Transnistrien: Landet, der venter længselsfuldt på Putin
Sovjet-nostalgien trives i det lille land Transnistrien, der ikke er anerkendt af nogen – heller ikke Rusland – men som aldrig har opgivet håbet om en fremtid med Vladimir Putin som landsfader. I bogen MELLEMSPIL tager den norske forfatter og forsker Asle Toje os med på 18 rejsereportager i et Europa under store politiske, sociologiske og kulturelle forandringer. Herunder et uddrag af kapitlet om Transnistrien; hvor verdener kolliderer.
Asle Toje, Transnistrien, 2014:
Vi var på vej til Transnistrien. Den sugerørsformede stribe land på østsiden af floden Dnestr brød ud fra Moldova i 1922 efter en kort krig.
Ingen anerkender udbryderrepublikken, ikke engang Rusland, det land, som Transnistrien de facto skylder sin selvstændighed.
Da Moldova blev selvstændigt, droppede de både det kyrilliske alfabet og det russiske sprog fra den ene dag til den anden, hvilket fik den russiskdominerede industriregion til at gøre oprør.
Så fulgte en fase, hvor mænd i fritidstøj stod bag hushjørnerne og skød med Kalasjnikov. I historiebøgerne kaldes konflikten for „drukkrigen“, fordi officerer fra begge sider mødtes i pauserne mellem kamphandlingerne for at få sig en forfriskning.
På den måde var det en hyggelig krig. Det var den første russiske intervention i den tidligere Sovjetsfære, den første af mange.
Glemt af Moskva
Da våbenhvilen var på plads, syntes Moskva at glemme alt om Transnistrien. Regimet i Tiraspol fortsatte, som om Sovjetunionen stadig fandtes, med hammer og segl på flaget, mangel på forbrugsvarer og KGB-mænd ved magten.
Da sovjetindustrien gik i knæ, fandt Transnistrien nye måder at ernære sig på. Hovedstaden Tiraspol blev et knudepunkt for menneskehandel og cigaretsmugling.
Udbryderrepublikken tiltrak lyssky elementer fra hele Sovjetsfæren. Warszawapagtens lagre til 3. Verdenskrig var også et trækplaster. Maskingeværer, ammunition og raketter fra det kolossale våbendepot i Colbasna fandt vej til borgerkrige over hele verden.
Ion (forfatterens chauffør red.) fortæller, at først da nogen prøvede at sælge a-våben til journalister, der udgav sig for at være arabiske terrorister, blev der sat en stopper for våbenhandlens svar på IKEA.
Der står stadig 20.000 ton ammunition og ruster på en steppe. Hvis det ryger i vejret med et knald, vil det tage Transnistrien med sig.
Længslen efter Putin
De vil frygtelig gerne være en del af Rusland, men Putin vil ikke engang mødes med deres leder.
Sovjetisk beton er grunden til, at gaderne i Tiraspol er i dårligere forfatning end vejene i Moldova, der vedligeholdes i EU-regi.
Selv om det smalle land kontrolleres af russere, er det kun halvdelen af dets indbyggere, der taler russisk som førstesprog.
Men myndighederne taler russisk og kun russisk.
Et selskab driver staten
Alt i Transnistrien, der er værd at eje, ejes af selskabet Sheriff, der blev startet af grundlovsfædrene fra KGB. Tankstationer, banker, bilforhandlere og fodboldklubben.
Alle har tilsyneladende arbejdet for Sheriff, selv præsidenten.
Det er ikke usædvanligt, at staten driver selskaber, men i Transnistrien er det et selskab, der driver staten.
De har ikke fået helt greb om kapitalismen. Der er masser af reklamer, men ikke for ting, man kan købe.
Plakaterne reklamerer for stål, for granit og for cognacen Kvint, der brygges til eksportmarkedet.
Overlever kun på russisk bistand
Sheriff har forsøgt at genskabe planøkonomien, kommunismens rådne hjerte.
Ifølge et studie fra det polske Center for Øststudier overlever Transnistrien kun på russisk bistand.
Med sin sovjet-nostalgi er Transnistrien gået fra at være et kuriøst levn til et udstillingsvindue for det nye Rusland.
Uden Ukraine er Rusland en andenrangs-stormagt
Dybest set er vore dages Rusland det, vi politologer kalder en „revisionistisk stormagt“.
Landet affinder sig ikke med sin tildelte plads i det internationale system.
At gå fra at være stormagt til at være mellemstor magt er som at gå fra at være statsminister til borgmester.
Rusland mangler vasaller, der kan give landet mere tyngde i omgangen med andre stormagter og fungere som isolerende buffer langs ydergrænserne.
Den amerikanske diplomat og politiske rådgiver Zbigniew Brzezinski satte det på spidsen: Uden Ukraine er Rusland en andenrangs stormagt, men med Ukraine i folden ville de være en førsterangs stormagt.