Svedige sportsmænd og hede sexscener: Her er den ultimative guide til sportsromance-serier

Er du klar til at falde i svime over nogle lækre sportsmænd? Boghandlernes hylder bugner med serier af sportsromancer, som er spækket med humor og hede scener. Vi hjælper dig i gang med en guide til nogle af de allerbedste.

Af Rasmus Meldgaard Harboe

Med fokus på sveddryppende sportsstjerner og drengerøve med toptrimmede overkroppe og hjerter af guld er sportsromancer blevet et globalt kæmpehit. Hvis du ikke har kastet dig over en sportsromance, har du noget til gode – og falder du for dem, har vi endnu en god nyhed i ærmet: De udkommer ofte i serier af flere bøger.

Vi hjælper dig i gang med det, der kan gå hen og blive din nye yndlingsgenre (eller din hemmelige guilty pleasure, det blander vi os ikke i).

 

Serien med de uimodståelige fodboldbrødre

Den amerikanske forfatter Amy Daws har skrevet en serie romaner, som får kinderne til at blusse og tilmed sætter godt gang i lattermusklerne. De fem bøger i HARRIS-serien handler om en håndfuld uimodståelige engelske brødre, som alle er professionelle fodboldspillere.

Hver bog følger en kvindelig hovedperson, som indleder en affære med en af brødrene – og der er bestemt ikke sparet på de slibrige detaljer. Amy Daws har rigelig med humor i sine bøger, som alle er nogle vaskeægte page-turners. 

»Skamløst fræk og så sjov,« skriver læseren Flo på Goodreads. »Amy Daws er helt klart en af mine favoritter. Jeg elsker hendes humor, historiernes flow, vidunderlige karakter, og London-settingen er bare perfekt.«

Sådan skal du læse HARRIS-serien, hvis du vil læse bøgerne i rækkefølge:

1. GIV SLIP2. HOLD UD, 3. SATS ALT, 4. GRIB MIG, 5. GRIB CHANCEN

Serien med de frække fodboldaffærer

Med sin GAME ON-serie har den amerikanske forfatter Kristin Callihan fået tusindvis af læsere til at savle over fodboldspillere verden over. De fire bøger i GAME ON-serien tager udgangspunkt i hver sin frække affære mellem en kvindelig hovedkarakter og en fodboldspiller.

Læserne er så vilde med Callihans bøger, at forfatteren både har befundet sig på prominente bestsellerlister i New York Times of USA Today. Der er også masser af bogbloggere, som fremhæver serien som en af de bedste af sin slags.

»Sikke en tilfredsstillende bog! Jeg nød virkelig den her,« skriver brugeren Val i sin anmeldelse af den første bog på Goodreads. »De har en masse kemi og passion. Det er godt skrevet, og man kan virkelig fornemme, at forfatteren har gjort sin research.«

Sådan skal du læse GAME ON-serien, hvis du vil læse bøgerne i rækkefølge:

1. SENDT TIL TÆLLING2. CHANCELØS, 3. SLAGPLANEN, 4. DET PERFEKTE SKUD

Serien med de lækre hockeyspillere

Elle Kennedy er en sand mester inden for romancegenren, og hun forstår virkelig, hvad der får læserne til at falde i svime. Med serien OFF CAMPUS bliver vi introduceret for en flok venner på Briar Campus, og gennem de fire bøger folder hver karakter sin egen hede romance ud.

Hannah falder for den hotte college-hockeyspiller Garrett, og college-junior John jager kærlighed hos den uimodståelige Grace. De mange forelskede skæbner fletter sig elegant ind og ud af hinanden, og når man har læst hele serien, føles det nærmest som om, man selv er en del af vennegruppen.

»Jeg eeeeelsker den bog!« skriver bogbloggeren Aestas Book Blog om AFTALT SPIL, som er første bind i serien. »Jeg var hooked fra den allerførste side og brugte resten af min eftermiddag på at grine højt, falde i svime, vifte mig selv og overstrege fede og sjove citater hele tiden.«

Sådan skal du læse OFF CAMPUS-serien, hvis du vil læse bøgerne i rækkefølge:

1. AFTALT SPIL2. LAGT PÅ IS, 3. DØMT UDE, 4. KAMP TIL STREGEN, 5. SLUTSPILLET

Serien med endnu flere lækre hockeyspillere

Bliver du vild med OFF CAMPUS, skal du ikke snyde dig selv for Elle Kennedy-serien BRIAR U. De fire bøger udgør er en form for spinoff af OFF CAMPUS, hvor nogle af bikaraktererne får lov til at folde sig ud som midtpunkt for fortællingerne.

Serien er sammensat af de nogenlunde samme ingredienser som OFF CAMPUS: uimodståelig tiltrækning, hede sexscener, masser af lækre hockeyspillere – og en hel del af Kennedys karakteristiske og befriende humor. Se bare her, hvor lykkelig en af læserne blev, da hun fik fingre i serien:

»Elle Kennedy og hendes hede hockeyromancer er tilbage. Og, altså, hvilken velsignelse. Jeg har ikke været så glad, mens jeg har læst en bog, hele året. De karakterer har totalt vundet mig,« skriver læseren Melanie om bogen JAGTEN på Goodreads.

Sådan skal du læse BRIAR U-serien, hvis du vil læse bøgerne i rækkefølge:

1. JAGTEN2. CHANCEN, 3. SPILLET, 4. UDFORDRINGEN