Joël Dicker
Joël Dicker (f. 1985) er fra Genève. Hans karriere begyndte tidligt, da han allerede som tiårig grundlagde dyrelivsmagasinet La Gazette des Animaux og dermed iflg. Tribune de Genève blev den yngste chefredaktør i Schweiz.
Som 19-årig begyndte han at uddanne sig til skuespiller på Cours Florent i Paris, men året efter vendte han tilbage til Schweiz, hvor han færdiggjorde en bachelor i jura ved Université de Genève.
Romanen Sandheden om Harry Quebert-sagen blev bogsæsonens helt store overraskelse i 2012 og gav den unge forfatter et usædvanlig flot internationalt gennembrud. Ingen kendte ham, og så havde den kun 27-årige schweizer pludselig skrevet en af årets mest omtalte bøger. Den blev udgivet i 45 lande og solgt i tre millioner eksemplarer på verdensplan. Joël Dicker har modtaget flere priser for romanen, herunder Grand Prix du Roman de l’Académie Francaise og Prix Goncourt des Lycéens.
I opfølgeren Bogen om Baltimore-familien gik Joël Dicker i dybden med nogle af de karakterer, som vi lærte at kende i Sandheden om Harry Quebert-sagen, og gav os samtidig et nært og underholdende portræt af en amerikansk familie i et morads af hemmeligheder, konflikter og forkerte beslutninger.
Læs mere på joeldicker.com
Fotograf: Jeremy Spierer