Simone de Beauvoirs “hemmelige” roman lå gemt i arkiv. Nu er den endelig udkommet.

© Association Elisabeth Lacoin

Tre årtier efter forfatterens død udkommer Simone de Beauvoirs roman DE UADSKILLELIGE nu endelig. Bogen skildrer et tæt venskab mellem to piger, inspireret af forfatterens forhold til sin barndomsveninde Zaza.

Af Rasmus Meldgaard Harboe, journalist

Det er første skoledag efter en lang sommerferie. Da niårige Sylvie træder ind i klasselokalet og indfinder sig på sin taburet, sidder der en mørkhåret, hulkindet pige på pladsen ved siden af, som hun ikke har mødt før. Hun hedder Andrée, og hun fortæller stolt, at hun ved et uheld er blevet “brændt levende”, og derfor “ikke er vokset så meget”.

Simone de Beauvoirs roman DE UADSKILLELIGE, som netop er udkommet på dansk, er et rørende portræt af et ganske særligt venskab. Vi følger Sylvie og Andrée, mens de udvikler sig til unge kvinder og møder kontrasterne mellem samfundets forventninger og deres egen appetit på livet. For mødet mellem de to unge piger i klasselokalet er blot begyndelsen på et varmt og stærkt venskab, som strækker sig helt ind i voksenlivet.

Romanen er baseret på Simone de Beauvoirs venskab med veninden Elisabeth “Zaza” Lacoin. Det ved vi helt fra begyndelsen, ligesom vi ved, at historien ender tragisk. I forordet skriver Simone de Beauvoir:

“Til Zaza. Når jeg har tårer i øjnene her til aften, er det så, fordi du er død, eller fordi jeg er i live? Jeg burde dedikere denne historie til dig, men jeg ved at du ikke mere er noget sted, og det er med et litte­rært kunstgreb, at jeg taler til dig her. I øvrigt er dette ikke virkelig din historie, men bare en his­torie, der er inspireret af os. Du var ikke Andrée, jeg er ikke denne Sylvie, som taler i mit navn.”

© Association Elisabeth Lacoin

“For intim” til at blive udgivet

Simone de Beauvoir er en af historiens mest anerkendte feministiske tænkere. I den brede befolkning er hun mest kendt for hovedværket DET ANDET KØN, som stadig påvirker og udfordrer vores måde at tænke kønsroller på i dag.

Privat var Simone de Beauvoir gift med forfatter og filosof Jean-Paul Sartre. Ironisk nok er det delvist ægtemandens skyld, at vi måtte vente så længe på at få lov til at læse DE UADSKILLELIGE, som blev skrevet helt tilbage i 1954 og først nu ser dagens lys. Han syntes ikke om den, skriver Simone de Beauvoir i sine erindringer, hvor hun erklærer sig enig med ham: Fortællingen havde ikke en “indre nødvendighed” og ville ikke kunne “holde læserens opmærksomhed”, skriver hun.

© Collection Sylvie Le Bon de Beauvoir

Da Simone de Beauvoir døde i 1986, efterlod hun sit litterære arkiv til adoptivdatteren Sylvie Le Bon-de Beauvoir. For nylig besluttede Le Bon-de Beauvoir sig for, at det endelig var blevet tid til at dele DE UADSKILLELIGE med verden. Til den amerikanske avis The New York Times fortæller hun:

“Hun tilintetgjorde nogle værker, som hun ikke var tilfredse med. Hun tilintetgjorde ikke denne. Om sine papirer fortalte hun mig: Du skal gøre, som, du synes, er rigtigt.”

Det litterære bureau, som er ansvarlig for værkets internationale rettigheder, begrunder den 66 år lange liggetid med, at den var “for intim” til udgivelse i Simone de Beauvoirs levetid.

© Association Elisabeth Lacoin

En lille bog med store spørgsmål

Den danske udgave af DE UADSKILLELIGE er blevet oversat af Lilian Munk Rösing og hendes mor, Birte Dahlgren. Lilian Munk Rösing beskriver romanen som “fantastisk” og forklarer, at især karakteren Andrée er fuldstændig uimodståelig.

“Hun er vild! Hun er grænseoverskridende, hun er kunstnerisk begavet. Hun er sjov, hun er intelligent. Som læser bliver man lige så forelsket i hende, som jeg-fortælleren er det,” siger Lilian Munk Rösing.

Den danske oversætter forklarer videre, at den forholdsvis korte roman – på dansk er den kun 208 sider lang – stiller nogle af de samme store spørgsmål, som de Beauvoir var interesseret i som filosof.

“Det feministiske spørgsmål om, hvorvidt man som kvinde kan forene sin krops krav og vilkår med udfoldelsen af sin personlighed. Og det eksistentielle spørgsmål om, hvad vi stiller op med det, at vi skal dø,” siger hun.

“Hvad stiller vi op med det, at vi mister?”