»En roman om en tid, en skæbne, og en roman til tiden....«

Stine Askov har skrevet forordet til genudgivelsen af Amalie Skrams oprørende klassiker Constance Ring, som vi her bringer i sin helhed.

28-10-2024

 

Det er ikke så ofte, jeg tænker på lamper. Man tænder på kontakten, så er der lys.

I Amalie Skrams roman fra 1885, Constance Ring, optræder der mange lamper. Den helt almindelige hverdagsgenstand bliver i romanen et desperat håb om at få kastet lys, helt ud i de mørkeste hjørner. Det er kvinderne, der bærer lamperne i Constance Ring – rundt mellem stuer og soveværelser, ud i køkkenet, de får skiftet skærm, de oser, de får fyldt ny væske på, vægerne skal klippes, de stilles på chatoller, på vakkelvorne borde, skrues op og ned.

Håndlamper, hængelamper, lamper med røde og grønne skærme, gaslamper, der lyser gaderne op. 
Lamperne har egne instrumenter, lampesaksen til de lange væger, låg, når flammen bliver for høj og oser og gør for meget væsen af sig.

Lyset skal tæmmes. At bære lamper rundt, skvulpende brandbare væsker, i en lejlighed, der beskrives sådan: „På gulvene var der brysselertæpper … og [i stuerne] en sand vrimmel af små, bløde sofaer og lave lænestole i alle mulige faconer.“

LÆS OGSÅ: En nordisk kanon til moderne mennesker

Constance og stuepigen Alette kanter sig rundt mellem møblerne i stuerne og passer lamperne, fyldt med olie eller petroleum, der kan tabes eller stødes, en brandfælde, en hverdagsrutine, og i romanen et forsøg på at få belyst menneskers liv og skæbne, især kvindernes liv i 1885, med ensomhed, død, sex uden samtykke, bristede illusioner, skuffelse og forsøg på revolution. 

Amalie Skrams debut er skrevet med nærvær, troværdighed, indignation og en sardonisk humor, som da man under et selskab diskuterer statsrådssagen (om, hvorvidt man kunne regere Norge uden stortingets indblanden) og Constances ægtefælle, hr. Ring, siger: "partiet har vist for meget af klumpfoden frem.“

En fantastisk sætning, som både siger meget om hr. Ring, der synes, at hele klumpfoden skal forblive skjult, både på landsplan og i hjemmet, og som samtidig kan pege på selve Skrams ærinde med bogen: netop at vise klumpfoden frem, vise det sande, det ufortalte, kvindens liv bag facaden. 

Jeg kender til social indignation og at se en uretfærdighed, et underbelyst sted, som det ikke er nok at pege på, men som skal fortælles, gennemlyses.

Jeg kender til social indignation og at se en uretfærdighed, et underbelyst sted, som det ikke er nok at pege på, men som skal fortælles, gennemlyses. - Stine Askov 

Jeg fornemmer i Amalie Skrams skildring af kvindernes liv og skæbne i slutningen af 1800-tallet den samme iver efter at få fortalt sin indignation, gennem litteraturen lader hun læseren blive indigneret og dermed rystet ud af tidligere tanker og åben for nye. 

Constance bliver gift med det gode parti, den noget ældre hr. Ring, og får derved sit navn, Constance Ring, en evig giftering, en skæbne. Constance er skuffet over ægteskabet, der skulle være målet med kvinders liv og selve lykkens udspring. Men Constance har ingen funktion i sit eget ægteskab ud over at være sød og blid, en umulig opgave, alt for lille til at holde liv i lykken. Nu sidder Constance ved karnappen, på puffen, og kigger ud ad vinduet, ud i lyset, hun længes efter barndommen, dengang hun endnu havde sin frie vilje og en anden forestilling om den virkelighed, hun nu er sat i, ægteskabet, der består af sysler og skuffelser, visitter og venten.

For at muntre sin kone op, ja, men også for at klage over den defekte vare, hun har vist sig at være, får hr. Ring hentet Constances mor til byen. Hun slår sine store bløde hænder for ansigtet i lige dele skam og irritation over datteren, der ikke er det søde, livlige væsen, hun har lovet hr. Ring. Det var hendes vigtigste job, at få datteren godt i vej, som en del af den evige cyklus, hvor moren overdrager datteren til ægtemanden og dermed er kommet i mål med arbejdet og sit eget livs formål; så Constance kan føde en datter, der skal opdrages, så hun kan indgå et giftermål, og sådan sluttes ringen. Men nu sidder Constance trist på puffen. Og hvem har ansvaret? Moren, der leverer datteren, eller hr. Ring, der lovede at holde hende lykkelig? En hæslig scene udspiller sig, da hr. Ring under morens besøg tvinger Constance til at sidde på hans skød, han gør hende til sit barn og dermed hans og svigermorens fælles opgave, at opdrage det vrangvillige barn, hvorom de har indgået kontrakt. 

LÆS OGSÅ: Hulda Lutken, den lidenskabelige digter, der var ligeglad med den gode smag

Constances skæbne er ikke den eneste kvindeskæbne, der præsenteres i Constance Ring. Stuepigen Alette vises frem som et modstykke til Constances funktionsløshed. Alette har travlt, hun kommer i alle lejlighedens rum, ser alt, følger med i alt, det er hendes arbejde. Der er lamperne, der skal passes, maden, der skal laves, tæpperne skal bankes, når det ringer på døren, er det hende, der åbner, hun har et formål, pligter, indhold i dagene. Men som Constance er hun underlagt hr. Rings luner, hans druk og lyster, som han udøver over Alette, da Constance nu har vist sig så ukærlig. Han fanger Alette i spisestuen og bespringer hende, i køkkenet står en lampe og oser kraftigt imens.

I modsætning til Constance, der som en sidste modstand mod kvindens skæbne ikke bliver gravid, bliver Alette med barn, en tilstand, Constance først ignorerer, det er jo ikke Alettes skyld, men tanten opfordrer hende til at afskedige hende, den voksende mave er for stor en ydmygelse. To kvinder, prisgivet hr. Ring, de kunne forene sig, men deres forskellige socialklasse og stand adskiller dem og holder dem i hver deres ensomme rum. Alene kan man jo ingenting, det er sammen, mennesker udretter noget, forandrer verden.

Der er en stor håbløshed over, at Amalie Skram ikke lader kvinderne forene sig. Men igennem sin litteratur tager Amalie Skram de første skridt mod forandring, når hun viser de åbenlyse uretfærdigheder frem og på den måde sætter problemer under debat.
Hr. Ring, der har magten over kvinderne, pengene, livet, skildres som alt andet end magtfuld. Patetisk og klynkende, afmægtig tager han ikke ansvar for at bruge sin magt til alles bedste. Han er selv ulykkelig. Ude af stand til at indse, at han ikke kan tigge kærligheden frem, drikker han på sin sorg.

Der er en stor håbløshed over, at Amalie Skram ikke lader kvinderne forene sig. Men igennem sin litteratur tager Amalie Skram de første skridt mod forandring, når hun viser de åbenlyse uretfærdigheder frem og på den måde sætter problemer under debat. - Stine Askov   Da Constance beder ham om at drikke mindre, udspiller denne scene sig: „Det var da også mærkeligt, så voldsom en trang han havde til det netop nu, det var vel på grund af den stærke uro, han havde været i fra tidligt om eftermiddagen. Han var så slap og mat, det ville næsten være medicin for ham.“ Uroen har Constance påført ham, forstår man, men han er en mand, der ikke forstår sig selv og sine egne motiver. Hans egne handlinger er anledning til konstant forundring hos ham. I hænderne på et menneske, der ikke kan tage ansvar for sig selv, der er i lysternes vold, har man lagt magten!

Constance går til præsten med en anmodning om skilsmisse, ja, det er det med stuepigen, fandme om hun vil finde sig i det. At hun skal være ren og moralsk, tilgivende, mens hr. Ring uden konsekvenser kan følge sine drifter, det kan ikke være Guds mening?

Constance oplever selv at blive bejlet til, blandt andet af sin fætter og potentielt kommende ægtemand, Niels Lorck, men hun giver ikke efter, hun holder sin sti ren. Det har hun lovet sin mor, sin mand, Gud.

Pastor Huhn modtager hende i et alt for varmt kontor med falmede kanvasbroderier og et utal af pibebrætter, hvor brændeovnen buldrer. 
Gud har givet pastoren en særlig mission, at kæmpe mod den nye tids voksende trussel: frie kvinder.
Pastor Huhn spiller en birolle, men som han sidder der under en hængelampe, i fisebelysningen, som vi kalder det i min familie, er det ham, der hjælper Constances undergang på vej og fremviser det egentlige drama: at mænd og kvinder ikke er lige! Ikke i rettigheder, muligheder, seksualitet, ikke i agtelse og tyngde. 
Constance spørger pastor Huhn: Men hvad hvis en mand ønskede skilsmisse, fordi hans hustru ventede barn med hans kontorbud?
Han svarer: „Her er forholdet forskelligt. Når en kvinde falder på dette område, røber det en så stor fornedrelse, en så dyb moralsk fordærvelse, at hendes tilstedeværelse i hjemmet må anses som en smitte.“
Man ville faktisk næsten blive vanvittig af at læse sådan noget, hvis det ikke var for Amalie Skrams humoristiske og sardoniske fremstilling.

LÆS OGSÅ: Forord til Løgneren

Ordet Huhn betyder kylling på tysk. 
Man ser pastoren for sig som en forskræmt lille skabning, med præsteriet som et skjold, mens han fastholder dette håbløse og åbenlyse uretfærdige synspunkt i rædslen for, at hvis først en tråd er løs, så trevler hele trøjen op. Hvis én kvinde får hans velsignelse til at blive skilt på grund af sin mands utroskab, så stikker de alle sammen af. Amalie Skram viser, hvor blind han er for, at han også selv er pålagt en uværdig rolle i den samfundskonstruktion, som både mænd og kvinder lever i.

Hos Amalie Skram fremstilles mændene som grinagtige og opulente. Deres sprog er opstyltet, deres ego oppustet, særligt hos pastor Huhn, der nedladende redegør for sit syn på ægteskabet. Det er en hellig institution, det står over mennesket, selv manden. I samtalen mellem pastor Huhn og Constance er bogens egentlige ærinde at udstille hyldesten af ægteskabet som livsmål og den manglende ligestilling mellem mænd og kvinder i selv samme hellige institution. Men mændene i bogen – måske især hr. Ring og Niels Lorck – bærer samtidig en smerte med sig og viser dermed, at også de er tildelt en bestemt rolle, en fastlagt måde at være menneske på, der har til formål udadtil at vise, hvor dygtigt man lever op til den konstruktion, det spil, menneskers liv er.

Constance Ring bliver udgivet i 1885. Skilsmissen ansås som en usædelighed, et tegn på anløben moral. Der skulle alvorlige forseelser til, hvis et ægteskab skulle opløses formelt: hor, bigami, rømning, livsvarig landsforvisning, fredløshed, alvorlig smitsom sygdom eller impotens, der dog beviseligt skulle være indtruffet før ægteskabets indgåelse. Mandens hor er forventelig, så den regner pastor Huhn ikke for noget. Og Constance vil vel ikke sætte sig over Guds vilje og adskille, hvad Han har sammenføjet, på grund af et enkelt forventeligt fejltrin?

Constance lukker desillusioneret døren til præsteboligen bag sig. At bede præsten om hjælp var modigt, en lille revolution, men nu har hun tabt, nu er hun alene, selv troen på Gud lider et knæk. 
Constance flytter fra hr. Ring en stund, bor hos sin tante, der ikke støtter hende, men tværtimod farer som en menneskelig brevdue fra hr. Ring til Constance med bønner om at lade sig formilde og tage hr. Ring til nåde. Men hans kærlighed er blevet falsk. Hykleriet har forgiftet den. Constance var ikke forelsket i hr. Ring, hun havde ikke selv valgt ham, det meste af tiden fandt hun ham latterlig og påtrængende, og det er som en særlig ydmygelse for hende at blive bedraget af en mand, hun ikke engang elskede. 

Næsten alle karaktererne i bogen er blevet indbildt, at ægteskabet er målet, der kommer ikke mere efter og de levede lykkeligt til deres dages ende. Men det gør de jo ikke. Constance sidder ulykkeligt med den ene støvle i hånden og kan ikke få den trukket på, apatisk deprimeret, hr. Ring drikker og gør stuepigen gravid. Ægteskabet, der skulle give alle kedelige hverdagshandlinger et skær af magi, er tømt for betydning. 
Der er ingen kærlighed, intet af det, der kan forvandle det almindelige til noget særligt. Man kan ikke ringe efter kærligheden, som man kan ringe efter en lampe. Den kan ikke brænde, når den ikke er fri. Og skuffelsen indtræder over kvindelivet, uden mening, hvor kvinden af frygt for mandens afmagt fratages sin magt og vilje. 

Constance kommer i bogen til at stå i flere afgørende livsvalg. Kan hun efter besøget hos præsten gå tilbage til hr. Ring? Og skal hun senere indgå et nyt ægteskab med sin dyrekøbte erfaring fra det første med sig i bagagen? Kan hun tilgive mændene deres fortid, når kvinden forventes at opstå i nuet?

Constance Ring er en oprørende roman, jeg var vred, mens jeg læste den – og taknemmelig for litteratur, der som intet andet kan bære en lampe ind i mørket og lyse på livet bag facaden.   - Stine Askov Constance Ring tager udgangspunkt i Amalie Skrams eget fornuftsægteskab og skilsmisse fra en seksten år ældre kaptajn. Hun rejser til København med sine børn og finder en ny kærlighed. Amalie Skrams debut var i første omgang antaget til udgivelse på Gyldendal, men udkommer først på et mindre norsk forlag.

Da Gyldendal modtager romanen i sin helhed, får de kolde fødder, Constance Ring er samfundsundergravende. I Danmark raser sædelighedsfejden, den offentlige debat om uretfærdigheden i mænds ret til sex og utroskab, til at være i deres drifters vold, mens kvinderne, som der står i romanen, skal være søde og blide, tjene manden, ikke have egne behov, ikke være sexede, liderlige og vrede.

Amalie Skram tvinges til at betale sit forskud tilbage til Gyldendal og gældsætter sig dermed for livet. Hun svigtes af venner og kollegaer, folk hun troede sig enig med, alt sammen for at beskrive sin samtid som hun oplevede den.

Constance Ring er en oprørende roman, jeg var vred, mens jeg læste den – og taknemmelig for litteratur, der som intet andet kan bære en lampe ind i mørket og lyse på livet bag facaden. Gøre det enkelte menneskes lille liv til et billede på en dyb samfundsuretfærdighed og en ligestillingskamp, der endnu kæmpes. Constance Ring er alt det. 
En roman om en tid, en skæbne, og en roman til tiden.
Stine Askov, 2024

LÆS OGSÅ: 50 KLASSIKERE DU SKAL LÆSE FØR DU DØR