. Her venter graven på os alle, hvis vi ikke gør noget!“
„Men de er jo kun børn! De er vores børn, og vi …“
„Så du vil hellere se dem dø af sult?“ Ordene dryppede af harme. Som om det var ham, der kom med grufulde forslag. Så – med en slanges hvislen:
„Og du kalder dig selv en kærlig far.“
Stilhed igen.
Længe. „Godt.“ Hans stemme var grødet. Fuld af sorg og skam. „Vi gør, som du vil.“

Inde på børnenes kammer havde Grete for en stund helt glemt sin sult. Hun klemte sin brors hånd så hårdt, at knoerne lyste i mørket, og tårerne løb ned ad hendes kinder.
„Hvad skal vi gøre, Hans?“ græd hun. „De har tænkt sig at …“
„Sch,“ lød det for tredje gang denne frygtelige nat, hvor sulten og angsten bed med skarpe tænder. „Jeg har en idé.“
Senere, da børnenes forældre var gået til ro, steg Hans ud af sengen og listede ud af huset. Grete lå i mørket og lyttede, men hun kunne ikke høre noget, og grumme tanker begyndte at krybe ind i hendes hoved.
Var han stukket af? Havde han forladt hende i ly af mørket? Nej, det ville Hans aldrig gøre. Ville han? Lige nu havde hun ingen idé om, hvad folk kunne finde på. Men så vendte han tilbage. Hans lommer raslede, og han viste Grete, hvad han havde samlet: hvide sten. Da han holdt dem op i måneskæret,
der faldt ind gennem vinduet, skinnede de som hamret sølv.
„Så vi kan finde hjem igen,“ sagde han. „Du skal ikke være bange, Grete.“
Kort efter sov han.
Det gjorde hun ikke.

„I morgen tager vi dem med ud i skoven. Vi siger, de skal vente på os, indtil vi kommer tilbage efter dem.“
„Og … hvornår kommer vi tilbage efter dem?“
Stilhed.

De blev vækket ved morgengry. Solen havde endnu ikke rejst sig, og himlen over skoven var rød som fremtiden.
„Så er det op, I to dovenkroppe!“ lød morens stemme, og et øjeblik tænkte Grete, at nattens samtale blot var noget, hun havde drømt. Et mareridt skabt af den konstante sult. Hvordan kunne det være andet? Så mødte hun sin brors blik, og håbet slukkedes som et lys i mørket.
„Op med jer, vi skal ud i skoven og samle brænde.“
Uden et ord trak de i deres pjaltede tøj.
Uden et ord tog de imod det brød, deres mor gav dem.
Uden et ord forlod de huset og traskede efter deres forældre ind i den store skov, der lukkede sig tæt om dem.

Ud af øjenkrogen så Grete, hvordan hendes bror smed en sten på stien, hver gang de drejede om et hjørne. Dybere ind i skoven gik de. Dybere og dybere, indtil de til sidst gjorde holdt ved en lille lysning.
„Her kan I hvile jer,“ sagde deres mor. „Så går vi ind og hugger brænde. Vi kommer og henter jer, når vi er færdige.“
Faren sagde ingenting, men han byggede et lille bål, de kunne varme sig ved. Hans øjne var blanke og blikket fjernt. Som om han så noget i flammerne, som ingen andre kunne se.
Så gik de. Grete rykkede tættere på bålet, men det hjalp ikke på den kulde, hun følte indeni.
„Lyt,“ sagde Hans så. „Kan du høre det?“
Et sted i nærheden lød de smældende hug fra farens økse, og Grete mærkede lettelsen strømme igennem kroppen. „De har alligevel ikke forladt os!“
„Åbenbart ikke,“ mumlede hendes bror og rodede med en pind i flammerne. Det lød ikke, som om han selv troede på det.

Minutter blev til timer, og børnene sørgede for at holde liv i bålet. De kunne stadig høre deres far arbejde med øksen.
Hug. Hug. Hug.
Han knoklede som en gal.
Timer blev til flere, og på et tidspunkt gled Gretes øjne i, og lyden af hendes fars økse fulgte med ind i søvnen, og hun drømte, at det var hende, der stod med øksen i hånden. Hende, der svingede den igen og
igen. Men det var ikke et træ, der lå foran hende – slet, slet ikke – og hun vågnede med et gisp og et hjerte, der hamrede, hamrede, hamrede.
Mørket var begyndt at sænke sig, luften var grå og kold.
Hug. Hug. Hug.
Stadig lyden af øksen – lige i nærheden – men Grete følte sig ikke længere beroliget af den.
„Der er noget galt, Hans.“
„Ja.“ Han rejste sig. Sammen gik de mod lyden, og endnu en gang lod Hans stenene i sin lomme falde mod jordbunden. Omkring dem blev mørket tættere, foran dem blev lyden højere.

HUG. HUG. HUG.

Endnu et par skridt, og i månelyset så de, hvor lyden kom fra: En kæp var bundet til en gren, og vinden fik den til at slå mod træet. De var blevet narret.
Grete havde lyst til at sætte sig ned og græde, men hendes bror tog fat i hende og pegede på jorden. På stenene, han havde haft i lommerne. I lyset fra månen kunne de tydeligt ses. Hans smilede til hende, og de to søskende gik gennem skoven, der var blevet fuldkommen sort omkring dem. Fulgte stenene, der dannede en lysende vej gennem mørket.
„Jeg sagde jo, at vi nok skulle finde hjem,“ sagde Hans igen. „Du skal ikke være bange, Grete.“
Men det var hun.
De gik hele natten og nåede først ud af skoven, da solen stod op. De var trætte og udmattede, men det sidste stykke løb de. Deres mor mødte dem i døråbningen med korslagte arme og et forbløffet blik. Forbløffet – og vredt.
„Hvor har I dog været?“ skændte hun. „Sagde jeg ikke, at I skulle blive, hvor I var? Da vi kom tilbage for at hente jer, var I væk! Vi ledte efter jer hele natten. Det må I aldrig gøre igen, forstår I det?“ Hun vendte sig om og gik ind i huset.
Omme ved skuret var faren ved at stable brænde, og da han så de to børn, tabte han den stak, han stod med i favnen, og stod som forstenet.
Hans øjne var rødsprængte, kinderne stribede af tårer.
„Gudskelov,“ hviskede han og tog børnene i sin favn. Trykkede dem ind til sig så hårdt, at de kunne mærke hans hjerte banke. „Gudskelov!“
De var hjemme igen.
Men Grete var stadig bange.

Nogle dage gik. Ingen talte om det, der var sket. Det var, som om det aldrig var hændt. Men det var det, og en nat lød morens stemme atter i mørket:
„Hvordan de fandt hjem, begriber jeg ikke. Men du ved, hvad vi er nødt til at gøre. Vi må bringe dem endnu længere ind i skoven.“ 
„Men de … de kom tilbage til os.“ Farens stemme. Spag og skrøbelig. Fortabt. „Det var et tegn. Den gode Gud holdt hånden over dem, og vi har fået en chance mere!“
„En chance?! Vi har ikke en chance, hvis ikke børnene kommer af vejen. Ham, du kalder en god gud, er ved at myrde os langsomt, og det ved du lige så vel som jeg. Du snakker om tegn, men det eneste tegn, jeg ser, er et tomt forrådskammer. Skoven i morgen eller øksen i nat. Du vælger selv.“
„Skoven, så,“ hviskede faren. Det lød ikke, som om han græd. Men han havde også allerede en gang sagt farvel til sine børn. Måske er det nemmere anden gang?
„Det skal nok gå, Grete,“ sagde Hans. „Vi skal bare sørge for at samle sten nok.“
Men så lød der skridt. Dernæst en knirken, da døren til værelset blev lukket. Og et klik.
„Åh nej,“ hviskede Grete. „Hun har låst døren! Hvad skal vi gøre?“
Der gik et stykke tid, før Hans svarede. „Græd ikke,“ sagde han. „Jeg har en anden idé.“

Næste morgen gik turen ind i skoven igen, men inden de tog af sted …
„Vi har ikke fået noget brød,“ sagde Hans. „Hvis I er væk lige så længe som sidst, er vi nødt til at have noget med at spise.“
Moren iagttog ham lidt. Det havde hun tydeligvis ikke tænkt sig – det var jo spild af mad – men for at børnene ikke skulle fatte mistanke, smilede hun og hentede en tør humpel brød til dem hver.
„Det var godt, du kom i tanke om det,“ sagde hun og klappede ham på kinden.
Så drog den lille familie ind i skoven, og ud af øjenkrogen så Grete, hvordan hendes bror brækkede små stykker af det hårde brød, som han smed på jorden. De gik langt denne gang, meget længere end sidst, helt derind, hvor træerne stod så tæt, at man ikke kunne se himlen, og skovbunden altid var fugtig.

Stadig fortsatte de, og uden forældrene så det, gav Grete Hans sit brød, da han til sidst løb tør.
Fortsatte.
Til sidst stoppede moren op. Hun kiggede på sin mand og nikkede.
„Det her er et godt sted,“ sagde hun og vendte sig mod børnene. „Denne gang bliver I, indtil vi kommer tilbage og henter jer, er det forstået?“
Faren lavede et bål, selv om det tog ham tid at få ilden til at fænge.
Hans hænder rystede så meget, at han næsten ikke kunne slå gnister af fyrstålet, og hans læber bævede, som om der var ord, der kæmpede for at komme ud af den lukkede mund. Men han sagde ingenting, og med øksen hvilende på skulderen fulgte han efter sin kone ind i skoven.
Grete og Hans var atter alene. Denne gang var der ingen lyde fra en kæp, der slog mod et træ. Denne gang var der ingen grund til at forsøge at narre børnene og bilde sig selv ind, at de ikke vidste, hvad det handlede om.
„Vi skal nok finde tilbage,“ sagde Hans og klappede opmuntrende Gretes hånd. „Når månen står op, vil vi kunne se brødkrummerne.“
Til hvad nytte? var Grete ved at spørge. For hvad hjalp det, at de ville finde hjem? Det havde de også gjort sidst, og nu var de herude igen. Alene og forladt. Men hun sagde ingenting, for hvis man først ødelægger håbet, så er alting for alvor tabt.

Længe sad de to børn og stirrede ind i bålets flammer, indtil de til sidst – udmattede af sult og turen gennem skoven – faldt i søvn.
Da Grete vågnede igen, var ilden gået ud og mørket faldet på. Træerne var forvandlet til sære væsener, der hviskede med sagte stemmer. Den knoglefarvede måne hang på den sorte himmel som en blind guds øje og fyldte skoven med et mælkehvidt lys.
Hun kunne ikke se sin bror nogen steder.
„Hans?“ hviskede hun. „Hvor er du?“
„De er væk, Grete,“ lød hans stemme i mørket, og der var en klang i den, som hun ikke havde hørt før. Hun gik i retning af stemmen, og han dukkede op som en skygge blandt skygger. Hun kunne se hans hvide øjne. Fortvivlelsen i dem. „Brødkrummerne er væk! De må være blevet
spist af skovens dyr. Jeg … jeg …“

Hun tog hans hånd. „Du gjorde, hvad du kunne.“
„Vi skal nok finde hjem,“ sagde han, men det lød mere, som om han talte til sig selv end til hende. „Vi skal nok finde hjem.“
De ville gå tilbage til bålet. Prøve at få liv i gløderne igen. Både fordi de frøs, men også fordi ilden kunne beskytte dem mod bjørnene og ulvene, især ulvene. Der gik sære historier om dem, og rygterne lød, at nogle af dem kunne tale.
Men de to søskende kunne lige så lidt finde tilbage til bålet, som de kunne finde vejen hjem. Mørket gjorde det umuligt at orientere sig, og de endte med at gå hele natten.
Og hele den næste dag.
Til sidst var de så trætte, at de næsten ikke kunne stå på benene. Deres muskler var ømme, hænderne revet til blods af torne, og de havde ikke spist andet end nogle sure bær, der fik det til at nive i maven. De tog sig et hvil under et stort bøgetræ og faldt hurtigt i søvn i hinandens arme. Grete drømte igen, at hun stod med sin fars økse i hænderne. At hun svingede den igen og igen, og nej, det var ikke en træstamme, der lå på jorden foran hende. Det var hendes mor, i en pøl af blod og ødelagt af øksehug, men på en eller anden måde stadig i live, og hun skreg af grin, hver gang Grete hævede øksen. Som om hun aldrig havde oplevet noget så morsomt.
Grete vågnede med et sæt, og et øjeblik kunne hun stadig høre sin mor le. Så gik det op for hende, at det ikke var latter, hun kunne høre. Det var fuglekvidder. Hun så op og fik øje på en snehvid fugl, der sad på en af bøgetræets grene og fløjtede, mens den kiggede lige på hende. Så lettede den fra grenen, landede i et nyt træ og vendte atter sit oliesorte blik mod hende. Næsten som om …
„Hans,“ hviskede hun og skubbede til ham.
Hendes bror satte sig brat op og kiggede forskrækket rundt. „Hvad?“
„Den fugl,“ sagde hun og pegede. „Jeg tror, at den vil have os til at følge med.“
Hans kom på benene, og fuglen gjorde en bevægelse med hovedet.
„Så du det?“ udbrød Grete. „Den nikkede!“
„Måske er det den, der har spist brødkrummerne,“ sagde Hans, og der var håb i hans øjne. „Og nu vil den takke os ved at føre os hjem!“

Fuglen fløj videre, og de to børn fulgte med. Hurtigere og hurtigere gik de, og de slog over i løb, spænede efter fuglen, der fløj ud og ind imellem træstammerne. Og tog Grete fejl, eller kunne hun ikke dufte et eller andet?
Jo. Der hang en sød lugt i luften, og den blev stærkere og stærkere, for hvert skridt de tog.
Så – mellem træerne længere fremme – kom et lille hus til syne. Den hvide fugl sad på taget, og det hus …
Aldrig havde Grete set noget lignende.
Det lå i en lille lysning, midt i en solstribe, der gjorde synet endnu mere betagende. For huset var ikke bygget af sten eller træ, men af honningkager, sukkerbrød og stribede bolsjer. Taget var lavet af pandekager, døren af kandiserede æbler, og ruderne var af hvidt sukker.
„Hvad er det her for et sted?“ hviskede Grete.
„Det ved jeg ikke,“ svarede Hans. „Men det er bedre end derhjemme.
Her kan vi da få noget at spise. Tak, lille fugl.“
De løb derhen, og selv om det føltes lidt forkert at spise af det besynderlige hus, så kunne de ikke lade være. Sulten var for stor og duftene for stærke, og Hans tog for sig af taget, og Grete brækkede et stykke af vinduesskodderne, der var lavet af mørk chokolade. Det smeltede på tungen.
„Hvem er det, der spiser af mit hus?“ lød en stemme inde fra huset.
En knirkende stemmen, men samtidig mild og venlig, og en gammel dame med et rart ansigt kom til syne i døren. Hun støttede sig til en stok og missede med øjnene, som om hendes syn voldte hende besvær.
Den hvide fugl fløj ned og landede på konens skulder, og hun strøg den kærligt over fjerene.
„Undskyld,“ sagde Hans med munden fuld af pandekage. „Men vi er faret vild. Fuglen førte os hertil.“
„Vi har været i skoven hele dagen og hele natten,“ sagde Grete.
Konen kneb øjnene yderligere sammen. „I lyder som en dreng og en pige. Ja, I må undskylde, men jeg ser frygteligt dårligt. Kom ind, kom ind, stakkels børn. Der er ingen grund til at spise huset, jeg har masser af mad. Og jeg elsker børn,“ tilføjede hun smilende, da de to søskende trådte indenfor.

Læs også: Forfatternes yndlingsgys for børn og unge

Inde i huset serverede konen nybagt brød med koldt smør og te med honning. „Bare tag for jer,“ sagde hun og klappede Hans på kinden. „Bare tag for jer.“
Og børnene, der aldrig havde prøvet at være rigtigt mætte, spiste, indtil de var ved at revne. På et tidspunkt kom Hans til at bøvse, og Grete så forskrækket på den gamle kone, men hun smilede bare og skubbede fadet med lune småkager hen foran ham og sagde, at så var der plads til mere.
Så faldt Gretes blik på noget andet, og et øjeblik glemte hun helt at spise. Ovre i det ene hjørne stod en stor kiste, og den var så fyldt, at låget ikke kunne lukkes helt. Fyldt med guld, perler og ædelstene. Hvad var dog det her for et sted?
„Skal du ikke selv have noget at spise?“ spurgte Hans, men den gamle kone rystede på hovedet.
„Jeg venter,“ sagde hun og klappede ham atter på kinden. Eller gjorde hun? Grete var pludselig i tvivl. Hun havde blinket og havde svært ved at åbne øjnene igen. Hun gabte og så, at Hans også sad og nikkede med hovedet.
„Jamen, kære børn, I sidder jo og sover,“ sagde konen, da hun kom tilbage fra køkkenet med endnu et fad småkager, som hun netop havde taget ud af ovnen. Det var den største ovn, Grete nogensinde havde set. Men hun havde selvfølgelig også bagt hele sit hus. „Så er det heldigt, at jeg allerede har et par senge klar til jer. Kom I med mig.“
Hun førte de to gabende børn hen til to bløde senge.
Som om hun vidste, at vi ville komme, tænkte Grete, men … Det føltes ikke som hendes tanker. De forekom fremmede og langt, langt borte.
Hendes øjenlåg var af bly, hun kunne næsten ikke holde dem åbne længere, og først nu forstod hun, at det ikke var almindelig mad, de havde spist. Forstod, at hun burde være bange. Rædselsslagen. Men det var hun ikke. Hun var kun træt, så umådeligt træt, og det sidste, Grete registrerede, var dynen, der blev puttet tæt om hende, og den gamle kone, der lænede sig ind over hende.
„Det var godt, I kom,“ sagde hun, og det lød, som om hun slikkede sig om munden. Hendes ånde lugtede af døde dyr.

Hun vågnede ved, at nogen ruskede hende. „Så er det op, din døgenigt!“
Gretes øjne fløj op, og hun stirrede ind i den gamle kones ansigt, der nu så alt andet end mildt og venligt ud. Hendes små øjne, som i går havde været blå og varme, var nu ildrøde og flimrede af ondskab. Hendes tænder var unaturligt lange og så ud, som om de var blevet slebet spidse.
„Op og lav mad til din bror!“ hvæsede konen, så spyttet fløj fra hendes gab.
„M-min bror?“ Grete kiggede på den anden seng, hvor Hans havde ligget. Den var tom.
„Din bror, ja. Han sidder i et bur ude i stalden, og når han har vokset sig tyk og fed, steger jeg ham og æder ham. Hvis du er heldig, kan du få lov til at slikke knoglerne rene. Bagefter vil du slet ikke have lyst til andet.“ Et sultent smil gled hen over de grå læber. „Der er intet som menneskekød.
Kom så i gang!“
Kloagtige hænder greb fat i Grete og flåede hende ud af sengen, og hun turde ikke gøre andet, end hvad heksen forlangte. Ude i køkkenet løb tårerne ned ad hendes kinder, og den gamle kone råbte, at hun ville
rive øjnene ud af kraniet på hende, hvis ikke hun øjeblikkeligt holdt inde med det flæberi.
Gennem vinduet kunne Grete se den åbne stalddør og buret, hvor Hans sad indespærret. Han veg tilbage, da heksen kom trampende.
„Stik din finger ud, så jeg kan mærke, hvor fed du er!“ Da Hans ikke reagerede hurtigt nok, slog hun til buret med sin stok. „Stik så din finger ud, eller jeg skærer dem alle af og mærker på dine tæer i stedet!“
Rystende stak Hans en finger ud, og konen greb om den. Hun gryntede utilfreds.
„I går åd du, som jeg aldrig har set nogen æde før, men du er stadig ikke andet end skind og ben. Der skal mere sul på kroppen.“ Hun slap ham.
Og det var i det øjeblik, Grete fik en idé.
Hun lavede nu det dejligste måltid mad til sin bror, som hun rakte ham gennem tremmerne, mens heksen holdt øje med dem begge fra sit hus. Eller så godt øje hun nu kunne for …
„Hun ser meget dårligt,“ hviskede Grete så lavt, at heksen ikke kunne høre det, og stak Hans et saftigt kyllingelår. „Gem knoglen og brug den, når hun kommer for at mærke på dig.“
Hans så forundret på hende. Så nikkede han, og igennem tremmerne gav de hinandens hånd et klem.
Og således gik dagene: Hver morgen gik heksen ud til buret og befalede Hans at stikke sin finger ud, så hun kunne mærke, hvor fed han var blevet, og hver morgen stak Hans kyllingebenet ud i stedet. Den svagtseende kone begreb ikke, hvorfor han ikke tog mere på.
„Brug mere smør og fedt!“ beordrede hun Grete, der stod i køkkenet dagen lang og sommetider tog sig en bid af den mad, der var tiltænkt hendes bror. Om natten lænkede heksen hende til sengen, så hun ikke
kunne stikke af, og i mørket lå Grete og spekulerede på, hvad hun dog skulle gøre. Kyllingeknoglen havde købt dem tid, men hvor længe?

Svaret var fire uger.
Så tabte heksen tålmodigheden.
„Jeg er sulten!“ Rasende smækkede hun døren bag sig efter at have mærket på Hans endnu en gang og efter endnu en gang at være blevet slemt skuffet. Hun pegede på Grete med en finger, der dirrede af arrigskab. „Jeg er ligeglad med, hvor fed din bror er blevet. Jeg vil have menneskekød, saftigt, mørt menneskekød, og jeg vil have det nu! Er ovnen varm? Er den varm, spørger jeg?“ brølede hun, da Grete ikke svarede hurtigt nok.
„Det … Det ved jeg ikke,“ svarede Grete og mærkede sit hjerte snøre sig sammen til en kold klump.
„Så kravl ind og mærk efter, tøs!“ forlangte konen. Hendes øjne lyste vanvittigt, og hendes hage glinsede af savl, og Grete forstod, at heksen efterhånden var så sulten, at hun havde tænkt sig at æde dem begge. Så sulten at …
At hun måske ikke tænker klart, indså Grete, der udmærket vidste, hvordan et hul i maven kunne sløre ens klarsyn og dømmekraft.
„Kravl ind?“ spurgte hun og åbnede den store ovnlåge. Varmen bølgede imod hende. Jo, ovnen var varm. Gloende. „Hvordan?“
„Hvordan?! Forlæns eller baglæns, jeg er revnende ligeglad, bare ind med dig!“
„Men åbningen er ikke stor nok. Jeg kan ikke komme ind.“
Heksen lignede en, der var på nippet til at kværke hende for at være så dum. „Din uduelige tøs! Naturligvis er den stor nok, se selv!“ Heksen bukkede sig ned og stak hele overkroppen ind gennem åbningen.
Så tøvede hun pludselig. Måske var det varmen, der brændte igennem hendes hidsige tanker og fik hende til at indse, hvad hun var i færd med.
Hvordan den uduelige tøs var ved at narre hende.
Men da var det allerede for sent.
Med et kraftigt skub sendte Grete heksen ind i den store ovn, smækkede lågen i og satte slåen for.
Heksen skreg, og til at begynde med var det et skrig af rent raseri, fyldt med eder og forbandelser. Men hverken hendes trolddom eller sparkende fødder kunne få lågen op, og så … Så skreg hun af smerte. Skreg og skreg, mens en lugt af brændt kød bredte sig i det lille hus, der var bygget af brød og pandekager og menneskeblod.
Omsider døde skriget bort, og Grete løb ud til Hans, der stirrede på hende med store øjne.
„Grete?“ Han så på hende, som var hun et spøgelse. „Hvad sker der?
Jeg troede, at det var dig, der skreg.“
„Hun er død, Hans. Heksen er død.“ Grete tog nøglen, der hang på en krog ved siden af stalddøren, og låste buret op. Et øjeblik frygtede hun, at Hans ikke kunne komme ud, så stor var han blevet. Men det kunne han, og de to børn faldt hinanden om halsen.
Inde i huset fyldte de to børn lommerne med indholdet fra den store kiste. Guldmønter, sølvtøj og glitrende juveler fra alle de arme mennesker, der i tidens løb var blevet indfanget af duften fra pandekagehuset, og som heksen havde sat tænderne i.

Heksen bukkede sig ned og stak hele overkroppen ind gennem åbningen. Så tøvede hun pludselig. Måske var det varmen, der brændte igennem hendes hidsige tanker og fik hende til at indse, hvad hun var i færd med. Hvordan den uduelige tøs var ved at narre hende. Men da var det allerede for sent.

„Se!“ udbrød Grete, da de trådte ud af huset, der nu ikke kun lugtede af brændt kød, men også af mugne kager og skimlet brød. Som om hele huset var ved at gå i forrådnelse. Ved foden af et træ nær huset lå den hvide fugl, der havde ført dem hertil. Også den var død.
„Hvilken vej skal vi gå?“ spurgte Hans.
Grete trak på skuldrene. Pegede så i den retning, den døde fugls næb vendte. Hendes bror nikkede, og kort efter var heksens hus forsvundet bag dem.
Først gik de med solen på deres højre side, så med solen foran sig, og så med solen på deres venstre side. Derefter stod månen op, og netop som de to børn skulle til at gøre holdt for natten, opdagede de pludselig noget, der lyste på jorden mellem træerne længere fremme.
De gik derhen og så, at det var en sten. Nej, det var flere sten. Hans’ sten, som han havde smidt på stien, første gang de var blevet efterladt i skoven. De to søskende så på hinanden.
„Tror du, det er en god idé?“ spurgte Hans.
„Det ved jeg ikke,“ svarede Grete og tænkte på skubbet, der havde sendt heksen ind i ovnen. Tænkte på, hvordan hun i det øjeblik havde forestillet sig, at det var hendes egen mor, hun låste inde i flammerne.
„Skal vi finde ud af det?“
„Ja.“
De gik videre.
„Grete?“
„Ja?“
„Er du bange?“
„Nej,“ svarede hun, og det var hun ikke. Det var, som om hun ikke kunne føle frygt længere. Som om den var brændt ihjel sammen med heksen i ovnen. Hun vidste ikke, om det var en god ting.
De fortsatte gennem skoven og natten. De mødte ingen vilde dyr.

Solens første stråler fylder skoven med striber af lys og skygger, netop som de når frem og får det lille hus i syne. Deres far står ved huggeblokken, og da han får øje på de to beskidte børn, der tøvende træder ud af skoven, vakler han.
„Er det sandt?“ hvisker han. „Er det virkelig sandt?“
Han løber imod dem, men inden han når at begrave dem i det knus, han hver nat giver dem i sine drømme, viger de begge et skridt tilbage.
„Hvor er mor?“ spørger hans datter, og hårdheden i hendes stemme og i hendes blik får ham til at tænke, at den pige, han førte ind i skoven, ikke er den pige, der er kommet ud.
„Hun er død,“ svarer han. Han siger ikke hvordan, og børnene spørger heller ikke, men de ser, hvordan han et øjeblik strammer grebet om øksens skaft.
„Vi har noget med hjem,“ siger drengen og stikker en hånd i lommen.
Den glimter af guld og sølv, da han trækker den op igen.
Men det ser brændehuggeren ikke. Tårerne står så højt i hans øjne, at verden flyder ud. Han kan ikke engang se børnene. Men han kan mærke dem, da han falder på knæ og trækker dem ind i sin favn. Mærke, hvordan deres arme til sidst også lægger sig om ham.
Solen er næsten stået helt op.