”Gårdhaven i Hjørring er min solbeskinnede sandstrand"
Ella Andrup troede, at hendes drøm om at blive forfatter var fuldstændig uopnåelig. I dag har hun skrevet flere romancebøger, der ofte foregår i hendes elskede Nordjylland. Gårdhavedrømme-serien består foreløbigt af to hjertevarme, relaterbare og rørende bøger, og en tredje er undervejs.
Af Kim Andrea Brofeldt /20-03-2025
Indtil romanceforfatteren Ella Andrup var i slutningen af 30erne, havde hun aldrig overvejet muligheden for at blive forfatter.
– Siden jeg var helt lille, har jeg kunnet digte skøre historier. I folkeskolen fik mine klassekammerater besked om, hvor lange deres stile mindst skulle være; jeg fik at vide, hvor lang min maksimalt måtte være. Men forfattere havde i min verden stjernestatus, som bestemt måtte være fuldstændig uopnåeligt for en nordjyde som mig. Så selv om jeg elskede at skrive, holdt realisten i mig den drøm nede.
Forfatteren arbejder også som grafiker, og lavede på et tidspunkt nogle bogforsider for Flamingo, hvor hun lærte redaktionen rigtigt godt at kende. Til sidst pitchede hun sin bog-ide til chefredaktøren, som var interesseret og bad hende sende et par prøvekapitler. Om Ella Andrup (Rikke) Ella Andrup er forlægger, grafiker og forfatter til flere romance- og børnebøger.
Hun debuterede som forfatter i 2018, på eget forlag. I juni 2023 udkom hendes første roman hos Flamingo: TÆPPEFALD.
Forfatteren er opvokset i Aalborg og Hjørring og bor i dag i Hirtshals. Hendes romance-historier foregår oftest i Nordjylland.
– Jeg glemmer ikke det opkald, jeg fik efterfølgende: »Jeg elsker, når jeg får en tekst i hånden, som jeg virkelig har lyst til at arbejde videre med,« sagde hun til mig.
Opkaldet blev startskuddet til LYKKELIG I GÅRDHAVEN, som er den første bog i Gårdhavedrømme-serien.
En lille gårdhave i Hjørring
Ideen til serien voksede sig frem gennem mange år, inspireret af et sted hvor forfatteren selv boede engang: et lille, ældre boligkompleks i Hjørring, hvor lejlighederne omkransede en gårdhave.
– Flere gange sad jeg ude i gården og tænkte forundret over, hvor særlige, unikke og småskøre naboer jeg havde. Samtidig var det et sted, hvor de fleste hjalp hinanden, og man ikke behøvede at føle sig alene. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg skulle skrive en historie med gårdhaven som omdrejningspunkt.
LÆS OGSÅ: Sophie Kinsella fortæller om kræft med humor og varme
Det er meget vigtigt for Ella Andrup at give sine bøger troværdighed og dybde. Derfor foregår de ikke i glittede storbyer eller på romantiske solskinsøer, men i Nordjylland.
– Jeg plejer at sige, at Gårdhaven er min solbeskinnede sandstrand, som er lige så romantisk, som hvis vi var rejst sydpå, siger Ella Andrup og uddyber: - Jeg er opvokset i Hjørring og kender byen ud og ind. Jeg kan gå i detaljer, som den lokalkendte kan genkende, og som den ikke-lokalkendte forhåbentligt føler giver et ekstra lag til historien.
Jeg plejer at sige, at Gårdhaven er min solbeskinnede sandstrand, som er lige så romantisk, som hvis vi var rejst sydpå
Personerne i Ella Andrups bøger har træk fra mennesker hun har mødt – eller fra hende selv:
– Jeg skriver bedst mine karakterer frem, når jeg kender dem rigtig godt. Selvfølgelig er de aldrig en-til-en, men jeg låner følelser og karaktertræk og måske udseende og miljø fra folk, jeg har mødt, forklarer forfatteren, der også bruger sig selv og sit eget liv som inspiration:
– Jeg elsker samspillet i KRYDDERIER I GÅRDHAVEN mellem den unge kok Emma og den ældre, tandløse vicevært, Gunnar, som begge et introverte og ikke siger så meget. Emma ligner mig rigtig meget og gennemgår nogle svære ting i livet, som jeg til dels selv har været igennem. Det var både hårdt og befriende at skrive hende frem.
Gunnars historie hjalp han mig selv med at skrive … Det lyder måske dumt for nogen, eftersom jeg er forfatteren, og jeg bestemmer, hvad der skal ske, men han gemte på små hemmeligheder, som jeg først opdagede, mens jeg skrev. Hans livshistorie er rørende, og også i hans liv har jeg lånt noget fra mit eget.
LÆS OGSÅ: Hun vækker ikonisk hotel til live
Den flittige forfatter jonglerer begge sine jobs hjemmefra, og det kræver benhårdt fokus i de perioder, hvor hun skriver meget:
– Jeg skriver typisk tidligt om morgenen og hen på formiddagen. Det kræver, at jeg ikke tjekker min mail, og at jeg har alle notifikationer slået fra, ellers bliver jeg hurtigt presset af andre opgaver og mister fokus på teksten. Jeg er typen, som helst skal have ro og ingen forstyrrelser omkring mig, når jeg skriver. Sagt med andre ord … Jeg er dødkedelig, når jeg skriver, men virkelig effektiv. Til gengæld kan jeg være fuldstændig overstadig og overgearet, når jeg skal plotte og skabe.
Kreativitet, som værn mod ensomheden
Ulempen ved at arbejde hjemmefra, kan dog være følelsen af ensomhed og isolation, siger Ella Andrup.
Jeg kan blive så opslugt, at jeg glemmer, at der er en verden udenfor.
– Jeg kan blive så opslugt, at jeg glemmer, at der er en verden udenfor. Nogle gange kan der gå flere dage, hvor jeg ikke har været udenfor en dør, eller min eneste kontakt med omverden har været på mail eller i telefonen, fortæller forfatteren, der bruger sin nysgerrighed på kreative sysler til at bryde boblen:
– Jeg meldte mig ind i et kor og et syværksted og har både været på møbelpolstrer- og broderikurser. Det giver mig utrolig meget glæde – og inspiration – at kigge op og se verden gennem andet end skærmen. Jeg kan sy, hækle, strikke og brodere, men arbejder som grafiker og kan ikke tegne andet end tændstikmænd.
LÆS OGSÅ: Fire hurtige spørgsmål til Corina Bomann
Til gengæld kan Ella Andrup i den grad skrive! Hendes seneste roman, KRYDDERIER I GÅRDHAVEN, er nomineret til GUNST-prisen, som årets romancebog, og forfatteren skriver på fuld kraft på næste bind i den populære serie.
Derudover plotter hun også på en hyggekrimi, og drømmer om at skrive en bog, der foregår i Skotland eller Italien.