Bjarne Reuter klassikere i nye klæder

Bjarne Reuter har skrevet sig ind i hjerterne på børn og unge siden sin debut i 1975. I løbet af sin karriere har han modtaget et væld af priser, bl.a. Kulturministeriets Børnebogspris, De Gyldne Laurbær, Læserens Bogpris og Søren Gyldendal Prisen.

Bjarne Reuter klassikerne Zappa, Shamran, Månen over Bella Bio og Prins Faisals ring.

Nu udkommer fire særlige genudgivelser af klassikerne Zappa, Shamran, Månen over Bella Bio og Prins Faisals ring. De fire velkendte fortællinger udgives i nye indpakninger med nye forord, hvor han poetisk og nærværende fortæller om, hvorfor han har skrevet bøgerne.

Vi har samlet alle bøgerne i serien her, så du bare kan gå i gang.


Zappa

Zappa

Zappa er den udødelige fortælling om arbejderdrengene Bjørn, Mulle og Uffe og deres bekendtskab med velhaverdrengen Sten. Det er en fortælling om tro, håb, afstumpethed, venskab, illusioner og drømme.

Bjarne Reuters klassiker om de fire drenge er på én gang et tidsbillede fra en ungdom i 60´ernes København og en tidløs coming of age-fortælling om mobning og klasseskel, venskab og illusioner, tro, håb, had og den allerførste kærlighed.

Zappa blev filmatiseret i 1983 af Bille August, og både film og bog har opnået klassikerstatus. Denne nye udgave af bogen har forord af forfatteren.

Shamran

Shamran

I Shamran - den som kommer møder vi drengen Filip, der lider af en mystisk sygdom og sammen med sine forældre lige er flyttet i et nyt hus. På sit værelse opdager han et kæmpemaleri, som virker underligt dragende på ham. En nat træder tre mænd ud af billedet og tager ham med til landet Tronn, hvis mægtige hersker ingen har set, og hvis indbyggere enten er døve, stumme eller blinde. Filip kommer på sit livs hårdeste eventyr, men han er ikke alene. Med sig har han sin trofaste og lidt dumme bamse Dobbo samt skjaldene Leopold, Ffaffner og Doromir, og sammen kæmper de både mod landets ondskab og selveste Døden.

Månen over Bella Bio

Månen over Bella Bio

"Min mormor siger, at man får gule øjne af at se på efteråret og slør i blikket af at savne og fregner af at le. Til gengæld påstår min mor, at man aldrig bliver stor og stærk, hvis man ikke spiser sine havregryn."

Bogen foregår i slutningen af 1950'ernes Brønshøj, og handlingen knytter sig til romanerne Zappa, Når snerlen blomstrer og Vi der valgte mælkevejen. Som i de andre bøger er det Bjørn, der er den helt centrale hovedperson, og vi følger ham fra han er 6 år og endnu ikke begyndt i skolen, til han går i 6. klasse.

Bjarne Reuters bog udkom oprindeligt i 1988.

Prins Faisals Ring

Prins Faisals Ring

PRINS FAISALS RING foregår i piraternes, slavernes og heksebrændingernes tid og handler om Tom Collins eventyrlige liv. I 1639 forliser den tremastede portugisiske fuldrigger Sankt Helena i Caribien. Kun galionsfiguren og to forhutlede sjæle overlever. Den 14-årige Tom Collins redder de to, der driver om i bølgerne, og dermed ændres hans liv! Han tvinges til at forlade sin fødeø og drager ud på en dramatisk og spændende færd – uden at vide, at der vil gå flere år, før han vender hjem.