Læs et uddrag af Ebbe Preislers MÆT AF DAGE

I december 2023 gav Ebbe Preisler sig selv og sin kone Mariann Preisler en dødelig dosis metadon. Hun døde, han overlevede og blev efterfølgende sigtet for drab. I MÆT AF DAGE fortæller Ebbe Preisler om sit og Marianns rige liv sammen gennem 55 år, og om bevæggrunden for den drastiske beslutning.

05-09-2024

Her bringer vi et uddrag fra bogens forord: 

 Foto: Sara GalbiatiMÆT AF DAGE? Ja ja, det kommer vi til. Men se først undertitlen: ‘En fortælling om livsfylde’. Der kunne også stå livskvalitet, men jeg synes, ordet livsfylde rummer den poesi, som har givet bogens kærlighedshistorie duft, smag, farver og musik.
Jeg kunne også have startet et andet sted: Har du livslyst, så er du ikke mæt af dage, og så skal du have al mulig hjælp til at leve. Om du er lammet fra halsen og ned, om du er bundet til en seng eller kørestol, men har livslyst, så skal du leve. Sagt blandt andet med adresse til Etisk Råd, der med rette er bekymret for, at svagt stillede mennesker skal føle sig skubbet ud over kanten.

Livslyst er koden. Vi må ikke opfordre nogen til at dø eller bede nogle andre – navnlig ikke bag personens ryg – skubbe til processen

LÆS OGSÅ: Løvfald

Mariann og jeg var sammen næsten hver dag i 55 år. Vi mødte hinanden, da vi var 25 år, og da vi var henholdsvis 80 og 81 år, var vi mætte af dage, Mariann ødelagt af 26 års Parkinson og jeg dødtræt af denne forkælede og mishandlede verden.

Vi gik i døden sammen, men jeg blev fundet af redningspersonale, der ikke måtte lade mig dø, og kan derfor fortælle vores historie. Ikke at jeg nyder at være i live, men man fortæller mig, at jeg kan gøre nytte, og det har jeg altid været svag for.
Ebbe PreislerFødt 1942, forfatter og tidligere dokumentarfilmproducent. I december 2023 gav han sin syge kone en overdosis metadon, og forsøgte selvmord. MÆT AF DAGE er et generationsportræt og et personligt vidnesbyrd om at være mæt af dage efter et langt og meningsfyldt liv. Og det er en nøgtern og rørende fortælling, der stiller spørgsmålet: ”Har vi pligt til at leve til den bitre ende?”

“Det er et privilegium at blive kaldt på,” som biskoppen udtalte i Aarhus Domkirke, da nyudnævnte Kong Frederik besøgte byen.

Jeg vil fortælle vores livs historie, ikke fordi vi er noget særligt – jo, selvfølgelig er vi det! – men fordi jeg kan mærke, at mange kan spejle sig i vores skæbner.

Vi er krigsbørn fra henholdsvis 1942 og 1943, vi voksede op i sovebyerne Virum og Sorgenfri og legede om sommeren ude på vejen i de nøjsomme 50ere, uddannede os i 60erne og levede med afghanerpels, træskostøvler og 2CV, mens vi fik børn i 70erne og arbejdede, Mariann med tøj og visuel kunst og jeg med dokumentarfilm. Vi var heldige at få en billig andelslejlighed, så vi kunne arbejde hjemmefra med det, der interesserede os, og børnene kunne have venner hjemme.
80erne var bare mere af det samme.

LÆS OGSÅ: Søren Ulrik Thomsen - Store Kongensgade 23

I 90erne fik Mariann konstateret Parkinson. Det gik længe godt, jeg blev ansat af Frederiksberg Kommune som hendes personlige hjælper i 28 timer om ugen, men fra 2021 begyndte filmen for alvor at knække. Vi søgte og fik tilkendt en ægteparlejlighed på et dejligt plejehjem. Mariann flyttede ind, jeg blev hjemme, men var sammen med Mariann i 6-8 timer hver dag i den hyggelige bolig, godt hjulpet af et dygtigt og humørfyldt personale.

At skrive en bog om mange års levet liv er som at male et maleri:
Penselstrøgene skal være ret hurtige, men hvert enkelt skal tilføre nuancer, der gør det til en hel fortælling -Mæt af dage, Ebbe Preisler

Alt det vil jeg udbrede nedenfor for at slutte med de dramatiske begivenheder i julen 2023, hvor Mariann bad om at dø, og jeg hjalp hende.
Anden juledag kom jeg som sædvanligt halv elleve. Mariann sad i sin komfortstol og græd. Jeg satte min taske og skyndte mig hen i stolen ved siden af hende. Mariann græd meget sjældent, så det gjorde indtryk. Jeg kyssede hende og tog hendes hånd. 
“Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere,” græd hun. 
“Er det i dag, vi gør det?” spurgte jeg hende. 
“Ja,” græd hun. 
“Er det i dag, du gerne vil dø?” spurgte jeg. 
“Ja,” sagde hun stadig grådkvalt. 
“Jeg finder ud af det,” sagde jeg.
Længere var samtalen ikke. Vi vidste begge, hvad vi talte om.