Læseprøve
Lytteprøve

Østrigske Stefan Zweig var en stor novelleforfatter, og i Amok  har Judyta Preis og Jørgen Hermans samlet et udvalg af hans noveller med erotiske temaer. Novellerne var store salgssucceser i 1920’erne, men blev brændt på nazisternes bål i 1930’erne.

Novellerne foregår i det elegante Wien, det bjergomkrandsede Innsbruck, det tropiske Indonesien og ombord på passagerskibet Oceania. Men frem for alt foregår de i det menneskelige sind. En 12-årig dreng bliver vidne til sin jødiske mors affære med en ung østrigsk baron, som han også selv beundrer. En tysk læge forelsker sig i en allerede gift engelsk kvinde, der har bedt ham foretage en abort. En ensom 18-årig pige tilbringer nogle nætter med en kendt forfatter, men svigtes af ham, da hun bliver gravid. En Shakespeare-studerende indleder et forhold til sin professors hustru, men er i virkeligheden mere fascineret af professoren selv. Så enkelt, men samtidig så tvetydigt.

Pressen skriver:

»Amourøst. To glitrende, litterære vidnesbyrd om kærlighedens mirakel og katastrofe.« – Weekendavisen

»Fire lange, erotiserende Zweig-noveller, og de er næsten lige så underskønne som det erotiske mysterium selv.« – ***** Kristeligt Dagblad

»Voldsomt underholdende.« – Information 

»Novellerne er i særklasse. De er fortalt med en elegance og en følsomhed kombineret med sprudlende fantasi og iagttagelsesevne.« – Århus Stiftstidende

»Den er fuld af lirede, smukke og poetiske tekster om umulige forelskelser, erotiske besættelser, jalousi og seksuelle oplevelser i det smukkest mulige sprog.« – Femina

»Ingen skrev bedre end Stefan Zweig. Og slet ikke om erotisk længsel.« – Berlingske

  • Antal sider336
  • Højde207 mm
  • Bredde149 mm
  • Dybde31 mm
  • Vægt556 g
  • FormatIndbundet
  • ISBN9788763854702
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato05.04.2018
  • OversætterJørgen Herman Monrad

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Stefan Zweig

Stefan Zweig (1881-1942) var en østrigsk forfatter af jødisk herkomst. Han studerede filosofi ved universitetet i Wien og var en kosmopolitisk europæer, der boede og rejste i meget af verden. I 1901 debuterede han med digtsamlingen Silberne Saiten, men det var især prosaen – heriblandt en lang række noveller, essays og romanbiografier – der gjorde Zweig kendt og elsket i mellemkrigstidens Europa. I 1930'erne var Zweigs værker blandt de mest oversatte tysksprogede i verden, og samtidig arbejdede han selv flittigt som oversætter af bl.a. Charles Baudelaire og Émile Verhaeren.

Zweig anså det som litteraturens væsentligste opgave at forsvare det fællesmenneskelige. Hans oplevelser under første verdenskrig havde gjort ham til overbevist pacifist, men da Hitler kom til magten, og Zweig som jøde måtte flygte til England, led hans humanistiske idealer et alvorligt knæk. Efter udbruddet af 2. Verdenskrig rejste han over New York til Brasilien, hvor han i 1942, sammen med sin hustru, begik selvmord i fortvivlelse over Hitlers succes og Europas fremtidsudsigter.

Verden af i går er titlen på Stefan Zweigs erindringer, der udkom posthumt i 1942 og i dag står som det betydeligste og mest læste værk i forfatterskabet.

Bøger i samme genre