Da forfatter og journalist Maj My bliver mor, oplever hun sit travle storbyliv som ensomt og udmattende. Samtidig føles det ofte forkert for hende at aflevere sine børn i institution – men hvad er alternativet?
Efter flere forsøg på kompromisser beslutter hun og hendes mand at melde deres fire børn ud af børnehave og skole, og sammen begynder de en ny tilværelse på en lille gård på Ærø. De smider vækkeuret ud, dyrker jorden og følger børnenes initiativer. I tre år lever de et liv med få midler og på kanten af samfundet. De finder en ny form for frihed og meningsfuldhed, men opdager også, hvor hårdt det kan være at vælge bærende samfundsfortællinger fra og forsøge at træde sin egen sti.
ÆRØ-MANIFESTET er en poetisk og normkritisk fortælling om at fravælge materielle goder og overleverede succeskriterier for i stedet at øve sig på at skabe mening og sammenhæng i sin hverdag. I nedslag følger vi familiens dagligdag og Maj Mys ærlige refleksioner fra drømmen om et andet liv begynder at tage form, over årene med hjemmepasning og hjemmeskole og frem til i dag, hvor alle fire børn – efter eget ønske – igen går i almindelig skole.
Gennem sin personlige fortælling maner Maj My Humaidan til mod og eftertanke og kaster et knivskarpt blik på de normer, som flertallet lever efter, selvom det efterlader mange stressede og frustrerede.