»Lev, som om du levede for anden gang...«

Lea Korsgaard har skrevet forordet til genudgivelsen af holocaustoverleveren Viktor E Frankls tankevækkende bog MENNESKETS SØGEN EFTER MENING

28-02-2024

Selv i mørket kan man finde mening

En decemberdag for nogle år siden, i 2020, fandt jeg af en ganske særlig årsag min udgave af Viktor E. Frankls klassiker ” Man’s Search for Meaning” frem fra reolen; bogen, der nu vidunderligt nok genudgives på dansk og nu har fået sin rette titel MENNESKETS SØGEN EFTER MENING.

Tilbage i 2020 havde mit eksemplar af bogen form af kopierede løsark, der stod klemt inde mellem to bøger. Det så mærkeligt ydmygt, lidt skramlet, ud set i lyset af det budskab, som bogen rummer, og de omstændigheder, den blev til under.  

Viktor E. Frankl, der var psykiater, blev under Anden Verdenskrig sendt i en af nazisternes arbejdslejre, hvor han mistede alt, inklusive enhver fremtidsudsigt og det bogmanuskript, han havde med sig i inderlommen. Han blev fange nummer 119.104 og brugte det meste af sine tre år i lejren på at lægge spor til nazisternes jernbane. Frankls far, mor, bror og gravide kone døde i en fangelejr eller i en gasovn. Kun hans søster og han selv overlevede.

Da krigen var slut, satte Frankl sig og skrev i løbet af ni dage et nyt bogmanuskript - manuskriptet til MENNESKETS SØGEN EFTER MENING - hvori han forsøgte at besvare det mest fundamentale spørgsmål af alle: Hvorfor er livet for langt de fleste mennesker værd at leve under selv de mest brutale eller tragiske omstændigheder?

LÆS OGSÅ: AUSCHWITZ OG EFTER

Ifølge Frankl kunne svaret på dét spørgsmål hjælpe enhver. Også mennesker, der lever under helt andre og langt mindre forfærdelige omstændigheder end dem, han selv havde levet i.

Det var på grund af det svar, jeg fandt bogen frem igen. Jeg havde brug for at minde mig selv om det.

Mit år var begyndt med døden. Måske ringede min mor, måske sendte hun en sms, jeg husker det ikke. Dina var død, fortalte hun. Jeg så ud ad vinduet. Solen var for længst gået ned. I det hus, jeg bor i, er der store glaspartier i gavlen, om vinteren bliver hele endevæggen en mørk mur. Det sorte fra skoven og markerne og nede fra havet kryber ligesom op og slutter tæt om huset.

Dina var kun 44 år. Hun var mørk og lysende. Hun kunne være vanvittigt sjov, direkte og oppe i fjæset på andre. Membranen mellem hende selv og verden var gennemsigtig, alt kom ind, alt kom ud. Det gjorde hendes nærvær så intenst. Dyreagtigt. Måske var det også det, der gjorde hende så ulykkelig, at hun ikke ville leve mere?

Vejret var klamt. Hinder af dis lagde sig på jakkerne, over håret. 2020 kom med bly om benene, lodder af jern hængende fra skuldrene. - Lea Korsgaard Da hun blev begravet, var ansigterne rundt om graven forvrængede af sorg, nogle forstenede. Vejret var klamt. Hinder af dis lagde sig på jakkerne, over håret. 2020 kom med bly om benene, lodder af jern hængende fra skuldrene.

I tiden omkring Dinas begravelse fik jeg at vide, at Børge var uhelbredeligt syg. Han var 51 år. Jeg befandt mig ikke blandt de inderste i hans kæmpe venne- og bekendtskabskreds, men nyheden om hans sygdom ramte mig hårdt. At lige præcis han skulle dø, forekom ubærligt. Han sagde engang til mig, at man aldrig skal løbe efter toget, for der kommer altid et til. Han nød livet, han ligesom gled oven på det, åben for alt det skønne. Regnbuer. Kunst. Smør, aldrig de fade erstatningsprodukter. Det er forkert, at du er syg, skrev jeg til ham, du er et af Danmarks mest levende mennesker. En måned senere var det slut.

„Hvad sker der?“ spurgte en forbipasserende på Vestre Kirkegård forbløffet. Mængden af mennesker, der var kommet for at sige farvel, var enorm, vi var en folkevandring fra sorgens land.

„Det er en begravelse,“ svarede jeg. „Det er et fantastisk menneske, der er blevet begravet.“

LÆS OGSÅ: VIDNESBYRD

Ikke længe efter lukkede landet ned. Kort forinden, i februar, lo jeg højt af Frederik fra mit arbejde på Zetland, da han ville skrive en historie om, at det danske sundhedsvæsen risikerede at mangle værnemidler, hvis epidemien fra Kina kom til Danmark.

„Det er ikke en historie, det der,“ sagde jeg, „den kommer ikke her.“

Hvad vidste jeg om det? Hvad vidste nogen om det? Forskere havde gennem flere år advaret om, at rydningen af regnskov kunne føre til spredningen af nye sygdomme. Mennesker kom til at bo for tæt på dyrene, nye former for virus kunne sprede sig nemmere. Der fandtes en risiko for en mulig pandemi i fremtiden, stod der i rapporterne; dem var der selvfølgelig ingen, der havde læst.

Alvoren kom til os i marts. Nogle blev sendt hjem, kolleger blev til hoveder på en skærm, andre knoklede i samfundets fortrop, satte varer på hylderne, drog omsorg for de svageste, behandlede de syge. Da skolerne åbnede igen, kom mine drenge hjem med sår på knoerne, huden var tyndslidt af vandet og sæben. Hvor længe, spurgte vi os selv, skal vi leve sådan her?

LÆS OGSÅ: MEN DU KOM IKKE TILBAGE

Viktor E. Frankl mente selv, han kunne udlede en generel lære om meningen med livet på baggrund af sine ekstreme oplevelser i KZ-lejren. En lære, der kunne komme andre til gavn, også helt almindelige hverdagsmennesker, selv om de aldrig skulle opleve noget, der bare mindede om de rædsler, han gennemlevede.

Men hans udgangspunkt var konkret og blev taget i hans egne erfaringer. I første halvdel af sin bog beskrev han i detaljer livet i koncentrationslejren. Efter ankomsten til Auschwitz spredte SS-mænd tæpper ud på jorden og beordrede alle til at smide deres ejendele på tæpperne.

„Der er stadig nogle, der til glæde for de assisterende „gamle“ fanger er så naive, så de vover at spørge, om de ikke i det mindste må beholde vielsesringen eller en medaljon, en maskot, et lille minde,“ skriver Frankl. „Der er stadig ingen, der virkelig er i stand til at tro på, at det, at alt skal tages fra én, virkelig er sandt.“

Frankl greb fat i en af hjælperne. „Ved du hvad,“ sagde han til ham og viste ham det bogmanuskript, han havde medbragt.„Jeg ved godt, hvad du vil sige - jeg ved det: det, at komme fra det her med livet i behold, det nøgne liv, det er alt, man tør bede sin skæbne om. Men jeg kan ikke gøre for det, jeg har så meget storhedsvanvid, så jeg kræver mere. Jeg vil beholde dette manuskript, jeg vil bevare det på en eller anden måde – det er mit livsværk: forstår du mig?“

Den erfarne fange så på Frankl, mens et hånligt smil langsomt bredte sig på hans ansigt.

„Lort!“ sagde han så, hvorefter Frankl, som han skriver, „slår en streg over hele mit tidligere liv“.

Det, der især holdt folk i live, var et stærkt indre liv, viljen til at leve, som om livet stadig var meningsfuldt - Viktor E. Frankl 

Herefter ventede endeløse dage med tvangsarbejde og sult i de uhumske, sygdomsbefængte barakker. Nøgne, opsvulmede fødder blev stukket i frostkolde, utætte støvler. Ni mænd sov i samme seng, direkte på brædderne med to tæpper til deling.

Midt i disse uhyrlige omstændigheder lagde Frankl mærke til noget bemærkelsesværdigt. Hvad der hjalp mest i den daglige overlevelseskamp, var ikke først og fremmest et godt helbred eller en stærk krop. Det, der især holdt folk i live, var et stærkt indre liv, viljen til at leve, som om livet stadig var meningsfuldt.

At opretholde de små rutiner, der pegede frem, at bede, at barbere sig, at holde et åndeligt helle ved lige. Bevidstheden om, at livet havde en mening, gjorde det muligt at træffe valget om, at det stadig var værd at leve. Så hvad, spurgte han sig selv - hvad gør egentlig livet meningsfuldt?

Vi var tilbage på arbejde i august, 2020. Stéphanie kom på besøg fra Frankrig og så mærkeligt på mig, da jeg omtalte corona i datid.

„I Paris går vi med mundbind,“ sagde hun. „Det er ikke forbi.“

Vi gik rundt på bare tæer i haven, violfrøstjernerne stod som lilla skyer mellem det hele.

En dag på arbejdet åbnede jeg en mail fra Bår, min ven fra Norge.

„Jeg har forferdelige nyheter,“ skrev han. „Sønnen vår, Edvin på seks, døde av en akutt hjerneblødning på mandag. Det skjedde totalt uventet, er uhyre sjelden, og ingen kunne gjort noe for å forhindre det.“

Jeg læste mailen to gange. Så tog jeg et viskestykke fra køkkenet og gik ned i gården, hvor noget indeni mig nærmest pulveriserede.

I tiden efter græd jeg, når jeg tænkte på det. Det gjorde jeg hver dag.

Alt burde også græde nu. Lygtepælene, husene, stenene, havet, bøgerne. Jeg så Oslo for mig. Kunne bilerne bare køre rundt på gaderne, som om intet var hændt? Kunne butikkerne have åbent, kunne lyset skifte til grønt? - Lea Korsgaard Jeg skrev til Bår og Therese om myten om Frigg, Odins kone, der går rundt i hele verden for at få alt til at græde for hendes døde søn Balder. Alt burde også græde nu. Lygtepælene, husene, stenene, havet, bøgerne. Jeg så Oslo for mig. Kunne bilerne bare køre rundt på gaderne, som om intet var hændt? Kunne butikkerne have åbent, kunne lyset skifte til grønt?

Jeg kunne ikke komme til begravelsen på grund af pandemien, der havde rejst bjerge mellem venner. En anden bekendt fra Norge skrev bagefter til mig, at begravelsen havde været „smuk og ond“.

Nogle dage senere sendte Therese en sms til mig. Smerten, skrev hun, var ved at flytte sig fra huden og armene og benene til brystet.

LÆS OGSÅ: NATTERÆDSEL

Jeg læste i Viktor E. Frankls bog, at der ikke findes én mening med livet, en overordnet, universel mening. Leder man efter den, farer man vild. Alligevel peger han i sin bog på tre kilder, hvorfra mening som oftest hentes. Den ene af de kilder er kærlighed. Oplevelsen af kærlighed, mente Frankl, kunne opstå i mødet med vidunderlig musik, med kunst, med naturens skønhed. Selv i KZ-lejrens mørke, skrev han, kunne naturen efterlade et sug af kærlighed til verden. Tindrende bjergtoppe. En solnedgang, der farvede himlen stålblå og blodrød. Kærligheden til andre mennesker, skriver Frankl i bogen, kan også pode livet med dyb mening, selv når døden klipper den fysiske forbindelse over til den, man elsker. I en lang passage i sin bog skriver han om, hvordan han i lejren ikke vidste, om hans kone var død eller levende, men at han uanset hvad fandt mening i den kendsgerning, at hun havde været til, og at han elskede hende. Som da han stod i et gråt morgengry og gravede en grøft i den frostkolde jord.

Kærligheden til andre mennesker kan også pode livet med dyb mening, selv når døden klipper den fysiske forbindelse over til den, man elsker.  - Viktor E. Frankl 

„Vagten har lige været her igen for at håne dig lidt, og nu begynder du atter at tale med det elskede væsen,“ skriver Frankl. „Hun føles mere og mere nærværende, du mærker, at hun er her. Du tror, du kan gribe efter hende, du behøver blot at strække hånden ud for at føle hendes. Du overvældes af følelsen: hun-er-her! Da – i samme øjeblik – hvad er det? Lydløst er en fugl kommet flyvende, og den sætter sig foran dig på den lille jordhøj, som du har kastet op af grøften, den ser ufravendt og ubevægeligt på dig…“

Beskrivelsen af, hvordan Frankl finder livsmod i kærligheden til sin kone, er noget af det fineste og mest bevægende i hans bog. Men, konkluderede han, der findes også andre kilder til mening end kærlighed. To andre kilder for at være helt præcis.

LÆS OGSÅ: DET STORE STILEHÆFTE

I september ringede min mor og sagde, at Anders var ved at dø.

Alle mine onkler og fastre og tanter havde været på gården på Holmsland, Anne Louise og Anders’ børn og børnebørn selvfølgelig også. De havde sunget ved hans dødsleje, det havde været så smukt, sagde hun. Han var 78, og hans hukommelse var langsomt svundet ind over de seneste år, nu var det ved at være slut.

Engang var det de gamle, der døde. Eller rettere: Dem, der døde, havde altid været gamle for mig. Jeg kan stadig ikke vænne mig til, at de, der skal dø, har en yngre udgave, jeg kan huske.

Man siger ikke bare farvel til et menneske, man siger farvel til et helt liv, til alt, hvad der var. I min familie stiller man altid op, når de andre har brug for hjælp, det er en alliance stærkere end NATO, helt uegennyttigt og uden spørgsmål. Jeg kan ikke lide at tænke på, at forsvarsværkerne svækkes.

Anders’ begravelse blev holdt udenfor på kirkegården, og ikke længe efter begyndte alt det med minkene, og jeg satte mig for at lære at strikke. Jeg slog masker op til en begyndercardigan i mohair, men strikkeriet var ikke kun lystfuldt, det var også en flugt. Jeg magtede ikke den skingre offentlige debat. Jeg magtede ikke at deltage i den eller forholde mig til den. Jeg lukkede af i rib og bestilte mere garn på nettet, mens Trump påstod, at der var foregået valgfusk i USA.

LÆS OGSÅ: PSYKOLOGI OG EKSISTENS

Så kærligheden er en ud af tre måder, vi kan give livet mening på, skriver Viktor E. Frankl og udpeger de to øvrige kilder til mening: Den anden kilde kan findes gennem handlinger, ved dedikeret at gøre det, jeg mener, livet kræver af lige netop mig - et arbejde, en gerning, en pligt, en tjeneste, et kald, en staudehave, et strikketøj. Selv begyndte Frankl at rekonstruere det manuskript, han måtte give fra sig ved ankomsten til Auschwitz, ved at skrive stikord ned på små lapper papir. „Der er ingen tvivl om, at mit dybe ønske om atter at skrive denne bog,“ konstaterer han, „hjalp mig at overleve lejrens pinsler.“

Og så, som en tredje kilde, kan mening findes gennem lidelse, skriver Frankl. Ikke lykke, ikke lyst, men lidelse. Ulykker, kriser, sygdom, tvivl, angst og død er en del af livet, ikke en fejl i systemet. Og den, der accepterer dét, kan opleve dyb mening, skriver han.

At bevare sin værdighed, at forblive modig, at tage „lidelsen på sig som et ‘kors’“ kan være slidsomt eller rædselsfuldt, men det er samtidig altid en mulighed, mente Frankl. En mulighed for at „gøre livet mere meningsfyldt“. Hvorfor? Fordi lidelsen peger på valget. Den enkeltes valg om, hvordan han eller hun vil møde livet hver eneste dag og i hver eneste situation; ændre det, der kan ændres, og acceptere det, der ikke kan. „Livet,“ konstaterede Frankl, „betyder til sidst ikke andet end: bære ansvar for den rigtige besvarelse af livets spørgsmål, fylde de opgaver, livet stiller hver enkelt, opfylde øjeblikkets krav.

LÆS OGSÅ: DANSKE JØDERS LIV OG DØD I THERESIENSTADT

“Det er dét - udførelsen af de opgaver - der forplanter sig i mening. Det er det, det gør, at langt de fleste af os hellere vil være her end ikke være her. Også når det er svært.

Jeg var færdig med at læse Frankls bog, da Rasmus, min mand, blev ringet op af en læge, der sagde, han skulle komme ud på Hvidovre. Bjarne var kommet på hospitalet. Noget var perforeret et sted i maven, kræften havde slidt hul på ham.

„Farfar er blevet meget syg,“ sagde jeg til drengene, inden vi så julekalender.

„Men han får det godt igen,“ sagde Bjørn og stirrede på skærmen.

I de næste fire dage boede Rasmus på hospitalet. Bjarne vidste, det var slut. Da drengene kom og sagde farvel, gav han highfives.

„Du har været en god farfar,“ sagde Mads.

„Jeg har gjort det, jeg kunne,“ svarede han. „Mere kan man ikke gøre.“

Næste dag måtte jeg væde hans mundhule med vand fra en lille svamp.

2020 var et usædvanligt år i verdenshistorien, og så alligevel ikke. Døden er her altid. Lidelserne er her altid. Mens jeg sidder og skriver det her, er der krig på det europæiske kontinent. I Mellemøsten er en anden forfærdelig krig også brudt ud, børn dræbes af bomber, tusindvis af mennesker er fordrevet fra deres hjem. Desuden. Vi udrydder dyrearter med voldsom hast over hele kloden, vi overopheder vores atmosfære, vi brænder det eneste hjem, vi har, af. Fortælling om lidelsen, sorgen og savnet fandtes i går, den findes i dag, den findes i morgen.

Lev, som om du levede for anden gang, skriver Frankl. For så bliver det tydeligt, at hvert øjeblik rummer tusinder mulige valg. - Lea Korsgaard Men der findes også en anden historie. Der findes en historie om alle de gange, nogen har truffet et valg om, hvordan de vil møde tilværelsen. Alle de gange, et menneske har set, at nogle omstændigheder kan vi ikke ændre på, men at vi til hver en tid har friheden til at vælge, hvordan vi vil møde de omstændigheder. At uanset, hvor triste de er, har vi muligheden for at møde dem med ansvar. Med humor. Med mod. Med venlighed. Når vores børn græder, trøster vi dem. Vi siger, at i morgen er der en ny dag. Vi siger ikke, at den dag sikkert bliver lige så slem som i dag.Vi viser dem lyset, vi vælger håbet. Hvorfor gør vi dét? Fordi det er dér, meningen bor.

Lev, som om du levede for anden gang, skriver Frankl. For så bliver det tydeligt, at hvert øjeblik rummer tusinder mulige valg. Og tydeligt, at så snart ét valg er truffet, uddør alle de andre valg. Vil jeg tage skænderiet, eller vil jeg tilgive? Vil jeg smile til den fremmede eller lade være?

Det er forfærdeligt at tænke på, mente Frankl, for sikke et ansvar at bære. Men ansvaret er også „vidunderligt“. Og som han skriver i dét, der for mig står tilbage som den vigtigste påmindelse i hans fantastiske bog, der bør læses igen og igen: „Mennesket eksisterer ikke bare, det bestemmer altid, hvordan dets eksistens skal være, hvad det selv skal være i det næste øjeblik. Det vil sige, at hvert menneskeligt væsen har frihed til at forandre sig hvert øjeblik.“

Lea Korsgaard, december 2023