Product image
Nyhed

Hemmelighedsbærer

Hent forside

Samuel Schumann er sammen med sin lille dreng blevet deporteret til en lejr. Han er ungarsk jøde og læge, og ved ankomsten bliver han pillet ud af rækken af fanger, skilt fra drengen og fragtet til Kirurgisk Blok. Her venter Doktoren, som påstår at være Schumanns gamle elev. Nu skal de udrette store ting sammen. Doktoren vil have formlerne fra de dyreforsøg, Schumann forestod inden krigen – frygtelige forsøg, der løb løbsk og måtte lukkes. Han vil også have ham til at videreudvikle forsøgene og stiller et uendeligt materiale til rådighed: fangerne i lejren.

Det er vanvid, og Schumann vil ikke have noget med det at gøre. Men Doktoren har ikke kun studeret under Schumann, han har også studeret ham, og nu trækker han ham ind i et uhyggeligt spil, som skal få Schumann til at acceptere Doktorens vilje som sin egen.

HEMMELIGHEDSBÆRER er et ondt kammerspil om to mænd – og to familier – som bindes sammen i et blodigt knob. En roman om at forsvare sit inderste i kampen mod det onde, om manipulation og vold og om viljens, erindringens og kærlighedens magt over de levende og de døde.

  • Antal sider448
  • FormatHæftet
  • ForfatterSimon Pasternak
  • ISBN9788702434651
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato24.04.2025
  • GenreSkønlitteratur
  • KontaktpersonVivi Vestergaard
  • E-mailVV@gyldendal.dk
  • Telefon3375 5612
  • PressefotosSimon Pasternak

VEJL. PRIS

299,95 kr.

Køb eksempelvis bogen hos:

Hør Simon Pasternak fortælle om bogen

Berlingske

5 ud af 6

Simon Pasternak skildrer ondskaben med kirurgisk præcision i en roman, hvor menneskeligheden møder modbydeligheden. (…) Simon Pasternak nuancerer og modificerer. Han går til grænsen af det udholdelige, men han holder igen på sine virkemidler. (…) Simon Pasternak - forfatter, filmmanuskriptforfatter og skønlitterær chef på Gyldendal - har skrevet en roman, der kaster lange skygger ind i sin læser. Den er et kammerspil i groteske rammer om et ordentligt, anstændigt og rationelt menneske, der tvinges til at tjene ondskaben og vanviddet, og som måske må hemmeligholde sine gerninger i resten af det liv, han måske kommer til at leve. Den er af den slags, der let kunne kamme over i det vulgært rædselsdyrkende, men som kender sine grænser. Det gør den ikke mindre knugende. (…) Den er modbydelig god.

Information

En fængslende roman om viljen til at overleve Holocaust (…) Der findes utallige bøger om Holocaust, og folkedrabet på seks millioner jøder må naturligvis aldrig glemmes, men det kræver efterhånden noget ekstraordinært, hvis en roman om emnet skal gøre krav på at blive husket. Det synes Simon Pasternaks ambitiøse, dystre og litterære Hemmelighedsbærer at besidde. (…) Simon Pasternak skriver kraftfuldt og stilsikkert (…) en overbevisende, skræmmende og besnærende roman om viljen til at overleve et af historiens mørkeste kapitler.

Jyllands-Posten

4 ud af 6

Simon Pasternak har begået en isnende stærk fortælling om ondskabens destruktive kraft. (…) Simon Pasternak, der selv er forlagschef for skønlitteratur på Gyldendal, er en virkelig god skribent. Hans nye roman drives frem af stærke beskrivelser, der kommer ind under huden på os. Evnen til at beskrive det hverdagsagtige og det ondskabsfulde er forfatterens styrke.

Forfatter

Simon Pasternak

Simon Pasternak, f. 1971, er forfatter, filmmanuskriptforfatter og forlagschef for Gyldendal Skønlitteratur. Han er cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.

Simon Pasternak debuterede i 1998 med biografien Oqaluttuartoq Jens Rosing. Siden har han sammen med forfatteren Christian Dorph udgivet en serie af krimiromaner, der solgt til udgivelse i flere lande.

I 2013 udkom Simon Pasternak solo med den barske, historiske roman Dødszoner; om den beskidte partisankrig i Hviderusland i 1943. DØDSZONER modtog Harald Mogensen-prisen og er blevet oversat til fire sprog.

I april 2025 er Simon Pasternak aktuel med sin anden roman, Hemmelighedsbærer - et ondt kammerspil, der finder sted i 1944 i en lejr. En brutal, mørk og intens historie om magt, manipulation, kærlighed og vold, og om hvordan man ender med at gøre det, man ikke vil.

Simon Pasternak har desuden skrevet flere filmmanuskripter bl.a. manuskriptet til Spies & Glistrup sammen med Christoffer Boe.

Foto: Lærke Posselt, 2020