Anton Tjekhov, Anton Pavlovitj Tjekhov (1860-1904), var russisk forfatter. Anton Tjekhov skrev sine tidligste skitser og humoresker — under pseudonym — for at finansiere sit medicinske studium og forsørge familien efter faderens fallit.
Fra 1884 arbejdede han som læge, men blev stadig mere opslugt af sin forfattervirksomhed. Hans fortællinger fik nu psykologisk dybde og melankolske undertoner. I 1890 blev Tjekhov sendt på en inspektionsrejse til fangekolonien Sakhalin. Hans rapport herfra, Øen Sakhalin (1895), vakte opsigt og bidrog til en forbedring af forholdene. Men rejsen tog hårdt på hans helbred. Tuberkulosen tvang ham herefter til at tage langvarige ophold på Krim eller kuranstalter i Vesten.
Også som dramatiker gennemgik Tjekhov en bemærkelsesværdig udvikling, fra de første farcer og melodramaer til de mere seriøse skuespil. I 1896 fik urpremieren på Mågen en kølig modtagelse. Men to år efter vendte billedet, da skuespillet blev en overbevisende succes i Konstantin Stanislavskijs nyskabende iscenesættelse. Tjekhov anvendte selv betegnelsen "komedie" om det første og sidste af de fire store dramaer: Mågen (1896), Onkel Vanja (1897), Tre Søstre (1901) og Kirsebærhaven (1904). Tilsammen betegner de en milepæl i det moderne dramas udvikling, og de er til stadighed på repertoiret over hele verden. Tjekhovs subtile replikkunst, hans beherskelse af antydningens og pausens virkemidler og hans "åbne budskaber" har resulteret i vidt forskellige tolkninger: fra alvorstung naturalisme til absurd komedie.
Tjekhovs sidste leveår var uhyre produktive. Foruden dramaerne skrev han en lang række mesterlige fortællinger som indskriver sig i såvel den russiske som den vesteuropæiske tradition i en fængslende brydning mellem realisme og impressionisme. Også forfatterens omfattende korrespondance har fået mange læsere, ikke blot for dens dokumentariske, men nok så meget for dens litterære og menneskelige interesse.
Tjekhovs naturvidenskabelige skoling har utvivlsomt præget hans koncentrerede, dissekerende fortællestil. Samtidens toneangivende kritikere savnede en tydelig social patos i hans kunst. I Sovjettiden blev dens samfundskritiske aspekter til gengæld udlagt som en entydig "profeti" om revolutionens komme, og Tjekhovs indflydelse på vennen Maksim Gorkij blev bestandig fremhævet. Efter kommunismens fald har Rusland "genopdaget" Anton Tjekhovs humanisme, hans usentimentale, på én gang medfølende og "kliniske" indsigt i det enkelte menneske, dets umulige drømme og selvbedrag.
