Product image

Louis Armstærk

Stærk og farverig fortælling om en handlekraftig pige, der efter orkanens hærgen rejser ud for at finde sin forsvundne og verdensfjerne musiker-far i sumpene omkring jazzens hjemby New Orleans. Louis Armstærk er en sansemættet og magisk-realitisk historie om en familie i opbrud og med udfordringer, som det indimellem kræver helt særlige evner og hjælpere at klare sig igennem.

Louis(e) er opkaldt efter jazzens store ikon Louis Armstrong, og hun reagerer fysisk på vrede over livets modgang ved at lave armbøjninger. Den smerte, som hun har svært ved at sætte ord på, udmønter sig kropsligt. Pigen med de muskuløse overarme reagerer med beslutsom handling, da hendes far forsvinder i New Orleans, og morens nye lejer og medfølgende søn flytter ind i familiens hus. Med på den udfordrende rejse får Louis(e) den nye lejers søn, der viser sig at være en shapeshifter med familieære rødder i New Orleans, og et varmt venskab udvikler sig gradvist mellem de to børn. Camilla Hübbe skriver sig lige ind i læserens sanser med jazz-toner, krydrede lugte, dampende sydstatsvarme og sumplandskabets magi og overnaturlige væsner. Bogen er gennemillustreret i farver af Rasmus Meisler og egner sig både til selvlæsning og til at blive læst højt.

Pressen skriver:

»en smuk, sær og vanvidsbestøvet fortælling«
**** – Steffen Larsen, Politiken, 20. september 2015

»Det er en smuk og original historie, som bruger magiske elementer til at fortælle historien om viljefaste Louis, der savner sin far og som til sidst må erkende, at familier bliver brudt og forældre vokser fra hinanden. De flotte illustrationer er med til at give bogen et magisk skær og sydstatsstemning. Det er gennemført og godt.«
– Marion Tirsgaard, Lektør

»Louise Møller er sådan et børnelitteraturens ønskebarn«
– Kamilla Löfström, Information, 12. december 2015

»Bogen er en vidunderlig oplevelse og bør helt klart læses. Uanset alder.«
******** –Bookeater
»Alle toner rammer rent i Camilla Hübbes fortælling om jazz, venskab og mystiske sumplandskaber […] Louis Armstærk er en perfekt mulighed for at give kærligheden til bøger videre til sine børn«

-Thorkil Jacobsen, Jydskevestkysten, (1.4.16)

  • Antal sider192
  • Højde182 mm
  • Bredde138 mm
  • Dybde16 mm
  • Vægt329 g
  • FormatHæftet
  • ForfatterCamilla Hübbe
  • ISBN9788763841207
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato04.09.2015
  • OmslagsgrafikerRasmus Meisler

Køb eksempelvis bogen hos:

Forfatter

Camilla Hübbe

Camilla Hübbe er født i de glade 60'ere. Da hun var to år, rejste hendes forældre til USA, hvor de i flere måneder kørte rundt med datteren på bagsædet. Hver dag et nyt sted, en ny seng. Siden har rejsen været en central del af Camillas liv – og hendes bøger har alle et element af rejse og mødet med andre kulturer.


Camilla voksede op på Østerbro. Hendes forældre var begge udearbejdende. Hendes mor gik med ble om hovedet og lavede featureuger om minoriteter. Faren var med i Læger mod kernevåben, farvede batik og spillede klaver. Imens tilbragte Camilla og hendes bror timer ved pladespilleren, hvor de lyttede til dramatiseringer af Grimms og H.C. Andersens eventyr. Når hele familien var samlet, blev der sunget og festet. Forældrene var hyperkulturelle og rendte i ét væk på museum og i teatret.

Som en af de første piger kom Camilla ind på Sankt Annæ Gymnasium. Fra 4. klasse sang hun i kor. Efter gymnasiet flyttede hun til Århus for at studere dramaturgi på universitetet, og allerede som 25-årig fik hun arbejde som dramaturg på Det Kongelige Teater. Senere har hun arbejdet i DR Drama og DR Ung. Som 42-årig skrev hun Tv-serien Nynne, og som 44-årig debuterede hun som børnebogsforfatter med Cirkus Saragossa (2007). Siden er det blevet til en lang række børne- og ungdomsromaner, tv-serier (bl.a. TV2s julekalender 2013) og teaterstykker. Sammen med illustrator Rasmus Meisler modtog Camilla Hübbe Danmarks skolebibliotekarers Børnebogspris 2013 for den illustrerede roman Tavs (2012). Siden har de sammen udgivet Louis Armstærk (2015) og NORD (2017). Sidstnævnte er præmieret af Statens Kunstfond.