Skriveundervisning som terapi: Børn af misbrugere forvandler barndomstraumer til litteratur
På TUBA’s skriveskole giver redaktører og psykoterapeuter børn af misbrugere et beskyttelsesrum i skriften. Skriveholdet giver de unge plads til at eksperimentere med egne erfaringer og fiktion, og her ses deres opvækst ikke som et benspænd. Den ses som en superkraft.
Af Emmeli Maigaard / 29-04-2022
En gruppe af unge mennesker mødes på et forlag med to redaktører. Fortæl om et godt barndomsminde, lød opgaven. Er det en joke? Deltagerne kigger rundt og bekræfter hinanden i, at det er en usædvanlig opgave at stille børn af misbrugere.
”Det behøver vel ikke at være et godt minde, det skal vel bare ikke være totally dark?” spørger en.
De griner over ironien og kryber til tasterne med et skrøbeligt mod. De skal skrive noget helt nyt frem i deres historie.
”Det er jo lidt morsomt,” siger Jeppe Berg Sandvej, psykoterapeut og projektleder på skriveskolen, ”at få til opgave at finde noget godt eller sjovt frem fra en barndom, der ikke altid har været god.”
Han fortætter.
”Det kan godt være, de her unge mennesker også har været på Mallorca, men det er bestemt ikke den samme tur som unge med forældre uden misbrug har haft. Det er bare en kendsgerning, at når de kigger i deres familiealbum, så er det ikke en fest.”
Svære relationer og kreative superkrafter
TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, som er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere) åbnede skriveskolen i 2020, hvor det første 8-måneders forløb startede og forvandlede deltagernes barndomstraumer til skønlitteratur. Projektet startede på den årlige højskole, hvor forfatter Kasper Colling Nielsen underviste og så et potentiale – noget guld – blandt de unge. Sammen med Gyldendal igangsatte de det, der blev til TUBA’s skriveskole, og siden har forløbet hjulpet børn af misbrugere med at vende synet på deres opvækst gennem kreativitet.
Christina Thiemer, underviser på TUBA’s skriveskole, sammenligner det med OL.
”I gamle dage var det jo sådan, at de handicappede ikke kunne stille op med de olympiske atleter, fordi deres kroppe begrænsede dem, men så lavede man jo De paralympiske lege, hvor paraatleterne fik robotben og alt mulig andet, som gjorde dem meget vildere end de olympiske atleter.”
Denne udelukkelse af atleter pga. deres fysik, er den samme udelukkelse, TUBA-unge mærker pga. deres opvækst. Fra barnsben har de lært, at deres opvækst er et benspænd for dem i alle relationer.
”(…) det kan være kæresterelationer, arbejdsrelationer, familierelationer osv.,” siger Christina Thiemer.
Men det er anderledes, når det kommer til kreativitet og det at skrive.
”Hele deres liv har de (red. TUBA-unge) trænet en muskel, der kan mærke, hvordan andre mennesker har det, og det er en gave i skriften. Deres opfattelsesevne er så ekstremt trænet, så uanset om de er dygtige til at skrive eller ej, har de en helt anden forudsætning for at kunne beskrive et rum og afkode mennesker på en helt anden måde; er mor fuld? Er der lussinger på vej?”
Og det er en gave, mener Christina Thiemer.
(…) uanset om de er dygtige til at skrive eller ej, har de en helt anden forudsætning for at kunne beskrive et rum og afkode mennesker på en helt anden måde; er mor fuld? Er der lussinger på vej?
Et terapeutisk rum i skriften
Men det er selvsagt ikke altid en gave.
Mange af de unge skriveholdsdeltagere oplever en stor usikkerhed omkring deres egen person og i deres liv, siger Jeppe Berg Sandvej.
”Mange TUBA-unge har brugt meget tid på ikke at fylde for meget eller på at spille en rolle, der passer ind i det system, man er i. De overtilpasser sig, og så er der ikke meget plads til at opdage, hvem man selv er, og hvad man kan.”
De overtilpasser sig, og så er der ikke meget plads til at opdage, hvem man selv er, og hvad man kan.
Her kan skriften være et beskyttelsesrum for de unge. Nogle har skrevet dagbog, andre har skrevet noter, og nogle skriver fiktion allerede inden de starter. På skriveskolen oplever man, at deltagerne bliver mere modige, tør være mere præcise i deres betragtninger og tør dyrke nogle følelser, de ikke vidste, de havde.
”De tør mere og mere med sproget, tør gakke lidt ud og være frække. Der kommer mindre og mindre filter på, og det er et tegn på, at tilpasninger forsvinder mere og mere i skriveforløbet. De behøver ikke længere please nogen eller tilpasse sig, det er ligesom et rum til deres stemme,” siger projektlederen for TUBA’s skriveskole.
Han understreger, at det terapeutiske rum, skriften skaber, giver bedre vækstvilkår for de unge, fordi de kan fjerne sig fra deres usikkerheder, fiktionalisere dem og trække sig selv ud. Det er også med til at opbygge selvtillid, at de sidder i et tillidsfuldt med andre unge, der har samme grunderfaringer som dem selv. De kan tale uden dialekt, siger Jeppe Berg Sandvej.
Hvert skriveforløb afsluttes med en oplæsningsreception på Gyldendal, hvorefter det også vil være muligt at købe antologien på TUBA’s hjemmeside. Receptionen finder sted til august 2022.