Uddrag af HER, NU, ALTID
Romanen HER, NU, ALTID er en hjertevarm fortælling, om to mennesker der engang elskede hinanden. Jess tager på ferie til det idylliske Dordogne i Frankrig, hvor hendes ekskæreste, Adam, driver et slotshotel. Formålet med rejsen er at skabe en relation mellem Adam, og deres fælles ti årige søn - men også at finde en måde at tilgive de ting der skete mellem dem.
20-08-2024
Her bringer vi et uddrag fra romanens kapitel 2:
Jeg er alvorligt bekymret for min mors forventninger til turen, som var hendes idé. Ikke at jeg blev overrasket, da hun foreslog det og temmelig dramatisk tilføjede, at det var hendes ‘sidste ønske’. Hun indrømmer gerne, at det er den bedste garanti for, at hun får sin vilje.
Efter at Adam og jeg gik fra hinanden, var mor lige så rasende på ham, som jeg var, og forstod, hvorfor jeg ikke ville have ham i nærheden af os. Men selv om hun aldrig har gjort sig nogen illusioner om, at vi skulle finde sammen igen, gik hun ud fra, eller håbede i det mindste, at William skulle have et eller andet forhold til sin far. Så flyttede Adam til Frankrig, og det blev tydeligt, at det ikke kom til at ske.
Adam er strengt taget ikke en forsømmelig far. Han betaler børnebidrag til tiden, husker Williams fødselsdag og holder sine aftaler om at skype. Men vores søn er ikke mere end en lille brik i puslespillet, som udgør Adams farverige liv. De ser hinanden godt og vel to-tre gange om året. Og jeg er ikke engang sikker på, om Adam stadig ville protestere over beskyldningen om, at han ikke er interesseret.
Mor har altid været optaget af både manglen på kontakt og af, at jeg aldrig har sagt noget om den eller gjort noget ved den.
LÆS OGSÅ: Kate Morton om REJSEN HJEM
Jeg lod med glæde Adam forsvinde ud af mit liv. Hvis jeg skal være ærlig, var jeg faktisk lettet. Min kærlighed til William var stor nok for os begge. Jeg er ret sikker på, at hun aldrig nærede nogen forestillinger om, at Adam og jeg skulle sidde ved middagsbordet hver søndag bare for Williams skyld – mens vi rakte hinanden sovsen med et hadefuldt blik – men hun har i årevis fastholdt, at han har brug for et ‘rigtigt’ forhold til sin far.
Uanset hvad lever Adam i dag et luksusliv i Dordogne, mens vi bor i et beskedent rækkehus i Manchester, og selv om der nu ligger en fancy bager på hjørnet, bliver vores omstændigheder ikke mere ens. Alligevel hører jeg, hvad hun siger. Jeg er ikke enig, men jeg hører det. Og hver gang jeg nu ser på hende og tænker på, hvad hun må kæmpe med, bliver jeg mindet om, at jeg næppe er i en position, hvor jeg kan sætte hælene i. Så jeg sendte en e-mail til Adam og foreslog, at vi besøgte ham. Jeg går ud fra, at han næsten dejsede chokeret omkuld.
Hvis jeg i det mindste kunne få dem til at knytte et bånd, så ville jeg føle, at jeg havde opnået noget, som kunne give min mor en smule trøst. Desuden har jeg en person med som støtte, i hvert fald i noget af den tid, vi er der. Min veninde Natasha slutter sig til os i et par uger, og derefter kommer Becky med sin mand og deres børn.
Jeg lod med glæde Adam forsvinde ud af mit liv. Hvis jeg skal være ærlig, var jeg faktisk lettet. Min kærlighed til William var stor nok for os begge.„Jeg … elsker Frankrig,“ kommer det pludselig fra mor. Blikket lander lidt flakkende på William. „Tag billeder.“ Vi tilbragte nogle sommerferier i Frankrig, da jeg var på Williams alder. Vi boede i et mobilhome på den samme campingplads år efter år, og det var himmelsk – en helt ny verden med endeløse solskinsdage og morgenmad, der bestod af wienerbrød med chokolade indeni.
„Prøv en vandcykel,“ siger mor. „Det … elskede din mor.“ Jeg kan mærke, at min hals snører sig sammen ved mindet om mor og mig, der cyklede rundt i en sø i udkanten af campingpladsen og fnisede sammen i solskinnet.
LÆS OGSÅ: Uddrag af HVALBENSTEATRET
Da William begynder at snakke løs om en køjeseng, er jeg nødt til at kigge væk for at undgå, at nogen af dem ser tårerne i mine øjne. Jeg synker og minder mig selv om, at vi kun skal være væk i nogle få uger. Det vil ikke gavne nogen, at jeg begynder at græde nu, uanset hvor ondt det gør i mit bryst.
Jeg kigger ned og opdager, at mor ikke har rørt barneskeen. Så jeg tager den op, får forsigtigt lidt af grøden op på den og løfter den op til hendes mund.
„Førsteklasses servering,“ mumler hun, og et halvkvalt snøft undslipper mig.