Henning Kørvel
Henning Kørvel, født 1942, journalist. Har gået på jagt siden sit 16. år og begyndte at skrive om jagt i begyndelsen af 1960’erne i Strandjægeren og har fra 1968 skrevet mange artikler og reportager i først Jagt & Fiskeri, dernæst Dansk Jagt og endelig Jæger.
I forløbet har Henning Kørvel skrevet en lang stribe bøger om jagt og er medforfatter til flere. Det begyndte med Strand- og havjagt (J. Fr. Clausens Forlag (1971). Og med et tilbageblik i 2009 er hans seneste værk Råvildt og råvildtjagt, Gyldendal (2007). I 2003 udgav Gyldendal værket Ande- og gåsejagt, der er en co-produktion af Henning Kørvel og Michael Sand.
Henning Kørvel er redaktør af Gyldendals Jagthåndbog, hvoraf første udgave udkom 1999 og anden udgave i 2003.
Henning Kørvel driver jagt med såvel haglbøsse som riffel i ind- og udland. Og han har ofte leveret artikler til udenlandske jagtmagasiner. Han har endvidere leveret adskillige bidrag til Michael Sands Jagtårbog fra 2003 og fremefter.
Efter mange års ansættelse i dagbladssektoren har Henning Kørvel arbejdet som freelancer i en årrække. Siden 2007 har han været ansat på Lolland-Falsters Folketidende i Nykøbing F. Henning Kørvel bor i Karrebæksminde på Sydsjælland.