Læs et uddrag af DET LYSENDE HJERTE

Journalist og idéhistoriker Oscar Rothsteins bog, DET LYSENDE HJERTE analyserer den afrikanske fodbold, og hvad den udtrykker om Afrika i det hele taget – både historisk og i dag. I dette uddrag analyserer forfatteren nogle af de race-stereotyper, der præger fodbolden.

11-01-2024

Asiaterne er lette til bens. Sydamerikanerne, især brasilianerne, er teknisk dygtige og fantasifulde. Østeuropæerne er iltre og benhårde. Tyskerne er effektive, svenskerne velorganiserede, italienerne gestikulerende. „Det er ikke noget tilfælde, at det mest offensive og elegante europæiske hold er Frankrig, der først for nylig er blevet en fodboldmagt; ej heller, at intet hold fra et kommunistland (undtagen Ungarn i 1954) nogensinde har nået VM-finalen eller semifinalerne. For meget stereotyp planlægning ødelægger den kreativitet, der er nødvendig for effektiv fodbold,“ skrev den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger i essayet „The World Cup According to Character“ i 1986.  

Sådan lyder bare nogle af de klichéer, der strukturerer fodbolddebatten. Det er velkendte nations- og regionsstereotyper, som især i landsholdssammenhænge optræder forklædt som renfærdige fodboldargumenter. . 

LÆS OGSÅ: SØREN LERBY: DIRIGENTEN

En af de mest fortærskede stereotyper går på målmænd fra Afrika, velsagtens sorte målmænd i det hele taget. De anses typisk for at være hurtige som tigere og springstærke som katte, men også utilregnelige og excentriske og derfor i sidste ende ikke et ønskeligt valg mellem stolperne.

Først de nøgne tal: Ved Africa Cup of Nations i Egypten i 2019 var 70 procent af markspillerne på kontrakt uden for Afrika. Til gengæld kom hele 64 procent af målmændene fra den kontinentale klubscene.

12 ud af 24 målmandstrioer bestod ligefrem udelukkende af keepere fra afrikanske ligaer – og det var ikke kun smålandshold som Uganda, Mauretanien og Burundi, der bidrog til tendensen. Også forhåndsfavoritter som Ghana og Elfenbenskysten rejste til Egypten med førstemålmænd på kontrakt i Afrika.

Mønsteret gentog sig ved de afrikanske mesterskaber i 2022 i Cameroun. Her var cirka halvdelen af målmændene på kontrakt i afrikanske klubber. Denne gang kom Elfenbenskystens førstemålmand, Badra Ali Sangaré, fra JDR Stars i den næstbedste række i Sydafrika, mens Ghana i mellemtiden havde fundet det nødvendigt at nationalisere britiskfødte Jojo Wollacott. Dengang spillede han i Charlton Athletic i den bare tredjebedste række i England, mens han i dag er på kontrakt i skotske Hibernian.

LÆS OGSÅ: SPILLETS FORVANDLING

Tallene flugter med resultaterne fra et studie udgivet af forskere på University of Sussex i England i 2017. Med udgangspunkt i tal fra Premier League undersøgte de sammenhængen mellem spillernes position på banen og deres hudfarve. Mens de positioner, der associeres med hurtighed (kantspillere og angribere) var spækket med sorte spillere, var de pladser på banen, der associeres med overblik og gode kommunikationsevner, i overvejende grad besat af hvide.

Spørgsmålet er, om de få målmænd fra Afrika i international topfodbold er et udtryk for, at kontinentets målmænd bare ikke er særlig gode, eller om der kan være andet og mere på færde; noget, der måske slet ikke handler om fodbold, men om det historiske forhold mellem Afrika og Europa? Det indtryk gav tidens velsagtens største afrikanske målmand, en af de få på kontrakt i en stor europæisk klub, Manchester Uniteds André Onana, i hvert fald i maj 2019.

Før sin daværende klub, AFC Ajax’, Champions League-semifinale mod Tottenham fortalte camerouneren, der som bare 13-årig blev hentet til Barcelona fra et fodboldakademi i hjemlandets største by, Douala, at han oplever, at sorte målmænd må arbejde hårdere end deres hvide konkurrenter for at nå til tops: „Der er ikke mange sorte målmænd på topniveau, fordi folk antager, at de vil lave for mange fejl. Det er noget, vi må ændre,“ sagde han til BCC.

Debatten findes også i brasiliansk fodbold, hvor sorte målmænd er svøbt ind i deres egen mytologi. Ved VM-finalen på hjemmebane i 1950 gik Moacir Barbosa, født i São Paulo-delstaten af afrobrasilianske forældre, fejl af et uruguayansk indlæg, så Alcides Ghiggia kunne score det afgørende mål ti minutter før tid. Et overfyldt Maracanã, hvor næsten 200.000 fans havde klemt sig ind, gik i stå, og det samme gjorde Barbosas liv. Helt til sin død i 2000 var han tynget af fejlen, der samtidig bidrog til en racialisering af det brasilianske målmandsideal: Afrobrasilianerne, mente man, kunne drible (ligesom de kunne danse), de var sportens spontane indslag, snu og smidige. Til gengæld havde de ikke det fornødne overblik til at stå på mål. 

Afrobrasilianerne, mente man, kunne drible (ligesom de kunne danse), de var sportens spontane indslag, snu og smidige. Til gengæld havde de ikke det fornødne overblik til at stå på mål.

Ingen andre positioner på en fodboldbane er i samme grad som målmandens underlagt universelle krav. Nogle trænere ønsker en flagrende angriber, andre en stationær, nogle ønsker en fantasifuld tekniker på midtbanen, andre en hidsig bolderobrer, men alle ønsker mere eller mindre det samme af deres målmand: Han skal være rolig og forudseende. Han skal ikke føle, han skal vide. Det giver sig selv, at han skal kunne tage med hænder, ligesom han i dag også skal kunne deltage i opbygningsspillet med fødderne, men uanset niveau og spillestil forlanges det, at målmanden har sit hoved i orden. Et af fodboldens gamle mundheld lyder, at målmænd er dumme – hvorfor skulle de ellers lade sig beskyde? Men alle gode målmænd har noget mellem ørene. Ellers ville de ikke være til stole på, og det skal de være.

Deres job, som den ikoniske italienske målmand Gianluigi Buffon engang sagde, handler om fejlretning, om at udbedre kollegernes fejl og løse den opgave, de har forsømt. Målmanden er den grundpille, der er designet til at holde sammen på det hele, rolig og robust, når konstruktionen slår revner. Måske er det her, man finder kimen til forestillingen om, at afrikanere er bedre kantspillere end målmænd?

LÆS OGSÅ: ILTGÆLD

Den vestlige idé- og kulturhistorie flyder i hvert fald over med fremstillinger af Den Sorte som et utilregneligt væsen styret alene af sine instinkter – og ikke, som Den Hvide, af sit intellekt.

Man finder disse fremstillinger i filosofien og i litteraturen, hvor afrikanere – for eksempel hos tænkere som den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant og den polsk-engelske forfatter Joseph Conrad – optræder som irrationelle driftsmennesker, der ikke kan betros samme opgaver som de overlegne europæere.

Hos Kant – der tænkte skelsættende tanker om erkendelse, moral og æstetik i 1700-tallets Königsberg, men var anderledes tilbagestående i sine antropologiske skrifter – kan man finde en hierarkisk opdeling af racerne (naturligvis med europæerne øverst), der konstaterer, at man i Afrika ikke finder andet end afstumpede følelsesudbrud. „Den Sorte kan disciplineres og kultiveres, men aldrig ægte civiliseres,“ skrev han.

Hos Joseph Conrad er afrikaneren, som han formulerer det i romanen Heart of Darkness fra 1902, „en før-historisk mand“, blottet for civilisation, abstraktionsevne og besindelse. Han er lige netop ikke til at stole på. I den forstand er fodboldens troper om afrikanske målmænd ikke andet end en sportificeret udgave af en af kolonialismens kongstanker: Den Hvide har hovedet, Den Sorte har kroppen.

I dag er det få, der er så eksplicit racistiske, men de findes fortsat, de dybt fordomsfulde forestillinger om Afrikas egenarter. Måske ikke længere som dominerende strømning i vestlig idé- og kulturproduktion, men som latent retningsgiver for vores tanker om verden.

Oscar Rothsteiner uddannet idéhistoriker fra Aarhus Universitet. 
Han har tidligere skrevet om international fodbold og international politik på Zetland og arbejder i dag som journalist på Danwatch med fokus på Afrika. Det ser vi i sporten, hvor sorte atleter, ikke kun fodboldmålmænd, i tillæg til diverse abelyde, og hvad de ellers risikerer at blive ofre for af decideret racisme fra publikum, ofte er genstand for racialiseret sprogbrug, også fra mange af os, der ellers afskyr enhver racistisk ytring.

Som når britiske fodboldkommentatorer, ifølge et studie foretaget af sportsdatabureauet RunRepeat, er over seks gange mere tilbøjelige til at tale om en spillers „styrke“, hvis han er sort, end hvis han er hvid. Eller når en dansk fodboldkommentator sammenligner Romelu Lukaku, Belgiens congolesiskfødte angriber, med filmgorillaen King Kong. Eller som da den tidligere franske landsholdsback og daværende træner i Bordeaux, Willy Sagnol, i 2014 sagde til den sydfranske avis Sud Ouest, at afrikanske spillere meget vel har god fysik, men til gengæld mangler teknik, spilforståelse og disciplin.

LÆS OGSÅ: Sportswashing - propagandaens nye supervåben

I oktober 2021 offentliggjorde forskere fra Harvard University studiet „Pace and Power: Removing Unconscious Bias from Soccer Broadcasts“. Forskerne havde sat 105 respondenter til at se Senegal-Polen fra gruppespillet ved VM i Rusland i 2018 og bedt dem om at svare på, hvilket af holdene de fandt mest „atletisk“.  Den ene halvdel af respondenterne fik vist klip fra kampen, som det så ud, da den blev tv-transmitteret, mens den anden fik vist de samme klip i en animeret version, der gjorde det umuligt at se hudfarven på spillerne. De to gruppers oplevelse af kampen var mildest talt forskellig. Af dem, der så den oprindelige tv-transmission, svarede 70 procent, at Senegal var det mest „atletiske“ hold, mens 62 procent af dem, der så den animerede udgave, syntes, at Polen var det mest „atletiske“ hold.

Så snart spillernes hudfarver blev sløret, ændredes synet på de to hold. Willy Sagnols udtalelse blev heftigt kritiseret i både franske og internationale medier, og tidligere præsident i storklubben Olympique Marseille, senegalesiske Pape Diouf, forsøgte at få den franske ligas afrikanske spillere til at boykotte den efterfølgende spillerunde. Men ofte går det ubemærket hen, når sorte spillere udsættes for mere eller mindre subtile racialiseringer. At Den Afrikanske Målmand er refleks- og springstærk, men flagrende, eller at Den Afrikanske Stopper er stærk, men positionssvag, eller at Den Afrikanske Træner simpelthen ikke har den fornødne taktiske indsigt til at begå sig på topniveau, er ofte blandt fodboldens aksiomer.

Der kan næppe trækkes en lige linje fra Kant og Conrad til den afrikanske målmands situation i dag. Men det vil kun være naturligt, hvis de idéer, der har formet Vestens tankeverden, også kan registreres i et vestligt syn på klodens mest populære sport. Det var ikke det, André Onana sagde til BBC før Champions League-finalen i 2019, men måske var det det, han mente: Hvis man lægger det dominerende målmandsideal – rolig og forudseende – sammen med den kolonialistiske fortælling om Den Sorte som et dyrisk driftsmenneske, går regnestykket simpelthen ikke op.