Leïla Slimani: "De ser os kun som muslimer."

Uddrag fra DE ANDRES LAND

Kort efter at de var flyttet ind på gården, kom Amine en aften gående gennem køkkenet i sit stiveste puds, mens Mathilde sad og madede Aisha. Hun så overrasket op på sin mand og vidste ikke helt, om hun skulle være glad eller vred. „Jeg går ud,“ sagde han. „Nogle af mine gamle soldaterkammerater er i byen.“ Da han lænede sig ind over Aisha for at give hende et kys på panden, rejste Mathilde sig fra stolen. Hun kaldte på Tamo, der var ved at feje ude i gården, og afleverede den lille i favnen på hende. „Skal jeg klæde om, eller er det ikke nødvendigt?“ spurgte hun frejdigt.

Amine havde tabt mælet. Han fremstammede noget om, at det var en mandeaften, og at det ikke var passende for en kvinde at deltage. „Hvis det ikke er passende, at jeg tager med, kan jeg ikke se, hvordan det kan være passende, at du gør.“ Og før Amine nåede at opfatte, hvad der egentlig skete, fik han selskab af Mathilde, der havde slængt sin kittel over en stoleryg i køkkenet og nu stod og nev sig i kinderne for at få lidt farve i dem.

I bilen sad Amine tavs og surmulende med blikket stift rettet mod vejen foran dem, mens han forbandede Mathilde og sin egen svaghed langt væk. Men Mathilde, hun snakkede løs, smilede og opførte sig, som om hun ikke anede, at hun var til ulejlighed. Hun var sikker på, hun kunne få ham til at slappe af, hvis bare hun holdt humøret højt, så hun var blid og kæk og frimodig. Han var stadig stram i betrækket, da de kørte ind i byen. Amine parkerede og skyndte sig at hoppe ud af bilen for at gå med raske skridt i retning af cafe- ens udendørsservering. Det virkede, som om han forgæves håbede på, at han kunne ryste hende af i den europæiske bydels gader, eller også ville det ganske enkelt være en alt for stor ydmygelse for ham, hvis han ankom arm i arm med sin kone.

Hun indhentede ham så hurtigt, at han ikke kunne nå at fabrikere en forklaring til sine kammerater, der sad og ventede. Alle mændene rejste sig og hilste forlegent og respektfuldt på Mathilde. Omar, hendes svoger, tilbød hende en stol ved siden af sig. Alle mændene var elegant klædt i jakkesæt og med pomade i håret. De bestilte drikkevarer hos den gemytlige græker, der havde haft cafeen i næsten tyve år. Det var en af de eneste cafeer i byen, hvor alle uanset hudfarve var velkomne, så arabere sad til bords med europæere og drak alkohol, og kvinder, der ikke var prostituerede, kunne komme og lyse aftenen op. Terrassen lå på et gadehjørne skærmet for nysgerrige blikke bag store pomeranstræer med et tæt bladhang. Når man sad ved bordene, følte man sig tryg og helt alene i verden. Amine og hans venner skålede med hinanden, men talte næsten ikke sammen. Der var lange, tavse perioder afbrudt af dæmpede grin eller en, der fortalte en anekdote. Sådan var det altid, men det vidste Mathilde ikke. Hun havde ikke fantasi til at forestille sig, at Amines mandeaftener, som hun havde været så jaloux på og grublet så meget over, altid forløb på den måde. Hun troede, at det var hende, der havde ødelagt deres aften. Hun fik lyst til at fortælle en historie. Øllet ind- gav hende mod, og med genert stemme fortalte hun om et minde fra Alsace, hvor hun var vokset op. Hun rystede lidt og famlede efter ordene, ingen grinede, og alle så ud, som om de syntes, hendes historie var dødkedelig. Amine så på hende med en foragt, der knuste hendes hjerte. Aldrig før havde hun følt sig så uvelkommen.

Gadelygten på fortovet foran cafeen begyndte at blinke og gik så helt ud. Bordene udenfor var nu kun oplyst af nogle få stearinlys, der kastede et helt andet charmerende skær over cafeen, og den dunkle belysning beroligede Mathilde, der tænkte, at de nu nok ville glemme alt om hende. Hun gruede for det øjeblik, hvor Amine ville gøre en ende på pinslerne og sige: „Nu går vi.“ Hun kunne utvivlsomt forvente en ordentlig skideballe, råben og skrigen, en lussing og at få panden hamret ind i bilruden. Så derfor nød hun virkelig byens dæmpede lyde nu, hun lyttede til samtalen ved nabobordet og lukkede øjnene, så hun bedre kunne høre musikken, der spillede nede bag i cafeen. Hun ville så gerne forlænge øjeblikket en smule, for hun havde ikke den mindste lyst til at tage hjem.

Mændene begyndte efterhånden at blive mere afslappede. Alkoholen gjorde sin virkning, og de talte sammen på arabisk. Måske fordi de troede, hun ikke forstod det. En ung tjener med bumser i hele hovedet kom og satte et stort fad med frugt på deres bord. Mathilde tog en bid af en ferskenbåd, så en skive vandmelon, og dens safter løb ned ad hagen på hende og grisede hendes kjole til. Hun tog en af de glatte sorte kerner mellem tommel- og pegefinger og knipsede til den. Kernen skød gennem luften og landede i ansigtet på en stor, tyk mand med fez, der sad og svedte i sin skødefrakke. Manden slog ud med hånden som for at vifte en flue væk. Mathilde tog en ny kerne og sigtede denne gang efter en høj og meget lyshåret mand, der havde strakt benene ud til siden og snakkede løs. Men hun ramte ikke, og kernen fløj i stedet ind i nakken på en tjener, der var lige ved at tabe sin bakke. Mathilde lo højt, og den næste times tid morede hun sig med at bombardere cafeens gæster, der skar ansigter. Man skulle tro, at de var blevet smittet med en mystisk sygdom a la den tropefeber, der får folk til at danse eller dyrke elskov med alle og enhver. Gæsterne klagede. Cafe-ejeren tændte røgelsespinde for at beskytte klientellet mod flueinvasionen. Men angrebene stoppede ikke, og snart fik gæsterne hovedpine af at indånde røgelse og hælde øl ned. Terrassen blev lige så stille tømt for mennesker, Mathilde sagde farvel til vennerne, og da de til sidst kom hjem, og Amine stak hende en lussing, tænkte hun, at hun trods alt havde fået sig et godt grin.