”Romance har en meget stærk feministisk dagsorden”

De handler om kvinders lyst og er med til at gøre samtykke sexet. Her fortæller Flamingo-redaktør Sarah von Essen om, hvorfor romance er blevet en ekstremt populær genre.

Af Rasmus Meldgaard Harboe / 17-03-2022

 

 De er oftest skrevet af kvinder, for kvinder, med en fortælling om kærlighed og kvindens nydelse i centrum. Undervejs er der masser af forhindringer og ballade, men du kan være stensikker på, at det hele ender med happy ever after – eller i hvert fald happy for now. For sådan er reglerne, når det kommer til  romance-genren. Det fortæller Sarah von Essen, som er redaktør på Flamingo.

 
”På den måde ligner romance krimierne. Man har en kontrakt med læseren om, at noget bliver opklaret, noget falder på plads,” siger Sarah von Essen, der inden sit virke som forlagsredaktør blandt andet har skrevet om romance-genren for Weekendavisen.
 
Romance er ikke bare én ting, det er nærmere en overskrift, som dækker over flere undergenrer. Der findes både moderne romance, hvor dramaet udspiller sig i vores tid, og historiske romance med store kjoler og historiske tidsperioder. Andre er dedikeret til sportens verden, hvor heltinden indleder et dampende hedt forhold til en lækker fodboldspiller eller den hotteste hunk på universitetets hockeyhold.
 
Sammen med resten af redaktionen på Flamingo udgiver Sarah von Essen en lang række romance-forfattere. Og det er en genre, som virkelig har formået at udvikle sig og følge med tiden, forklarer hun.
 
”Tidligere har det været en udfordring, at der var mænd i historierne, som rev de der kjoleliv op, og så blev de mænd belønnet med et ægteskab bagefter. Det var i 70’erne, og det var voldtægt. Nu er samtykke skrevet ind, og jeg synes klart, man kan sige, at romance-genren er med til at gøre samtykke sexet. Det er en kæmpe ting i genren. Det handler jo om kvinders lyst,” fortæller hun.

Læs også: »Et lille stykke romance-himmel«: Nu udkommer Tessa Dares populære serie LUNEFULDE LØFTER på dansk

En feministisk genre

Ingen tvivl om, at romance er en ekstremt populær genre. I 2021 var det den mest sælgende i USA lige efter den brede skønlitteratur. Også her i Danmark oplever Sarah von Essen, at romance-genrens popularitet er stigende. Men selvom bøgerne både lægger op til fortabelse og eskapisme, så spiller genren også en vigtig rolle, når det kommer til fortællingen om vores samfund.
 
"Der bliver til tider set ned på det, kvinder kan lide at læse, og dermed ser man jo på en måde ned på kvinders lyst til sex og nydelse. Det gør det til en stærk læseoplevelse og til en feministisk genre. Romance er et fantastisk forum, hvor de ting kan behandles og beskrives.”
 
”Romance har en meget stærk feministisk dagsorden, så det er også en slags kvindehistorie. Det er også en måde at kaste lys på nogle historiske figurer, som ikke har fået så meget plads, samtidig med at det er lystbetonet og en fantasi. Så jeg synes, jeg får det bedste fra begge verdener,” siger hun.
 
Som redaktør på Flamingo sidder Sarah von Essen altså med hænderne nede i romance-forfatternes manuskripter. Det er stadig mest amerikanske forfattere, som skriver romance, og derfor er de fleste af bøgerne oversat. Men der kommer stadig flere danske romance-forfattere til, fortæller hun.
 
”Mange af forfatterne er højt begavede og velskrivende, og de historiske romance-titler er ofte nogle meget velresearchede bøger, som giver os mulighed for at træde ind i en anden hverdag. De virker som tidsmaskiner. Det er en drøm, jeg altid selv har haft som læser, at man kan hentes ind i en anden stemning eller følelse og så ovenikøbet til en anden tid,” siger hun.
 
”Det er jo alvor, det er det er ikke nogen nem opgave at ryste en romance ud af ærmet.”

 

Redaktøren anbefaler 3 romance-titler

BAREKNUCKLE BASTARDS af Sarah MacLean

”Det er virkelig et godt sted at begynde. Det er klart noget af det bedste moderne historiske romance. Det er familiedrama, klassedrama, og det foregår i Covent Garden. Der er nogle meget stærke kvindelige karakterer – og nogle sygt hotte mænd, det er også vigtigt.”

MED KÆRLIG HILSEN af Kate Clayborn

“En moderne, varm romance om to mennesker, der skal finde deres fodfæste i forhold til hinanden, deres arbejde, ambitioner og venner. Bonus: Den foregår i New York, og byen spiller en betydelig og virkelig fin rolle i historien.”

Med kærlig hilsen

Med kærlig hilsen

Meg er grafiker i New York, og hun har den unikke, og knap så gode vane at gemme kodede beskeder i sit arbejde. Hun får til opgave at designe Reid og hans forlovedes bryllupsprogram, men efter at have set de to sammen, er hun ikke i tvivl om, at ægteskabet vil kuldsejle.

Meg kan derfor ikke dy sig og væver en skjult advarsel ind i bryllupsprogrammet – overbevist om, at ingen nogensinde vil opdage det.

Men Reid er god til at bryde koder, og et år senere finder han Meg og forlanger at høre, hvordan hun vidste, at forholdet ikke ville holde. Meg, der selv står med en akut udfordring, øjner en mulighed: Hun mangler inspiration til en ny opgave, og måske kan Reid vise sig at være løsningen på hendes problem?


Med kærlig hilsen er en begavet og original romantisk komedie om kærlighed, kreativitet og de små tegn, som er der, hvis vi tør se dem.
 

Alsidig og fyldt til randen med humor.” – Entertainment Weekly

Frisk, sjov, begavet og dybt tilfredsstillende.” – Kirkus Reviews

“Med Kærlig Hilsen er en skøn, hjertevarm og humorfyldt historie om kærlighed, om ønsket om et lykkeligt liv og om at nørde koder og matematik.” – forestillingomparadis

 

LUNEFULDE LØFTER af Tessa Dare

”Jeg kan altid stå inde for alt, Tessa Dare har skrevet. Hun lever op til min forventning om at skabe miljøer, gode kærlighedshistorier og sexscener. Det er nogle gode karakterer og dilemmaer.”

Flere fantastiske romancer