Løvfald

I et enkelt, men følsomt sprog skriver Ehlers sine bekendelser. Selvom hun har levet en privilegeret tilværelse som hustru til en anset læge, mor til tre sunde børn og med en egen karriere, er hendes erindringer fyldt med menneskelige og kvindelige erfaringer, der rummer både sjælelig rigdom og ømhed.

Erindringerne bærer præg af en gennemgående nydelighed. Det er kun momentvis tydeligt, at også hun har grænser for sin formåen og dertil kun er et menneske som os andre. Når hun må have sin kaffe eller et stort glas vin, fornemmer man, at der er brug for en pause, og hendes menneskelighed skinner igennem. Det er befriende, når hun helt berettiget bliver vred, frustreret og afmægtig eller foretager retrospektive analyser af kønnenes ansvarsfordeling.

Det er ikke kun trist, at livet går sin gang og i sidste ende leder mod døden. Det er også smukt at se, hvordan livet fortsætter i værdighed og skønhed trods alderdommens udfordringer. Løvet falder, ja, men i smukke, gyldne farver.