Product image
Hent forside

Intelligent og velkomponeret roman om en mands forsøg på at finde ud af, hvem den kvinde, han har elsket siden sin ungdom, i virkeligheden er.

En midaldrende dramatiker er draget til Karlskrona for at skrive på en biografi, da han gennem et par ungdomsvenner render ind i den småkriminelle russer Jeff. Han kender ikke Jeff, men Jeff kender tydeligvis ham. De har nemlig en fælles bekendt: den mystiske Anne-Marie.

Halvtreds år tidligere forelsker vores fortæller sig en lun sommerdag i en pige i den svenske skærgård – en forelskelse, der skal forfølge ham resten af hans liv, og som efterlader et uhyggeligt spor af magt og penge og intriger i sit kølvand.

I centrum står den gådefulde Anne-Marie – eller Amy eller Annie eller Anna alt efter, hvem der taler om hende, og efterhånden som fortælleren graver dybere i Anne-Maries og sin egen fortid, tegner sig et billede af en kvinde, han ikke kender, og et korrumperet samfund under det polerede velfærdsydre.

Pressen skriver:

»Det er en gribende kærlighedshistorie, Klas Östergren fortæller i Twist, og et imponerende realistisk thrillerunivers, han sætter i scene. … Klas Östergren er en fremragende iagttager af sin generation og af det Sverige, som den har været med til at skabe.«
***** - Politiken

»En usædvanligt god, følsom thriller.«
***** - Fyens Stiftsstidende

»Hæng på, for Klas Östergrens Twist er muligvis et mesterværk.«
****** - Femina

»Bogen springer ubesværet frem og tilbage i tiden. Elegant. … Med Twist demonstrerer Klas Östergren, at der ikke var grund til at rynke på næsen, da han som den første såkaldte populærforfatter sidste år blev optaget i Det Svenske Akademi.«
Weekendavisen

  • ForfatterKlas Östergren
  • ISBN9788763840736
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato16.10.2015
  • OversætterKamilla Jørgensen
  • PressefotosKlas Östergren

VEJL. PRIS

159,00 kr.

Køb eksempelvis bogen hos:

Forfatter

Klas Östergren

Klas Östergren (f. 1955) er svensk forfatter, dramatiker og oversætter. Han voksede op på Lilla Essingen – en lille ø i det centrale Stockholm – i en familie på seks. Faderen var oprindelig fra Finland og gjorde en dyd ud af at tale et pænt svensk, der ikke røbede hans herkomst. Han manifesterer sig i flere af Östergrens romaner som en gådefuld figur, lige dele pral, jovialt letsind og depressivt mørke – et mørke sønnen tilskriver faderens traumatiske oplevelser under 1. Verdenskrig.

Klas debuterede som romanforfatter i 1975 med den lille roman Attila, skrevet på en gammel Facit-skrivemaskine, han havde overtaget fra sin storebror (og som han i øvrigt har skrevet alle sine romaner på). Sit helt store gennembrud fik han med den samtidskritiske roman Gentlemen (1980) om en ung forfatter ved navn Klas Östergrens møde med de excentriske Morgan-brødre.

Klas Östergren skriver en lettilgængelig, litterær prosa, der ofte har en samtidskritisk brod. Personerne i hans romaner og fortællinger er som regel afvigere med skyggefulde hemmeligheder, der bryder med det omgivende samfund. Han har udgivet 14 romaner og et par novellesamlinger og er oversat til mere end 20 sprog. I 2014 blev han valgt ind i Det Svenske Akademi.

Fotograf: Viktor Gårdsäter, 2015