Product image

Hulemennesket

Læseprøve
Lytteprøve

EN HISTORISK ROMAN OM KUNST, KRIG OG KÆRLIGHED.

I Hulemennesket følger vi guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye under hans ophold i Rom i 1845, hvor det sanselige Italien lokker den unge maler ud af hulen og ind i livet på måder, der får afgørende betydning for hans senere valg om at melde sig frivilligt til krigen.

Møderne under sydens sol med hjertevennen Jerichau, idolet Marstrand, frugtpigen Rosa, Thorvaldsens datter og flere andre i den danske kunstnerkoloni, driver Lundbye gennem forelskelser og svigt, manisk storhedsvanvid og selvudslettende depression, basale erkendelser og guddommelige åbenbaringer. Ind og ud af hulen mellem følelsen af at være ganske alene og forbundet til verden.

J.Th. Lundbye (1818-48) er kendt for sine åbne landskaber og intime dyreskildringer, sit maniodepressive sind og spektakulært mystiske dødsfald som kun 29-årig under Treårskrigen. Inden han drager i felten i 1848, noterer han som det allersidste i sin dagbog:

“Om en vildsom kugle … da vil den kun bringe et hjerte til ro, der lider af smerteligere sår.”

Elleve dage senere dør Lundbye netop af en vildsom kugle, inden han overhovedet når i kamp. Men er den officielle vådeskudsforklaring virkelig sand? Eller er den en dækhistorie over et selvmord, der ville have udløst en skandale for den spæde og pressede nationalstat?

 

  • Antal sider321
  • Højde217 mm
  • Bredde139 mm
  • Dybde27 mm
  • Vægt487 g
  • FormatHæftet
  • ForfatterPeter Løhr
  • ISBN9788702278064
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato18.03.2021
  • GenreSkønlitteratur
  • KontaktpersonPresseafdelingen
  • E-mailpresse@gyldendal.dk
  • Telefon33 75 55 55
  • PressefotosPeter Løhr

Køb eksempelvis bogen hos:

Det mener anmelderne

Berlingske

4 ud af 6

Der er store personligheder og et rigt billedsprog i Peter Løhrs debutroman, Hulemennesket (…) Værket har en fascinerende grundighed over sig (…) Det er både underholdende og tankevækkende.

Weekendavisen

Set fra den ene side er Peter Løhrs ambitiøse debutroman Hulemennesket en åbenlyst virkelig gennemresearchet og meget præcis og detaljeret historisk - eller rettere kunsthistorisk - roman om guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye. Set fra en anden side er den overraskende let at gå til - ret hurtig at læse med sin dialogiske prosas hastige fremdrift, ja, den er sine steder faktisk nærmest lidt folkelig i ordets bedste forstand, og den har potentiale til at nå bredt ud, også kommercielt. Set fra en tredje side rummer den flere fine og skarpsindige litterære højdepunkter og solide kunstneriske ideer. Men først og fremmest er den faktisk bare en fornøjelse at være i selskab med.

Forfatter

Peter Løhr

Peter Løhr debuterer i marts 2021 med romanen, Hulemennesket, om den danske kunstner Johan Thomas Lundbye.

Fotograf: Robin Skjoldborg, 2020