Læs et uddrag af Sine Simonsens anmelderroste debutroman DE ENESTE I VERDEN

Sine Simonsen romandebuterer med DE ENESTE I VERDEN, en kaotisk og original fortælling om længsel, rodløshed, udnyttelse og samhørighed. Bogen har modtaget fine anmeldelser. Vi bringer her et uddrag fra bogens begyndelse.

Af Redaktionen / 20-01-2025

 

Første nat på Lygten, 11 år.

Der er tre glasdelfiner, de svæver i deres usynlige snore. Det er en uro jeg har. Jeg har fået en af de voksne til at sætte den op over sengen, som det første. De er dybblå og fine, delfinerne. Jeg skal kigge på dem indtil jeg falder i søvn, uden at tænke på noget. 
Så åbner døren, den knirker lidt. Det er mørkt på gangen bag dig. Jeg skal først møde jer i morgen så jeg vil sige, at vi ikke må være vågne nu, men jeg siger ikke noget.
“Du kom for sent til at nå at få aftensmad,” hvisker du. 

Om bogenMolly og Casper lever lidt på kanten. Casper spiller i et band og bor i en autocamper på Refshaleøen, Molly er droppet ud af universitetet og tjener penge som sexarbejder. En aften går hun med til at møde en kunde i hans lejlighed, og det kommer til at forrykke noget, ikke bare i Molly, men også i det sammenvoksede forhold mellem hende og Casper.
En roman om det uudgrundelige forhold mellem tryghed og udnyttelse, kærlighed og voldelighed, og en undersøgelse af grænsen – og grænseløsheden – mellem vold og omsorg.  

Jeg vender mig i sengen. 
Du står lidt og løfter op og ned i håndtaget, stiller dig på tæer, “de er da nogle klamme svin, hvis du bare har sultet.”
Jeg ryster på hovedet, jeg har ikke sultet. Der står en tallerken halvspist risengrød på skrivebordet. Jeg vil spørge hvad du hedder, men jeg er også ligeglad, jeg har ondt i maven. 
Der er en stor gul pókemon på din natbluse, jeg ved ikke om den vil hoppe ud af dit bryst og blive levende.

Du ligner en, der er lige så gammel som mig. Jeg vil spørge hvor lang tid du har været her, og hvor lang tid man skal være her. Jeg vender mig om i stedet for. Trykker panden mod væggen.

Jeg lytter efter om du går, men du bliver ved med at stå og larme med håndtaget.
Du står sådan, i lang tid. Så lukker du døren bag dig. 
Trægulvet knirker lidt, du kravler ned til mig under dynen. 
Din hud er varmere end min. Du rækker op over mit hoved, til natlampen, og slukker lyset. Du mærker mit hår med fingrene, så fingrene over min nakke, mit øre, min ryg. 

 

LÆS OGSÅ: Interview om DØGNÅBEN

København, 22 år

Der er tre bittesmå stjerner på himlen. Jeg ligger på ryggen i græsset, selvom min cowboyjakke bliver fugtig. Casper går uroligt rundt, han klikker med tungen. Vi har lige slugt en bombe emma, men det virker altid hurtigst på mig.

Om ForfatterenSine Simonsen (født 1995) blev uddannet fra Forfatterskolen i sommeren 2024. Hun er ved at færdiggøre sin kandidatuddannelse i psykologi på Syddansk Universitet. DE ENESTE I VERDEN udkom i januar 2025 og er hendes debutroman.

Anmelderne har været meget begejstrede, i SOUNDVENUE skriver anmelderen blandt andet: "I sin glimtende diamant af en roman fletter den tidligere forfatterskoleelev det ligefremme sammen med det ubehagelige. Og det er nok derfor, at den rammer læseren så hårdt."

I POLITIKEN indledes anmeldelsen med disse ord: "Der er næsten noget filmisk over Sine Simonsens debutroman, ’De eneste i verden’, takket være dens stærke fornemmelse for steder, dens sælsomme idiosynkratiske billeder og ikke mindst kontrasterne imellem dem."

Der hænger en slukket lyskæde mellem træerne. Når jeg kniber øjnene sammen, kan jeg skifte fokus mellem den og stjernerne, på en magisk måde, og jeg kan få natten til at presse mit bryst nedad, imens det kølige, fugtige græs presser min 
ryg opad, så jeg bliver holdt fast imens verden bevæger sig og suser. 
“Nyder du det?” Casper stiller sig foran mig.
Jeg skærmer med hånden for øjnene, “du spærrer for solen.”
“Solen?” spørger han og lader, som om han leder efter den. 
Han tager fat i mine arme og hiver mig op at stå. Musikken inde fra kollektivet er så høj, at det vibrerer i fødderne. 

Jeg gnider mine sneakers og strømper af, imens han hjælper mig med at holde balancen.
“Du kan godt mærke det nu, kan du ikk?” siger han. 
Jorden er silke. Jeg tager et par skridt, som om jeg går på en farlig line, som om hvis man falder ned, så bliver man opslugt af Refshaleøen og kan aldrig komme fri fra den sandede jord. 
“Pas på hvor jeg går.”
“Det giver ingen mening det du siger, din noob.”

Jorden er silke. Jeg tager et par skridt, som om jeg går på en farlig line, som om hvis man falder ned, så bliver man opslugt af Refshaleøen og kan aldrig komme fri fra den sandede jord. - Sine Simonsen

Vi nulrer hinandens hænder fordi hud føles så blødt, jeg træder op med mine fødder på hans fødder. Han har også taget sine sko af. 
Her er små pletter af neonfarvet græs, og små pletter af grus. Det er ikke en rigtig gård, men heller ikke en rigtig have. Ranya og de andre, der bor her, har bygget med gamle paller over det hele. Pyramider og klatretårne af paller, og noget, der minder om et lille legehus med veranda. Nogle af pallerne er malet i farver. Mest grøn og lilla. De fleste steder er farverne skallet af, men det gør ikke noget, det hele er perfekt, og jeg kan tage alting ind i min krop. Jeg træder på lidt grus, lægger vægten på foden så de små sten skærer sødt op gennem huden og benet og hele kroppen, til jeg sitrer og Casper griner af mig. 

“Pas på der ikke er glasskår,” siger han og tager fat i mig som om vi danser.
Han tænder en cigaret. Jeg læner mig ind mod ham, trykker panden mod indhulningen i hans brystkasse. Det er en leg vi har fundet på.
“Lad mig op,” siger jeg.
Hans skjorte dufter af tobak og billig parfume. Det er mig, der har købt den. På tilbud. I Frederiksberg Centret. 
Nu er det den skjorte, han altid har på, hvis han skal være pæn. 
Han siger en summende lyd, halvhjertet, fordi han ryger.
“Så.”
“Tak, må jeg få et sug af den der?”
Jeg rækker ud efter cigaretten, men han strækker armen, så jeg ikke kan nå den. 
“Det er en almindelig cigaret,” siger han. 
Det gør ikke noget, jeg vil bare gerne have et eller andet i munden. 

 

LÆS OGSÅ: Om Løven og Klagen

“Skal jeg vise dig rundt?” spørger jeg.
Han nikker og tager min arm som om vi er alvorlige, og at det er sandt, at jeg har været her før. 
“Vi er de eneste i byen af paller,” begynder jeg, imens vi højtideligt spadserer rundt arm i arm. Vi træder op på legehusets veranda. 
“Grøn betyder kærlighed.”
Jeg sætter mig i legehusets vindue. Malingen skaller af og efterlader grønne flager i mine håndflader. Casper stiller sig mellem mine flagrende ben.
“Hvad betyder lilla?” han hviler sin hage på toppen af mit hoved. 
“Det ved jeg ikke,” siger jeg.