
Dorrit Willumsen
Dorrit Willumsen, f. 1940 i København, debuterede som forfatter i 1965 med novellesamlingen KNAGEN. Siden er fulgt en lang række romaner, noveller og digtsamlinger - senest i 2019 romanen LØG TRÆKKER TÅRER.
I marts 2022 var Dorrit Willumsen aktuel med romanen TJENEREN OG HANS SØSTER. I oktober 2024 følger romanen 13 1/2 MINUT.
Dorrit Willumsen har modtaget en lang række priser, bl.a. De Gyldne Laurbær i 1986 for romanen MARIE og Det Danske Akademis Store Pris 1987 for romanen MANDEN SOM PÅSKUD. I 1997 modtog Dorrit Willumsen Nordisk Råds Litteraturpris for romanbiografien BANG om Herman Bang.
Foto: Sara Galbiati, Gyldendal Medie, 2024
Bemærk: Forfatterfotos og forsider må alene bruges i forbindelse med omtale af forfatteren og dennes bøger. Husk tydelig kreditering.
Politiken
Dorrit Willumsens nye roman er en sommerfugl, man gerne vil fange (…) Dorrit Willumsens fantasi bløder igen grænserne op, så romanen kan besynge både robottens målbevidste sværmen og menneskets uforlignelige evne til kærlighed, fumlende og dog så fuldendt til at elske. 13 1/2 minut er et lille mysterium. En flaksende sommerfugl, som man skal oppe sig for at fange. Og som altid hos Willumsen er detaljerne det hele værd.
Information
Dorrit Willumsens eminent sælsomme blik på verden. (…) Siden 1965 har Dorrit Willumsen skrevet underskønt om længsel og kærlighed blandt umage par. Det gør hun også i 13½ minut, der tilmed skildrer en stærk længsel efter at være en robot (…) Vi har heldigvis flere prosadronninger i Danmark. En af dem er Dorrit Willumsen. (…) Dorrit Willumsens fornemhed er måske først og fremmest et sælsomt blik på verden, der gør den lettere magisk, for alt bliver levende. Dukker, mad og tøj for eksempel. (…) Endnu et af Willumsens kendetegn er, at hun er eminent til at skildre, hvor tæt lyst og ulyst kan være på hinanden. (…) Dorrit Willumsen har igennem årene givet ordløse genstande og dyrevæsener ægte opmærksomhed. Det er den unikke evne, hun rendyrker i 13½ minut.
Weekendavisen
Fuld dukketurbo (…) Dorrit Willumsen har skrevet en sugende og fodrapt sørgmunter fabel om en perfekt dansedukke i forfald og den unge umulius, der falder pladask for hende. (…) Dukken i 13 ½ minut er en ny, af realiteten og realismen knækket inkarnation af Kleists marionetdukke, og romanen om hende og dåren Dans fascination af hende er et nyt robothovedværk, som netop aldrig kunne være skrevet af nogen kunstig intelligens.