Den allerliderligste skare
- Emil Andersen
- Rasmus Voss
- Christian Sune Pedersen
En levende fortælling om et helt særligt kapitel af den dansk-grønlandske historie.
I 1728-1731 søgte den danske konge, Frederik 4., at sætte skub i koloniseringen af Grønland med en stort anlagt ekspedition, der én gang for alle skulle sikre det danske riges dominans over det enorme land. Der skulle bygges nye kolonier for at få kontrol over den grønlandske befolkning, der skulle rejses et fort til skræk og advarsel for konkurrerende nationer, og en europæisk kolonibefolkning skulle grundlægges.
Over 100 mænd og kvinder fra alle samfundslag blev derfor sendt mod nord for at slå sig ned og udforske det enorme land: Håndværkere, soldater, officerer, embedsfolk, søfolk, hvalfangere og ikke mindst et par håndfulde mandlige og kvindelige straffefanger, der forinden var blevet tvangsgift, skulle lægge spiren til en kolonibefolkning. De mange folk grundlagde og befolkede to kolonier, Godthåb – Grønlands senere hovedstad, Nuuk – og en ny koloni, Nepisene, på øen Nipisat nær det nuværende Sisimiut.
Kulde og sygdom gjorde et stort indhug i rækkerne – og den tre år lange periode var præget af utallige konflikter og magtkampe mellem guvernør og embedsfolk, utilfredshed og uro spirede ved flere lejligheder blandt de menige. Men netop de mange konflikter gør, at vi har et helt usædvanligt rigt kildemateriale – for de affødte masser af skriverier, der i alle deres detaljer lader os trænge tæt ind på mennesker og liv i de tre år: menneskerne, tilværelsen, hverdagslivet, strabadserne, mødet med grønlænderne, den desperate kamp mod den nådesløse natur og ikke mindst mod hinanden.
Vi skal med ind i en fortælling, hvor målet var grandiost, men ekspeditionen underbemandet og underforsynet. Et koloniforsøg, der gik til grunde i konflikter, sygdom, nød, rene uheld, og et pludseligt politisk kursskifte i København. En kronologisk og tematisk fortælling – der på sin vis blev en besynderlig periode, men som også blev en erfaring, der fik betydning for Danmarks videre kolonisering af Grønland.
- Antal sider432
- FormatIndbundet
- ForfatterEmil AndersenRasmus VossChristian Sune Pedersen
- ISBN9788702427653
- Udgave1
- Udgivelsesdato20.03.2025
- GenreFaglitteratur
- KontaktpersonRasmus Ohm Pranger-Rasmussen
- E-mailRO@gyldendal.dk
- Telefon33753338 2817
- PressefotosEmil AndersenRasmus VossChristian Sune Pedersen
Information
Historien bliver udfoldet i utrolige detaljer i Den allerliderligste skare , som historikerne Emil Andersen, Rasmus Voss og Christian Sune Pedersen, alle fra Nationalmuseet, har skrevet. Bogens 432 sider bygger på et stort, farverigt og forsømt kildemateriale, som bruges til at fremskrive et kompliceret hændelsesforløb med mange aktører. Det er sjældent set i grønlandshistoriske værker. Kilderne muliggør et tætpakket mikro- og mentalitetshistorisk studie af, hvad forfatterne selv kalder det »daglige drama« , der foregik i datidens Godthåb (Nuuk) og Nepisene (ved Sisimiut). Vi er med, når ære bliver til vold. Vi er med, når netværk forgrener sig og påvirker slagenes gang. Og vi er med, når marginaliserede danskere endelig får en stemme. En af historikerens fineste opgaver er at kunne sætte nutidsmennesker i fortidsmenneskers sted, så vi bedre forstår, hvorfor de handlede, som de gjorde. Jeg synes, at Andersen, Voss og Pedersen lykkes med den opgave, for vi kommer virkelig tæt på de levede liv.
Politiken
Fremragende formidling viser den tidlige kolonisering af Grønland som et barskt og kaotisk projekt, der trak store dele af den grønlandske befolkning med sig i undergangen. (…) En i øvrigt passende titel på dette brag af en bog, der går helt tæt på de allerførste kolonisters mislykkede forsøg på at håndhæve dansk overhøjhed på Grønland samt tjene nogle penge til staten. (…) Forfatterkollektivet har endevendt hver en skibskiste, og det er mikrohistorie, når det er bedst.
Berlingske
»Den allerliderligste skare. En fortælling om kolonialisterne i Grønland 1728-1731« er en meget indholdsrig og uhyre velfortalt bog. Sproget er godt og flydende, og forfatterne er ikke bange for at bruge poetiske vendinger, hvilket de skal have stor ros for. Man tænker Thorkild Hansen, men uden opfundne dele. Man lærer om den vej, der blev forsøgt og opgivet i Danmarks relation til Grønland og grønlænderne, og den vej, der blev valgt. Det er på mange måder en bog til tiden, som kun kan anbefales.