Pressemeddelelser

Gyldendal ansætter ny pressechef

24. juni 2022

Gyldendal Forlag har ansat Helle Skov Wacher som pressechef. Hun kommer fra en stilling som senior PR-konsulent på JP/Politikens Forlag.

”Jeg er decideret begejstret over, at vi får Helle ombord. Hun har en virkelig stærk historik med at arbejde med de største titler og forfatterskaber, og den erfaring og viden kommer vores forfattere til at nyde godt af i hendes nye rolle som pressechef. Samtidig har hun en smittende entusiasme omkring at få forfatterskaber og titler ud at leve, og jeg er ikke i tvivl om, at hun kommer til at styrke vores pressearbejde yderligere,” siger Niels Overgaard, medie- og kommunikationschef. Helle Skov Wacher 

Helle Skov Wacher har gennem de seneste 16 år arbejdet på JP/Politikens Forlag med PR og lanceringen af førende danske forfattere både herhjemme og i udlandet. Hun har tidligere været pressemedarbejder og arbejdet med Foreign Rights samme sted. Hun er uddannet cand.mag. i engelsk og økonomi fra Københavns Universitet og har de senere år taget en supplerende uddannelse i kommunikation.

Hun udtaler om sit skifte:
"Gyldendal er et traditionsrigt hus med en stolt og lang historie ikke bare som forlag, men som kulturinstitution. Et hus med levende fortællinger, store personligheder og visioner for fremtiden. Læsning har altid fyldt meget i mit liv, og det er derfor et privilegie at være med til at skabe begejstring for bøger og styrke den allerede store læselyst blandt danskerne. Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde sammen med resten af huset om at lancere Gyldendals udgivelser.”

KONTAKT: Helle Skov Wacher
Pressechef
hsw@gyldendal.dk
Direkte tlf. 33 75 57 73