Fascismen - den evige trussel

For den italienske forfatter, semiotiker og filosof Umberto Eco (1932-2016) var fascismen et reelt styre, en realpolitisk virkelighed, der i hans barndom formede hans uddannelse, hans hverdag, hans sprog. I Den evige fascisme fra 1997 reflekterer Umberto Eco over, hvad fascismens væsen er, ikke bare dengang eller i nyere tid, men som en slags fænomen, ”en række kulturelle vaner, en tåge af dunkle instinkter og uudgrundelige drifter”, der synes at strække sig hen over en evighed.

Når vi bruger ordet fascisme i dag, henviser vi for eksempel til det styre, der lærte Eco som barn at svare bekræftende på spørgsmål som: ”Er det vor pligt at dø for Mussolinis ære og Italiens udødelige skæbne?” Når vi siger fascisme, taler vi ofte også om nogle grundtræk ved en styreform, en stat eller en leder. Det er et entydigt skældsord i dag, ingen tager det stolt på sig som dengang i det fascistiske Italien, men alligevel lever ordet videre. I håbet om, at vi bliver ved med at lære af historien, opstiller Umberto Eco nogle bud på fascismens grundtræk og viser os, at den kunne være ved at snige sig ind på os på flere måder, end vi kunne have forestillet os.

Bogen er oversat af Thomas Harder. Forsker ved DIIS Alberte Bové Rud har skrevet efterord.

Bogen udkommer i serien ATLAS & Gyldendals Småskrifter, der er evigtgyldige tanker i lommeformat – litterære essays, politiske brandtaler og uddrag af værker, der gennem tiden har været skelsættende for, hvordan vi har indrettet vores samfund, og for de måder, hvorpå vi tænker om os selv som mennesker.

Diskussionen om arbejdet står centralt i vores tid. Og selvom vi har flyttet meget af det mest fysisk opslidende arbejde til lande langt væk, eller måske netop derfor, er det mere relevant end nogensinde at forholde os til de mennesker, der producerer vores varer og sælger størstedelen af deres vågne timer for gentagelsespræget, underbetalt og alt andet end stimulerende arbejde.

Den franske tænker Simone Weil (1909-1943) var dybt optaget af retfærdighed og solidaritet med arbejderklassen. I sin ungdom var hun marxist, pacifist og en yderst aktiv politisk aktivist, men udviklede gennem sit liv et helt unikt perspektiv på social uretfærdighed, som man mærker i mødet med hendes tekster.

I 1934 tog Simone Weil et års orlov fra sit undervisningsjob for at arbejde inkognito på to forskellige fabrikker. Hun var et barn af den borgerlige klasse, men ønskede at få virkelig erfaring med den arbejdende klasses vilkår, og her fik hun bekræftet, at arbejdet på fabrikken var både opslidende og umenneskeliggørende. Erfaring fra livet ved fabrikken er en af de tekster, hvor Simone Weil med enorm dybde og sproglig nyskabelse forsøger at viderebringe denne erfaring.  

Bogen er oversat af Louise Bundgaard. Forfatter og forlægger Andreas Vermehren Holm har skrevet efterord.

Bogen udkommer i serien ATLAS & Gyldendals Småskrifter, der er evigtgyldige tanker i lommeformat – litterære essays, politiske brandtaler og uddrag af værker, der gennem tiden har været skelsættende for, hvordan vi har indrettet vores samfund, og for de måder, hvorpå vi tænker om os selv som mennesker.

I Menneskets sjæl under socialismen kommer den irske forfatter Oscar Wilde (1854-1900) med en brandtale for individualisme og selvrealisering, der på mange måder vender op og ned på vores forståelse af begreberne i dag. Med (selv)ironi og den skarpe pen, han er så kendt for, gør han de klassiske indvendinger mod socialisme til skamme og opridser en vision for, hvor rige vi kan blive, ikke mindst åndeligt, hvis vi lader så mange mennesker som muligt få mulighed for at udleve deres sande potentiale.

Oscar Wilde var forud for sin tid i næsten alle henseender, og hans tekster er på én gang evigt aktuelle og dybt fremmedgørende. Vi skal blive ved med at læse ham, fordi han kommer med en nuanceret kritik af sin samtid og derigennem en række klare bud på, hvordan vi skal indrette samfundet i dag.

Bogen er oversat af Niels Kristian Bonde Jensen. Forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet efterord.

Bogen udkommer i serien ATLAS & Gyldendals Småskrifter, der er evigtgyldige tanker i lommeformat – litterære essays, politiske brandtaler og uddrag af værker, der gennem tiden har været skelsættende for, hvordan vi har indrettet vores samfund, og for de måder, hvorpå vi tænker om os selv som mennesker.

”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.” Sådan skrev den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) for 230 år siden. Vi lever ikke længere i Oplysningstiden, muligvis ikke engang i en oplyst tid, og måske netop derfor er Kants ord evigt aktuelle. I denne korte, men vægtige tekst opfordrer Kant os til at træde ud af ignorancen og påtage os ansvaret for vores egen dannelse.

Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand, skrev Kant, og selvom vi i dag drukner i informationer, selvom stort set alt, der nogensinde er skrevet, er tilgængeligt for os, er det ikke nogen garanti for, at vi faktisk tænker selv. Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning? kan læses som en opfordring, en tale til ungdommen, en slags hjælpende hånd til dem, der ikke synes, det er let at finde ud af, hvad man skal bruge alle verdens informationer til, bare fordi de altid er ved hånden.

Bogen er oversat af Kurt Jensen (rettet og revideret til andenudgaven af Carsten Fogh Nielsen). Ph.d. og lektor i etik og religionsfrihed Pia Søltoft har skrevet efterord.

Bogen udkommer i serien ATLAS & Gyldendals Småskrifter, der er evigtgyldige tanker i lommeformat – litterære essays, politiske brandtaler og uddrag af værker, der gennem tiden har været skelsættende for, hvordan vi har indrettet vores samfund, og for de måder, hvorpå vi tænker om os selv som mennesker.