Claus Bundgård Christensen
CLAUS BUNDGÅRD CHRISTENSEN, f. 1968, ph.d., lektor i historie ved RUC, har skrevet en lang række bøger og artikler om begge verdenskrige, Holocaust og besættelsen, bl.a. Den sorte børs (2003/2010), Danskere på vestfronten 1914-1918 (2009/2018), Danmark besat. Krig og hverdag 1940-1945 (ny udg. 2020, s.m. Joachim Lund, Niels Wium Olesen & Jacob Sørensen) og Waffen-SS. Europas nazistiske soldater (2015, s.m. Peter Scharff Smith og Niels Bo Poulsen).
I maj 2022 udkom Følg Wilfred! - en biografi om Wilfred Petersen, der var fører for en revolutionær politisk sekt med få hundrede medlemmer - men alligevel fik han afgørende indflydelse på dansk nazismes historie. Det er fortællingen om Wilfred Petersen og hans folk fra mellemkrigstiden og ind i besættelsestiden. Det var et radikaliseret miljø, hvor gemen kriminalitet og fanatisme gik hånd i hånd med aktivisme. Wilfred Petersen var så uregerlig, at han ikke kunne sættes i bås. På den ene side var han en antitysk modstandsmand, og på den anden side sendte han sine folk ud for at jage og afpresse jøder.
I september 2022 modtog Claus Bundgård Christensen Jyllands-Postens faglitterære pris 2022 for Følg Wilfred!