»Ånden er bolværket mod barbariet«

Bertel Haarder undersøger i SJÆLESPARK, hvordan ånd, historie og fællesskab former både individet og samfundet. Her kan du læse et uddrag fra bogens første kapitel. 

10-10-2025

PROLOG  
“I begyndelsen var ordet.”
Ordet, der blev kød og tog bolig iblandt os.
Hvad er der med det ord?
Der siges jo så meget.
Ind ad det ene øre, ud ad det andet.
Pludselig er der ord, der får betydning:
Salman Rushdie sagde ord.
Blev dømt til døden.
Vidunderligt, at ord kan betyde så meget.
Johannes gjorde det med ord
i Ordet af Kaj Munk:
Han vækkede den døde som Jesus i sin tid.
Ord kan genoplive.
Ord kan slå ihjel.
Ord kan henrykke.
Ord kan formørke.
Ordet i vor mund kan være som Guds,
der skaber, hvad det nævner.
Ord kan tænde som lyn
og flyve over grave,
gå fra slægt til slægt.
For vi mennesker er altid de samme.
Det vigtigste har vi fælles.
Som Blicher skrev:
“Vore liv er som græs:
Når vinden farer over os, er vi ikke mere.
Men ordene består
som Herrens ord, der varer evindeligt.”
-----
“Det var det. Så er det begyndt.
Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre.
Bliver til. Bliver til det og det og det.”

ORD OG ÅND

Ovenstående er selvfølgelig inspireret af N.F.S. Grundtvig, højskoletanken og pinseevangeliet om Guds ord og ånden, der blæste liv i menneskene. Samt Inger Christensens DET.

Men hvad er der med det ord og den ånd, det udtrykker? Det forstår vi ikke, hvis vi ikke betragter ånden som en realitet i tilværelsen. Ånden er bolværket mod barbariet og det onde i os selv. Den er usynlig som den mørke energi i Stephen Hawkings univers, der udgør 70 pct. af universets vægt: Vi kan ikke se den, men vi ved, den er der, for ellers ville Mælkevejen og de andre milliarder af galakser opføre sig anderledes.

LÆS OGSÅ: Lea Korsgaard om MENNESKETS SØGEN EFTER MENING

Et godt eksempel er tilliden. Den er et åndeligt fænomen. Vi kan ikke se den, men den er afgørende for vore fællesskaber, for folkestyret. Uden gensidig tillid går det op i fugerne – som i USA i disse år.
Hvis det åndelige ikke fandtes, ville den moralske relativisme herske, og alt ville være tilladt. Ingen tillid mellem mennesker, ingen kærlighed, ingen historie, ingen nationalisme, ingen religion, ingen Muhammed-krise, ingen Islamisk Stat, ingen forbitret gensidig modvilje mellem Vesten og store dele af den øvrige verden. Ingen forskel på løgn og sandhed. Ingen koranafbrændinger, ingen kirke, ingen korstog, ingen pave.

PAVEN

Hvorfor nævner jeg paven? Fordi han er afkristningens og sekulariseringens modpol. Jeg oplevede hans betydning i den polske Østersø-by Gdansk ved fejringen af Solidaritet-bevægelsens 25 års-jubilæum for sejren over kommunismen.

Stifteren af Solidaritet, skibsværftsarbejderen og frihedshelten Lech Walesa sad på en teaterscene sammen med sin kone, der hjalp ham med, hvad han skulle sige. Jeg fik (som regeringsrepræsentant) lov at stille det første spørgsmål. Det lød:

OM FORFATTEREN Bertel Haarder (f. 1944) er højskolemenneske, skribent og foredragsholder. Han har  været folketings- og europaparlamentsmedlem i mere end 40 år – heraf 22 år som minister for i alt ti ministerier. “Hr. præsident, da jeg studerede, fik vi at vide, at når et land én gang var blevet kommunistisk, ville det altid være kommunistisk, fordi magthaverne sad på alt, al ejendom, alle offentlige midler, alle værdier, skoler, uddannelser, medier, investeringer; det vil sige, de havde alle tænkelige magtmidler til at knuse enhver opposition. Hvordan turde De dog starte et oprør, som var dømt til at mislykkes?”

Han svarede: “Vi var simple folk. Vi vidste ikke, det var umuligt. Og vi havde paven.”

Paven! Det kan en rationelt tænkende sekulær vesterlænding ikke forstå. Men det var ikke mindst den åndelige forankring i den katolske kirke (med den daværende polske pave), der gjorde det umuligt for kommunisterne at knække ryggen på polakkerne. Modstanden var åndelig. Kommunisterne fik aldrig styr på flertallet af jævne mennesker, herunder millioner af selvstændige landbrugere. Den katolske kirke gav oprørerne rygrad, moral og modstandskraft. De var bundet af noget åndeligt og måtte derfor insistere på friheden.

Den samme pave oplevede jeg under et uformelt EU-ministermøde i Rom. Hele Ministerrådet fik audiens hos den gamle, affældige mand, der sad sammensunken og forsøgte at tale med sin pibende gammelmandsstemme. Han kunne næppe se sit manuskript og virkede, som om han var ved at falde ned af stolen. Men han var en hellig mand. De besøgende katolske ministre og deres ægtefæller græd af bevægelse ved synet af den lille, rynkede grøntsag.

LÆS OGSÅ: Fire klassikere for kendere

Jeg bliver aldrig katolik og ønsker bestemt ikke nogen pave, men jeg blev som katolikkerne bevæget af den jubel og hengivenhed, der strømmede den nye pave Leo XIV i møde, da den hvide røg kom op af skorstenen i Det Sixtinske Kapel, og det lød: “Habemus papam!” “Vi har en pave!”

For katolikkerne er der noget, der er helligt. Det er der jo ikke i vores sekulære kultur, hvor den åndelige forankring er svækket, og hvor det vigtigste er den grænseløse frihed til at gøre grin med alt, hvad der er helligt – for andre.

TORNEROSESØVNEN

I Grønland og i Færøerne har mennesker langt større sans for tilværelsens åndelige dimension. Det præger kirkelivet og synet på moralske dilemmaer. Måske fordi man der har tættere kontakt med voldsomheden og uforudsigeligheden i det omgivende hav, som på én gang var livet og døden for tidligere generationer. Det er næppe tilfældigt, at det netop var et færøsk folketingsmedlem, Sjúrdur Skaale, der under Folketingets åbningsdebat 1. oktober 2024 ved midnatstid vækkede hele folketingssalen med en dundertale, der handlede om ånd. Så stærk var talen (i lighed med hans tale ved afslutningsdebatten før sommeren), at jeg kort efter fik den fornøjelse at overrække ham prisen for Årets Danske Tale på vegne af foreningen Danske Taler.

Han nævnte de tragiske eksempler på erobringer, terror og drab i islams navn, særligt fordrivelsen af de kristne i Nagorno-Karabakh og Vestens accept af aggressoren, Aserbajdsjans, værtskab for klimakonferencen COP29 – “en hvidvaskceremoni … med vestlige lande som latterlige statister”. Han udstillede vesterlændinges vane med at se bort fra religiøse motiver til fordel for “rationelle motiver om rettigheder og landegrænser”: Vi ser “ikke virkeligheden, som den er, men som vi er.” “… Folk er blevet så rationelle, at de er blevet ude af stand til at forstå, at det himmelske kan være vigtigere end det jordiske – for andre. Endda når de selv siger det. Endda her i Muhammed-tegningernes land. At benægte, at religion er en drivkraft i politik og krig, er historieløst.” “… Hvis vores rationelle klogskab hindrer os i at se værdikampen, vil vi tabe den." Så vil vi “naturligvis ikke kæmpe for værdierne. Og så kan man heller ikke tabe dem, for så har man allerede tabt dem.”

Sjúrdur Skaales ærinde var ikke at tordne imod islam og islamisme, men at vække os fra vores sekulære, rationelle tornerosesøvn og få os til at tage den globale værdikamp alvorligt. Den handler nemlig om ånd og tro. Og fordi Sjúrdur Skaale selv er troende, kan han også forstå og håndtere, at andre er det. Han bekræftede, hvad ph.d.-studerende Petra Mathilde Jørs pludselig udbrød ved et møde om Rigsfællesskabet på Dansk Institut for Internationale Studier: “Danskerne forstår ikke, hvad kristendommen betyder i Færøerne.”

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic og Jair Melchior insisterer på samtalen

At erkende religionens betydning bliver nødvendigt i en tid, hvor udenrigsministeren med gode argumenter og bred opbakning har gjort “pragmatisk idealisme” til dansk udenrigspolitik. Det indebærer, at vi slår af på kravet om, at andre skal være og tænke som vi. Et eksempel er kongeparrets storslåede modtagelse af Egyptens diktator, som vi trods alt foretrækker frem for den afsatte præsident Mohamed Morsis Muslimske Broderskab.

Vi må lære at anerkende religion og ånd som en uomgængelig magt i denne verden. Samt mobilisere det gode gamle grundtvigske begreb om frisind, som går ud på at anerkende andres stærke tro som en realitet og insistere på, at vi danskere til gengæld har samme ret til at praktisere vore værdier her, hvor vi bor. Hvis vi da ikke allerede har tabt dem.

Vi har for vane at håne og karikere stærkt troende “fundamentalister”. Men det var jo netop fundamentalister, der på skibet Mayflower i 1620 søgte mod Amerika for at være i fred med deres tro. Der grundlagde de verdens frieste samfund, hvor man respekterede andres gudstro til gengæld for, at man selv blev respekteret. – Fordi de var bundne til noget åndeligt, måtte de insistere på åndsfrihed og respekt. Det var måske også forklaringen på, at USA var så længe om at komme Danmark til hjælp og forsvare de respektløse danske Muhammed-tegninger. Og forklaringen på den amerikanske tradition for at lade forskellige religiøse ledere bede en bøn ved præsidentindsættelser. 

Vi har for vane at håne og karikere stærkt troende “fundamentalister”. Men det var jo netop fundamentalister, der på skibet Mayflower i 1620 søgte mod Amerika for at være i fred med deres tro. - Bertel Haarder

Herhjemme ser mange islam som årsagen til de mange frygtelige terrorangreb, blandt andet i Spanien, Frankrig og ved Krudttønden og synagogen i København. Men enreligion kan ikke slå ihjel. Kun mennesker. Vi må lære at skelne mellem troende muslimer og islamister, der gør religionen til en ideologi.

En kvindelig bekendt sagde til mig efter terrorangrebet i Londons undergrundsbane, der kostede 56 mennesker livet: “I feel so sorry for the Muslims” (som fik skylden). Sådan taler en kosmopolit, der kan se ud over sit eget gadekær.

ÅNDSKÆMPER

Der er faktisk mennesker, der udtrykker og personificerer stærke åndelige værdier. Som Sankt Stefan i anden juledags evangelium, den første kristne martyr, som stod fast på sin tro og blev stenet. Eller dramatikeren Kaj Munk, der blev henrettet af tyskerne 4. januar 1944 for at tale nazisterne midt imod. Eller menneskerettighedsforkæmperen Martin Luther King, der i 1968 blev myrdet for sin åndelige kamp for de sortes ligestilling. Eller sydafrikanerne Nelson Mandela og Desmond Tutu. Og i vor tid den russiske sandsiger Aleksej Navalnyj, der efter et dødeligt mordforsøg ganske frivilligt drog tilbage til Rusland, selv om han vidste, at Putin ville komme ham til livs og lade ham rådne op i sine fængsler – som i det Putin-støttede Syrien, hvor diktator Assads metoder langt om længe blev afsløret i al deres gru.

Alle de nævnte havde det til fælles, at de satte deres liv ind på at være tro mod deres værdier. Derved fik deres liv mening og værdi. Aldeles irrationelt, men afgørende for den retning, verden tog. Modsat de fleste europæere, der ifølge meningsmålinger ikke vil sætte livet ind for deres land. Kaj Munk har jo ret: “Kun den, der ej kan elske, kan slippe for at slås.” “Aldrig, aldrig, aldrig spørge, om det nytter, bare, om det er sandt.”

SE VIDEOEN: Øjeblikke, der ændrede verden

Jeg mødte biskop Desmond Tutu ombord på det danske havundersøgelsesskib Galathea 3 i Cape Town. Vi fejrede hans 75 års-fødselsdag med en lagkage med utallige små lys, som han tappert pustede ud med luft og mundvand. Jeg havde aldrig brudt mig særligt om ham. Han var lidt for hellig for min smag. Men jeg overgav mig fuldstændig til hans personlighed, hans humor, hans åndelige autoritet. Skibets officersmesse var ikke den samme, efter at han havde været der. Jeg heller ikke.

At tænke sig, at han (sammen med Mandela) fik bilagt apartheid, volden og undertrykkelsen uden hævn, uden blodsudgydelser, blot ved at insistere på at sandheden skulle frem i en sandhedskommission. Det var et mirakel, der blev muligt i kraft af hans og Mandelas åndelige styrke, storsind og vidsyn.
Det var det samme, grønlænderne bad om i forbindelse med de overgreb, der fandt sted i den danske kolonitid, men som de småtskårne danskere afviste. Det er selvfølgelig rigtigt, at overgrebene, blandt andet spiralopsættelsen i grønlandske kvinder, skete i en anden tid og i den bedste mening. Javist, men set gennem vore dages briller var fremgangsmåden uacceptabel, selv om den var godkendt af det grønlandske landsråd. Hellere én undskyldning for meget end én for lidt.

Hellere én undskyldning for meget end én for lidt. - Bertel Haarder

Når vore forfædre begik frygtelige ugerninger på de Vestindiske Øer, er det også vores ansvar at anerkende og undskylde det, selv om vi intet har haft med det at gøre. Den anerkendelse er vigtig for efterkommerne til dem, det gik ud over, og gør det muligt at komme ud af kolonitiden uden fjendskab.

Under alle omstændigheder er det sundt at lære af historien og få den fortalt uden omsvøb. Vi er historiske væsner, der fødes og dør med vores historie. Hvis vi kender historien, kan vi lettere frigøre os fra den og begynde et nyt kapitel.