3 store russere, du skal kende: »Han kan skrue en historie sammen, så den bliver ekstremt uhyggelig«

Forlagschef Simon Pasternak udfolder én af verdens allerbedste romaner for dig i denne anbefaling af tre store russiske værker, du skal kende. Det handler i sagens natur om revolutioner, oprør, krig, etik og psykologi - alt det, der altid vil ramme tiden.

Gyldendals Forlagschef Simon Pasternak

KRIG OG FRED:

KRIG OG FRED er en af verdens aller allerbedste romaner; en historisk roman, der følger fire familier, Napoleon og de russiske generaler under Napoleonskrigene.

Det fantastiske er, at vi både er med inde i de litterære saloner, på slagmarkerne, i paladserne og i hytterne.

Det er en både vild og utrolig sjov roman, fordi Tolstoj afslører os alle sammen som nogle narre, der ikke rigtig har fattet, hvad livet går ud på.

Vi tror, vi kan styre vores liv, hvis bare vi lægger de rigtige planer. Men i virkeligheden skal vi give afkald på kontrollen og i stedet prøve at fange livets mest elementære kræfter - uden at tænke for meget.

Man kan fx finde sammenhæng med verden ved at danse eller ved at meje korn med sin le på marken.

Man kan læse romanen mange gange i løbet af sit liv; 4 arbejdsdage - så er man igennem!

FORBRYDELSE OG STRAF:

Dostojevskij er jo en plot-mand. Han kan skrue en historie sammen, så den bliver ekstremt uhyggelig, og denne foregår altså i et beskidt Sankt Petersborg - helt nede i bunden af samfundet.

FORBRYDELSE OG STRAF handler om en fyr, der finder ud af, at han er for stort et menneske til at have den lusede skæbne, han har.

Så han slår en pantelåner ihjel for at realisere det almene, han har i sig. Han ender med at økse en hel masse mennesker, og vi er generelt hele tiden ude på den yderste pind i den her roman.

Romanen handler om, hvad forbrydelse og straf er, og den er fantastisk psykologisk orkestreret.

Forfatteren piller alle hovedpersonens blinde punkter fuldstændig fra hinanden. Det er utrolig blæret gjort. Jeg har ikke set nogen gøre noget lignende hverken før eller siden.

FÆDRE OG SØNNER:

Det er virkelig også en roman til tiden i dag, for den handler om ungdomsoprør og revolutionære.

FÆDRE OG SØNNER foregår ude på landet i Rusland og handler om en ældre fyr, der selv har haft alle de rigtige liberale idéer. Og så kommer hans søn pludselig hjem med en revolutionær.

Det er en roman, der handler om synet på nogle af de ret skrappe politiske bevægelser, vi også ser i dag.

Og som så er blevet gennemlyst af en stor russisk forfatter for 150 år siden.

Simon Pasternak gav sine anbefalinger i udsendelsen herunder

Find bøgerne her