Molly og Casper har hængt symbiotisk sammen siden de mødtes som børn, på opholdsstedet Lygten i Odsherred. Nu lever de, lidt på kanten, i København. Casper spiller i et band og bor i en campingvogn på Refshaleøen. Molly er droppet ud af universitetet og tjener penge som sexarbejder – en dag går hun med til at møde en kunde i hans hjem, og noget forrykkes, ikke kun i Molly, men også i det sammenvoksede forhold mellem hende og Casper.
En roman om kærlighed, tryghed og udnyttelse. En undersøgelse af grænsen – og grænseløsheden – mellem vold og omsorg.
De eneste i verden beviser med knivskarp præcision, hvor kort afstanden mellem omsorg og vold kan være (…) Sine Simonsens nye bog er ikke altid behagelig. Til gengæld er dens beskrivelser af mudrede grænser i menneskelige relationer helt uforglemmelige. (…) I sin glimtende diamant af en roman fletter den tidligere forfatterskoleelev det ligefremme sammen med det ubehagelige. Og det er nok derfor, at den rammer læseren så hårdt. (…) Romanen er stramt komponeret uden at være poleret (…) Romanen tegner et menneskeklogt og svært forglemmeligt billede af et udsat pigesind, et rodløst kvindesind, og hvordan det kan se ud at have svært ved at være i verden. Sine Simonsens evne til at skrive så klart og ligefremt om den kompleksitet, er det, der får hendes romandebut til at glimre som tusinder stykker glas fra en smadret diskokugle, som man både vil skære sig på og spejle sig i, hvis man åbner bogen.
Kort sagt: Det er ikke kun behagelig læsning, men Sine Simonsen skriver fandens godt. De eneste i verden er en rammende bog om de mudrede grænser, når mennesker både passer på og gør vold mod hinanden.
Information
Sine Simonsen får en til at fæstne blikket på de ting, vi ikke må glemme findes. Simonsen holder hele tiden læseren i et jerngreb af usikkerhed, et trangt og ubehageligt sted, svingende mellem omsorg og en ondskabsfuld fastholdelse. Sikre svar er der aldrig i romanen. (…) Der bliver ikke vist nogle nemme udveje i De eneste i verden. Det er romanens største kvalitet. Maya lider af en spiseforstyrrelse, som aldrig bliver kaldt ved navn. Hun sulter sig og brækker sig. Hun straffer sig selv, smadrer sig selv. Selv om Casper er der, og Jógvan i glimt, så læser jeg romanen som et portræt af en næsten afgrundsdyb ensomhed. Portrætteringen af sex og intimitet er voldsom, til tider afskyelig og ekstremt fysisk, med glidecreme og sæd, der flyder. Det er svært at holde øjnene på ordene, men scenerne er bogens mest velskrevne.
Politiken
4 ud af 6
Sine Simonsen debuterer med en fortælling om sex, ensomhed, sult og narko, og alligevel styrer hun uden om klicheerne i dette lille sære litterære univers. (…) Der er næsten noget filmisk over Sine Simonsens debutroman, De eneste i verden, takket være dens stærke fornemmelse for steder, dens sælsomme idiosynkratiske billeder og ikke mindst kontrasterne imellem dem. (…) Det kan nemt blive svært med fortællinger om det smadrede, som om det ofte gerne vil pakkes ind i noget opbyggeligt, moraliserende eller romantisk, men Simonsen fremstiller det smadrede på en lige dele nøgtern og kaotisk måde, hvilket fungerer rigtig godt. (…) Simonsens debutroman er karakteriseret ved en rå og vild åbenhed, der udspiller sig inden for et lille velkonstrueret og ganske originalt univers.
Sine Simonsen, f. 1995, blev uddannet fra Forfatterskolen i sommeren 2024. Hun er ved at færdiggøre sin kandidatuddannelse i psykologi på Syddansk Universitet.
I januar 2025 udkom Sine Simonsens første roman, De eneste i verden, der er fortælling om kærlighed, tryghed og udnyttelse. Og en undersøgelse af grænsen – og grænseløsheden – mellem vold og omsorg.
