Værdikæmperne
Værdikæmperne - slaget om danskernes sjæl fortæller værdikampens og værdikæmpernes historie i den borgerlige blok. Dette er beretningen om personer, partier og ideer, der slår følge, støder sammen, bryder med hinanden, taber og vinder og finder nye positioner.
Da Anders Fogh Rasmussen overtager formandsroret i Venstre i 1998, udformer han sammen med Claus Hjort Frederiksen en stor plan. Venstre skal overtage Socialdemokratiets plads som partiet, der former det danske samfund. Venstre skal være det 21. Århundredes store parti. Venstre skulle forlade det markante og skelsættende liberalistiske spor, Fogh Rasmussen selv havde stået fadder til med sin kontroversielle bog Fra socialstat til minimalstat. Og med ham som statsminister skulle de igangsætte en kulturkamp, hvor danskerne og deres værdier skulle transformeres. Udlændingepolitik, kulturkanon, opgør med samarbejdspolitikken og deltagelsen i Irakkrigen blev sammen med Muhammedkrisen de vigtigste slagmarker i den proces. Det er siden da blevet milepæle i dansk politiks nyere historie og fælles referencer for vores kollektive bevidsthed.
Men hvad skete der egentlig bag overskrifterne i medierne? Og hvis Fogh Rasmussen ville bygge Venstre om til et uindtageligt fort de kommende 100 år, hvorfor lider Venstre så i dag under meningsmålinger, der ikke har været dårligere i 25 år? Hvorfor er Det Konservative Folkeparti reduceret til en ruin af fortidens storhed? Hvorfor opstod der pludseligt et nyt borgerligt parti, Liberal Alliance? Og hvorfor fremtræder Dansk Folkeparti i dag som den borgerlige bloks stærkeste parti?
Kulturhistorie og politisk tænkning fusioneres i denne bog med klassisk journalistik. Bogen er skrevet på baggrund af artikler, bøger, taler, aktindsigter og ikke mindst interviews med de ansvarlige politikere, embedsmænd og andre der havde en andel i den borgerlige værdikamp fra 2001-2011.
Undervejs demonteres myter, afsløres spin og afdækkes nye sandheder, der gør at dele af den nyere Danmarkshistorie må skrives om. Værdikæmperne er historien bag vores politiske nutid.
- Antal sider480
- Højde232 mm
- Bredde160 mm
- Dybde36 mm
- Vægt877 g
- FormatHæftet
- ISBN9788702183535
- Udgave1
- Udgivelsesdato16.01.2018