Tag forældrerollen tilbage
At blive forældre til teenagebørn er et helt nyt kapitel i forældreskabet, og mange finder det svært og konfliktfyldt. Stina Grøn er medforfatter til en god og brugbar bog, der giver konkrete råd til, hvordan man navigerer i livet som teenage-forældre.
Af Kim Andrea Brofeldt / 15-05-2024
Vi har interviewet en af medforfatterne til LYT TIL DIN TEENAGER, Stina Grøn, om hvilke vigtige 
hovedpunkter fra bogen, hun håber forældre vil kunne tage med sig.
De unge har brug for uperfekte rollemodeller
– Jeg kan gennem mine 25 års erfaring med at arbejde med unge se, at der er sket en udvikling i relationen forældre/unge. Det er, som om forældrene har mistet modet i forhold til forældrerollen. De tør ikke sætte rammer, sige nej, initiere de potentielle svære samtaler, lytte åbent og nysgerrigt, være rummelige, være fejlbarlige... ja, i det hele taget, tør de ikke være forældre med alt det, der hører med. Der udliciteres og i visse tilfælde placeres der endda ansvar hos lærere, pædagoger, psykologer og læger.
Mit helt store ønske med bogen LYT TIL DIN TEENAGER er at inspirere og motivere forældre til at tage forældrerollen tilbage! Ganske enkelt fordi det er den absolut mest givende "rolle" vi kan få i livet og når vi virkelig tager den til os på godt og ondt, så lægger vi kimen for den livslange relation til vores unge børn. Så gider de os også, når de bliver vores voksne børn.
LÆS OGSÅ: Bøger om sex til unge
Men det andet og meget vigtige "hvorfor" her er, fordi de unge har brug for os forældre - mere end nogensinde før! De har brug for uperfekte rollemodeller, nogen der guider og coacher retning og nysgerrighed og forståelse, så de ikke føler sig så alene. Vi kan som forældre gøre meget for, at de unge trives mere og finder mere livsmod.
Om BogenI LYT TIL DIN TEENAGER giver bestsellerforfatteren og den tidligere OL-vinder Arne Nielsson og CEO for organisationen MOT Danmark, Stina Grøn, i samarbejde med Cathrine Errboe konkrete redskaber til forældre med teenagebørn. Deres indsigter bygger på den nyeste forskning, viden og dokumentation.
Forskellige måder at møde verden på
I bogen beskrives det, hvordan forældrenes egne personlighedstyper spiller ind i forhold til de typer konflikter, man har med sine teenagebørn, og hvordan man går fejl af hinanden. Stina Grøn uddyber, hvorfor det giver mening at kende sin egen personlighedstype for bedre at kunne kommunikere med sin teenager:
- For det første er det sjovt at lære om sin egen personlighedstype, og i bogen lægger vi vægt på, at komplekse udfordringer og problemstillinger ikke behøver at blive løst med komplekse løsninger. Det at arbejde med det svære på en sjov måde er ofte vejen frem. Og når vi lærer os selv at kende, kan vi bedre forstå, hvorfor andre "slår sig på os" eller hvad det er der gør, at vores relationer og fællesskaber lykkes.
Når vi lærer os selv at kende, kan vi bedre forstå, hvorfor andre "slår sig på os" eller hvad det er der gør, at vores relationer og fællesskaber lykkes. Eksempelvis er jeg selv primært entusiast. Det betyder, at jeg kan fylde meget og til tider være dramatisk. Men jeg er også nysgerrig, motiverende og støttende af natur. Når jeg ved det, kan jeg forstå, at mine døtre indimellem synes, at jeg tager fokus og "stjæler" opmærksomhed - og så kan jeg ændre på det. Og når jeg ved, at min ældste datter, Laura, primært er praktiker, så ved jeg at hun er utålmodig, sjældent konfliktsky og derfor siger tingene meget direkte, fordi det er hendes natur.
Så bliver jeg ikke såret, men forstår baggrunden. Hun har en "kan selv/vil selv" vilje og lærte nærmest selv at cykle og svømme, fordi hun bogstaveligt talt kastede sig ud i det. Så når jeg ved det, kan jeg handle kontraintuitivt ved at træde et skridt tilbage og lade hende prøve livet af. At tage samtaler om persontyper sammen med sin teenager derhjemme er virkelig lærerigt, sjovt og "let".
LÆS OGSÅ: Det er min hjernes skyld
Udover at lytte til sin teenager er det også væsentligt, at man som forældre tænker over, hvordan vi selv bruger vores ord og kropssprog. Stina Grøn uddyber:
– De unge er i den periode i livet, hvor de er allermest opmærksomme på sig selv og andre, fordi det er i 
ungdomsårene, at vi søger identitet og dannelse. Derfor lægger de mærke til ting, som vi forældre har godt af at være klar over. Eksempelvis kan vores kropssprog tale langt højere end vores ord.
»Det er da så flot med et 4-tal!« signalerer det modsatte, hvis det bliver sagt med ømhed, trøstende tone og en hånd på skulderen.
Ordet "men", opløser det vi lige har sagt
De unge ser vores "bullshit" lige med det samme, og det gælder også, når vi i en svær samtale eller efter en undskyldning bruger ordet "men". Det ord opløser dét, vi lige har sagt, som ellers kunne være konstruktivt.
Hvis jeg lige har sagt til min datter: »Det kan jeg godt forstå« og så siger "men", så vil der oftest efter "men'et" komme en masse, der opløser det, at jeg lige har sagt, at jeg kan forstå hende. Og så er det, dét hun lytter til og har fokus på.
Det samme gælder, når en undskyldning bliver efterfulgt af et "men" - så kan man lige så godt lade være. Jeg undskylder, men nu skal du høre, hvorfor jeg egentlig ikke helt mener min undskyldning.
Derudover kan "men" være en undskyldning for min tydelighed eller rammesætning. At jeg antager at det, jeg gør eller siger som mor, ikke vil blive taget godt imod, så jeg helgarderer mig med et "men": »Jeg ved godt, at du nok hellere vil hænge ud med dine venner, men kunne du tænke dig at hjælpe mig med aftensmaden?« Så ja, jeg er ikke fan af ordet "men", da det afmonterer tydelighed og opløser velmente og konstruktive ord, der i stedet ender med at blive konfliktoptrappende. Derfor øver jeg mig i at sætte punktummer, være stille og lytte.
LÆS OGSÅ: 7 tips til sundere skærmvaner
Balancen mellem, hvornår man curler eller hjælper, skal skubbe på eller trække sig, kan være svært at navigere i som forældre. Stina Grøn er meget optaget af, hvordan kan man blive bedre til at finde ind til kernen, i det der bliver sagt og lytte, uden at få det unge menneskers problemer til at føles større, end de er.
– Det kan da være megasvært at vide, hvornår man skal trække sig, sige noget, lytte, skubbe på, osv. og alle forældre fejler med garanti på disse punkter indimellem. Det er en del af "jobbeskrivelsen" og det lærer vi af. Men hvad er vores fornemmeste opgave, som forældre? For mig er det, at støtte, guide, udfordre og træne mine døtres mod og robusthed - med en stor portion ubetinget kærlighed.
Jeg kan se, at vi forældre er blevet bange for at lade vores unge falde og slå sig. Vi vil hellere fjerne alle sten på vejen, så de kan glide gennem de svære perioder. Og det må vi ikke! Det er jo en del af "træningsbanen". Og netop, når de falder og slår sig, er der stort læringspotentiale og her skal vi træde til med mentalisering: Hvad var det, du føler, der gik galt? Hvordan kunne du gøre det anderledes en anden gang?
Vi vil hellere fjerne alle sten på vejen, så de kan glide gennem de svære perioder. Og det må vi ikke! Det er jo en del af "træningsbanen"
Min bedstefar var en vigtig støttespiller i mit liv og fra jeg var helt lille, fik jeg lov til at være med til "farlige" ting: grave kartofler op, hamre søm i, save brædder, gå selv på fortovet ved trafikerede veje.
Han sagde altid til mig: »Du ved først, om du kan eller ikke kan, hvis du prøver, Stina! Og jeg står ved siden af, klar til at hjælpe, hvis jeg kan se, du har brug for hjælp!« Og så skubbede han mig kærligt i gang. Har jeg hamret og savet mig selv i fingeren? Ja! Har jeg været ramt min fod med spaden? Ja! Har jeg været tæt på, at ryge ud på vejen? Ja! Men min bedstefar var der! Det vidste jeg, og derfor turde jeg at udfordre mine grænser.
Stå ved din egen uformåenhed i de svære snakke
Som forældre til teenagere skal man tage nogle svære snakke. Det kan være om alkohol, regler eller løftebrud. Og her har Stina Grøn også gode råd:
– Vær modig, kærlig og ærlig! Stil de gode mentaliserende hv-spørgsmål, og slip din egen agenda og holdninger. Og så lad være med at tage snakken i et "forhørslokale" aka. ved bordet overfor hinanden. Gå en tur, kør en tur og gør det kort. De unge gider ikke lange emotionelle snakke - det dræner mere end det gavner.
LÆS OGSÅ: Kønsbevidst børneopdragelse
Hvis du har noget, der er vigtigt for dig, bliver sagt, så forbered max 3 ting og øv dig i at sige dem kort og tydeligt. Stå ved din egen uformåenhed og vis, at selv om du er voksen, så har du også forbedringsmuligheder. Så er I mere i øjenhøjde, samtidig med, at du styrer snakken positivt og viser lederskab, som føles trygt for den unge.
Relationen mellem forældre og unge er en træningsbane. Når de er små, holder vi dem måske i hånden og støtter mere. Men når de bliver unge, skal vi træde ud til siden og lade dem prøve selv. De skal kunne se os og mærke, at vi er der, men de skal selv tage skridtene. Indimellem hopper vi ind på træningsbanen selv for at træne ting, vi kan blive bedre til. Når de bliver voksne, kan vi så løbe sammen side om side.