Forfatter Cecilie Grønlund vil skabe forståelse for det moderne ungdomsliv, hvor man med iPhonen i lommen, altid bærer rundt på en hel verden af sammenligningssyge. Hendes debutroman DØGNÅBEN stiller skarpt på sameksistensen af fest og ensomhed i det tidlige voksenliv, hvor den 22-årige Luna forsøger at finde sin vej i livet, kærligheden og Kødbyen.

Af Mathilde Johanne Kristiansen

 Foto: Simone Maria Kønig Lilmoes 

Hvad betyder titlen DØGNÅBEN for dig?

“Det er en beskrivelse af den måde, man som ung i dag altid er tilgængelig, åben for indtryk og notifikationer, så man selv skal vælge ikke at være det. Før i tiden var man jo kun tilstede fysisk. Sådan er det ikke længere. Det kan føles som om, man aldrig får en pause og på den måde er døgnåben”.

Døgnåben er din første bog. Hvordan gik du fra idé til roman på relativt kort tid?

“Selve ideen fik jeg på en rejse til Thailand sidste vinter, hvor jeg læste Amalie Langballes bog Forsvindingsnumre. Da jeg kom hjem og coronaen kom en måned efter, begyndte jeg at tænke, at det kunne blive noget længere. Tidligere har jeg slet ikke følt, at det var en mulighed, at jeg kunne skrive en bog. Selvom jeg altid har skrevet rigtig meget, var det mest noter. Men jeg synes der manglede noget skrift som var skrevet fra unge til unge i et længere format. Selvom jeg ikke havde en roman i hovedet til at starte med, begyndte jeg at kunne se en historie for mig, hvor jeg kunne bruge mine egne oplevelser, følelser og de ting jeg har observeret omkring mig i min omgangskreds og på nettet. Oplevelser af at føle sig utilstrækkelig. At man er en fiasko, fordi man ikke ved, hvad man skal med sit liv”.
Den er skrevet ud fra nogle følelser af, at jeg skulle gøre eller lave et eller andet specielt for at være god nok. - Cecilie Grønlund

I DØGNÅBEN møder vi 22-årige Luna, der ikke rigtig føler hun slår til. Hun arbejder på en café, ved ikke hvad hun vil og kæmper med sine venskabs- og kærlighedsrelationer. Hvorfor er hendes historie interessant?

“Når man skriver om noget, der er tæt på ens eget liv og miljø, synes jeg tit, at folk gerne vil læse det hele som selvbiografisk. Selvfølgelig er der elementer af mig selv, men det vigtige for mig, er at gøre fortællingen mere almen. Jeg har prøvet at gøre Luna til en karakter og en type, som jeg håber mange kan forstå eller spejle sig i. Hun er en udgave af mig selv og en masse andre. En repræsentant for nogle af de følelser, jeg selv har haft. Selvom hun føler mindreværd og er usikker, er hun er også sej! Hun bliver med at springe ud i livet, kæmpe og være i de svære ting, selvom det ikke altid går super godt. Det var fedt at skrive, fordi jeg selv er mere tilbageholdende og bange for, hvad folk tænker. Selvom hun minder om mig på mange punkter, er hun en mere just-do-it-agtig person”.

Er der nogle oplevelser fra dit eget ungdomsliv, der har været afgørende for at skrive bogen?

“Jeg har selv døjet med social angst. Ikke i voldsom grad, men det er noget jeg har skulle lære at tackle ret tidligt i mit liv. Fordi jeg har forholdt mig meget til mig selv og mine tanker, har det lært mig at observere på en måde, jeg kunne bruge i bogen. Den er skrevet ud fra nogle følelser af, at jeg skulle gøre eller lave et eller andet specielt for at være god nok. I den slags situationer kom jeg let til at sammenligne mig med alle omkring mig- især folk på Instagram, fordi jeg ikke selv følte, at jeg havde fundet min plads. Så måtte jeg hellere skynde mig at finde den for at kunne være ordentligt tilstede i verden”.
Jeg har selv nogle gange overvejet, om jeg bare skulle droppe Instagram, fordi det har gjort mig usikker og ked af det. Men en stor del af at udvikle sin identitet i dag foregår på nettet.  - Cecilie Grønlund

Instagram er nærmest en konstant og mestendels negativ tilstedeværelse i DØGNÅBEN. Hvordan kom det til at fylde i historien?

“At sidde og kigge på sin telefon og se sine venner være til fest, det er sådan en essentiel oplevelse for alle unge. Det er jo frygteligt. Jeg har undersøgt de sociale medier meget, og der er er mange artikler, som beskriver, hvordan de er dårlige, men ikke så mange, der beskriver på hvilke konkrete måder. Der er mange situationer i bogen, der viser, at hvis Luna ikke havde haft sociale medier, så var hun kommet videre fra de ting hun slås med hurtigere. Jeg synes det er vigtigt at vise, at det ikke er et valg, man har. I vores generation er det svært ikke at have dét forhold til Instagram og sociale medier, som Luna har. Jeg har selv nogle gange overvejet, om jeg bare skulle droppe Instagram, fordi det har gjort mig usikker og ked af det. Men en stor del af at udvikle sin identitet i dag foregår på nettet. Jeg kunne ikke se, hvordan det ikke skulle være en del af historien”.

Er hovedpersonen Luna afhængig af Instagram?

“Luna er til dels afhængig af Instagram. Hun er afhængig af at se, hvad alle andre har gang i og vil jo også gerne blive en person, som folk gerne vil kigge på. Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, som synes at hun er mega selvoptaget. Hun er selvoptaget! Det synes jeg, der er mange som er i min generation. Men det er vigtigt for mig at vise, at der er en grund til det. Hun er usikker og kan ikke rigtig kan se nogen anden vej igennem det end at promovere sig selv ved at lægge et eller andet billede på Instagram i stedet for at finde ro i sig selv”.

Hvad håber du, at læserne tager med sig fra DØGNÅBEN?

“Jeg håber der er andre, der kan bruge al den usikkerhed, jeg selv har oplevet til noget. At fortælle om pigers mentale helbred, er nok det jeg går mest op i i hele verden, for det er et stigende problem. Ved at bruge mine egne oplevelser, kommer det mere ned på jorden i stedet for, at det kommer fra en, der ikke selv har oplevet at være ung i dag og måske ikke forstår det. Det er ikke fordi jeg tror jeg bliver den nye ekspert, men jeg håber folk kan spejle sig i bogen. Jeg vil gerne sige, at man ikke skal skamme sig over, at have de følelser som Luna har. Give indblik i en hel generation ikke bare i Luna. Det er rart hvis nogen kan genkende sig selv i bare tre af siderne, eller forstå bruge det til at forstå andre bedre”.