„Først efter lang tids overvejelse har jeg givet mig i lag med at skrive en bog om kvinden. Emnet er ømtåleligt [Le sujet est irritant], især for kvinder, og fortærsket som få.“ Med disse overraskende ord indleder Simone de Beauvoir (1908-1986) sit epokegørende hovedværk Le Deuxième Sexe – DET ANDET KØN fra 1949. Hun sætter sig simpelthen for at skrive et værk på over tusind sider om et emne, hun selv opfatter som både irriterende og fortærsket. Man må beundre en sådan udholdenhed, men man må også tænke: Hvorfor gør hun det? Hvad driver værket i værket DET ANDET KØN?

Simone Ernestine Lucie Marie Bertrand de Beauvoir bliver født i Paris i 1908. Allerede fra en tidlig alder er det tydeligt for enhver – også hende selv – at hun er lynende intelligent. Som barn i en velstillet katolsk familie drømmer hun om at blive nonne, men da hun som kun 14-årig mister troen, beslutter hun sig i stedet for at blive ateist og forfølge en karriere i filosofi. Hun studerer derfor filosofi på det prestigefyldte Sorbonne Universitetet i Paris fra 1927-1929. Som kun 21-årig – og som den yngste nogensinde – består Beauvoir den berømte og berygtede agrégation-eksamen. Jean-Paul Sartre (1905-1980), hendes partner i livet og i filosofien, er den eneste, der består prøven med bedre karakterer.

Beauvoir lever et privilegeret liv, hvor hun excellerer i filosofiens mandsdominerede verden. Hun forklarer selv, hvordan hun langt hen ad vejen ikke oplever sit køn som en hæmsko eller hindring. Men der er dog noget, der irriterer hende: Når hun deltager i intellektuelle diskussioner, oplever hun undertiden, at hendes mandlige diskussionspartnere siger til hende: „Det er noget, De mener, fordi De er kvinde.“ Hun oplever med andre ord, at en henvisning til hendes køn i sig selv fungerer som en indvending mod det, hun siger, at det at være kvinde opfattes som noget, der distancerer hende fra en intellektuel samtale. I sådanne situationer erfarer Beauvoir, hvordan hun kun har ét at gøre; at holde sig til sagen og insistere på sandhedsværdien af det sagte. At hun i stedet skulle svare igen med ordene: „Og De mener det modsatte, fordi De er mand,“ oplever hun derimod som fuldstændig utænkeligt:

For det at være en mand er som bekendt ikke noget, der placerer én i en særgruppe. En mand har ret i kraft af at være mand; kvinden har uret, fordi hun er kvinde. Det vil simpelthen sige, at ligesom man i ældre tider havde en absolut lodret linje, ud fra hvilken man definerede den skrå, således findes der en absolut mennesketype, nemlig manden.  

En henvisning til diskussionspartnerens køn vil ikke fungere som en indvending mod hans udsagn, fordi det at være en mand ikke står i opposition til det universelle, men fungerer som selve inkarnationen af det. En etableret, men fejlagtig myte i vores kultur, der ifølge Beauvoir allerede kommer til udtryk i skabelsesmyten fra Første Mosebog, hvor Eva skabes ud fra siden og dermed den lodrette linje, Adam, som selveste mennesket udgør. Manden bliver både udgangspunktet og idealet for det menneskelige, kvinden er en afvigelse fra ham.

At der overhovedet er et behov for en bog om kvinden som det andet køn er også i sig selv irriterende for Beauvoir. Det slår fast med syvtommersøm, at der er et problem med denne situation, at kvinden er placeret nederst i et kønnet hierarki. Som hun skriver: „En mand ville aldrig finde på at skrive en bog om den særlige stilling, mændene indtager i menneskeheden“. Irritationen over denne ulighed betyder, at Beauvoir længe tøver med at skrive værket. Men da irritationen i sig selv vidner om problemet, vidner om manglen på ligestilling, er det måske også den, der i sidste ende driver værket. Vrede kan som bekendt være en stærk drivkraft.

Manglen på ligestilling i det franske samfund er tydelig, da DET ANDET KØN udkommer i 1949. Franske kvinder har ikke lovlig adgang til prævention – det får de først i 1967. De har ikke ret til abort – det får de først i 1975 – to år senere end i Danmark. Intet land i verden har på dette tidspunkt haft en kvindelig regeringsleder – det sker først i slutningen af 1960erne, i Frankrig i 1990erne. Meget godt er uden tvivl sket for ligestillingen i Frankrig og i den øvrige vestlige verden siden udgivelsen af DET ANDET KØN, og det kan måske virke oplagt at læse værket som et rent historisk dokument. DET ANDET KØN er da også et vigtigt vidnesbyrd, der fortæller os, hvem vi i særlig grad har at takke for vores frihed – det er netop med Beauvoirs DET ANDET KØN i hånden, at feminister i 1960erne og 1970erne går på gaden og tilkæmper sig de fundamentale rettigheder, som vi i dag nyder godt af. Men DET ANDET KØN er mere end et historisk dokument. Det er også en lysende klar filosofisk analyse af de idéer, de „argumenter mod kvinder“, der også fastholder kvinder i rollen som Den anden og retfærdiggør kønsbaseret ulighed og diskrimination. Som #MeToo og voldtægtsstatistikkerne alt for tydeligt viser os, er det andet køn stadig iblandt os.

En levende filosofi

„Thi for os står kampen ikke mod køn og blod, men mod myndig- heder og magter (...).“ Sådan skriver Paulus i sit brev til Efeserne i Det Nye Testamente. Han understreger, at det ikke er andre mennesker, de første kristne kæmper imod, men derimod fjendtlige åndsmagter. Noget lignende kan siges om Beauvoirs tænkning af køn i DET ANDET KØN. Værket er ganske vist et værk om undertrykkelse af kvinder, men det er ikke et angreb på mænd. Det er ikke mænd af kød og blod, hun kritiserer, når hun bestemmer kvinden som det andet køn, men derimod magter og myndigheder, det vil sige nedarvede filosofiske idéer, som aktivt, om end ofte skjult, undertrykker hende og begrænser hendes frihed. Det er de sexistiske idéer – og selvfølgelig dem, der abonnerer på dem – hun er lidenskabeligt irriteret på.

DET ANDET KØN er i det hele taget et lidenskabeligt værk, hvor Beauvoir ofte bruger sit eget jeg til at illustrere en filosofisk pointe. Dette ses tydeligt i den franske originaludgave, hvor det allerførste ord i værket netop er jeg: „J’ai longtemps hésité à écrire un livre sur la femme.“ Dette er interessant af flere årsager.

For det første, fordi Beauvoir performativt sætter sit eget jeg som selve filosofiens begyndelse og dermed aktivt går imod den førnævnte forestilling, at en kvindes køn fungerer som en indvending mod hendes ord og spærrer hende inde i hendes subjektivitet. Ved at sætte sit eget jeg som det første ord i teksten, som alfa, insisterer hun på at give sit eget jeg og dermed sit eget køn en dominerende plads i en mandsdomineret filosofisk verden.

For det andet, fordi Beauvoir tydeliggør, at hun betragter filosofien som noget, der har med eksistensen at gøre. Beauvoir er kritisk overfor Georg Wilhelm Friedrich Hegels (1770-1831) systemfilosofi, fordi hun, som Søren Kierkegaard (1813-1855), betragter den som løsrevet fra det liv, hvor den burde stå sin prøve. Filosofi bør, ifølge Beauvoir, ikke komme før det levede liv, den bør ikke være en abstrakt disciplin, men bør udspringe fra livet selv. Hendes mål er at udtrykke en levende filosofi, at vise, hvordan man som individ kan leve filosofien. Som hun skriver i forordet til en samling udgivne breve fra 1948: „Hvert eneste skridt er et filosofisk valg, og ambitionen for en filosofi, der er værdig til at leve op til det navn, må være at præsentere en levemåde, der bærer sin egen retfærdiggørelse“ (min oversættelse).

For at kunne få livets tidslighed, kropslighed og tvetydighed udtrykt på skrift, giver Beauvoir ofte sin filosofi en litterær form. Dette er for eksempel tilfældet i debutromanen L’invitée fra 1943, der på én gang både er en fiktiv fortælling om et åbent forhold og et filosofisk værk om fænomener som frihed og angst. Selvom Beauvoir er kritisk overfor Hegels systemfilosofi, er det dog netop hans tænkning af subjektivitet, der ligger til grund for bestemmelsen af kvinden som det andet køn. Man må derfor alligevel gå hegeliansk til værks, hvis man for alvor vil forstå denne titelbærende bestemmelse.

Subjektet og det andet køn

Hvordan bliver man til den, man er? Ifølge Beauvoir er det ikke noget, man bare bliver uden videre og af sig selv. Man er aldrig bare den, man er, og populære sætninger som „sådan er jeg bare“ eller „jeg er den, jeg er“, giver ikke rigtig mening hos hende. Hun følger Hegel i at tænke subjektiviteten som noget, der kun dannes i opposition, identitet som noget, der altid bygger på forskel. Som hun skriver i DET ANDET KØN: „I samme øjeblik subjektet søger at bekræfte sig selv, har det brug for det Andet, selvom dette Andet begrænser det og benægter det. Subjektet kan nemlig kun nå sig selv ved hjælp af denne virkelighed, som det selv ikke er.“

At være et menneske er altså ifølge Beauvoir ikke i første omgang at møde sine omgivelser med forståelse og solidaritet. Det er derimod at anse sig selv som det væsentligste, som subjektet, og at betragte andre mennesker som mindre væsentlige, som objektet. Denne tanke er måske mest klar, når vi forestiller os et lille barn på en legeplads. Det lille barn er i legen i færd med at forstå sig selv og at forstå sig selv i verden, og det gør hun ved at stille sig i opposition til andre: „Det er min løbecykel!“, „Nej!“ Små børn er netop så egoistiske, fordi de har travlt med at skabe deres identitet ved at betragte sig selv som det væsentlige, som subjektet, og den anden som objektet, som det Andet (l’Autre).

Kategorien Det Andet har ifølge Beauvoir eksisteret lige så længe som den menneskelige bevidsthed og er en del af den grundlæggende dualitet, hvormed vi organiserer verden. Men det, der helst skulle ske som del af en almindelig dannelsesproces, er dog, at barnet med tiden finder ud af, at andre mennesker gør præcist det samme. At andre – både individer og sociale grupper – som udgangspunkt også opfatter sig selv som det væsentligste, som det subjekt, det hele handler om, og andre som fremmede, som objekter. Alle holder altid med sit eget fodboldhold, kan man sige. Pointen er nu, at denne erkendelse relativiserer kategorien Det Andet og lægger op til, at mennesker anerkender hinanden i deres indbyrdes gensidighed. At vi anderkender, at vi netop har det til fælles, at vi på én gang er subjekter og objekter for hinanden.

Denne nødvendige anerkendelsesproces har dog ifølge Beauvoir ikke fundet sted mellem kønnene. Der er her ikke sket en relativisering af kategorien det Andet, der er i stedet en klar rollefordeling: Manden er subjektet, kvinden er det andet køn i absolut forstand. Hun er bestemt og differentieret i forhold til ham, han er det ikke i forhold til hende. Hun er kendetegnet ved det, han ikke ser sig selv som. Spørgsmålene i DET ANDET KØN er nu: Hvordan er alt dette begyndt? Hvorfor er kvinden det andet køn, og hvorfor bliver hun ved med at være det?