Maria Helleberg skriver om sin største sorg
Kort tid efter at Maria Helleberg mistede sin mand Jørn begyndte hun at skrive om ham. Det var forløsende og styrkende, og nu er det blevet til bogen KOLD MAJ, som fortæller deres fælles kærlighedshistorie fra første møde, til hun så ham for sidste gang.
Af Sisse Tvegaard Andersen / 02-11-2023
Hvordan tackler man at miste sin store kærlighed gennem mere end 20 år? Hvis man er Maria Helleberg, begynder man at skrive. Forfatteren mistede sin mand Jørn i maj 2022, og i bogen KOLD MAJ fortæller hun deres fælles historie, som startede den dag, de mødte hinanden på Rosenborg Slot og med det samme glemte alt omkring sig.
Arbejdet med at skrive bogen kom helt af sig selv midt i sorgen. MARIa Helleberg lærte sig selv at læse som fire-årig, skrev sin første historie som seks-årig og debuterede formelt i 1986 med romanen Seersken. Siden er hun især blevet kendt for sine historiske romaner om stærke kvindelige personligheder og for THY-serien.
– Jeg ville have hold på begivenhederne og begyndte at skrive i en rus. Skrev og skrev og havde det bedre end længe ved netop at køre begivenhederne gennem ordmaskinen. Men da jeg havde ca. 40 sider gik det op for mig, at jeg måtte tilbage til første møde med Jørn og fortælle alt det, som var baggrunden, nej, selve grunden til alt kaosset efter hans død. Aldrig har jeg og redaktøren rettet så meget i et manuskript som i dette. Ud med anekdoterne og ind med det vigtige, fortæller hun.
Se videoen: Maria Helleberg fortæller om sin barndom
Alle kommer til at opleve tab
Det er en ærlig og personlig fortælling, hvor både kærligheden og sorgen lyser fra siderne. Og for Maria Helleberg har det været godt at få sin private kærlighedshistorie ned på papir.
–Det har været helsebringende, forløsende, sorgbehandlende og styrkende, siger hun, der også tror, at mange læsere vil kunne spejle sig i den.
– Nok er det en privat, personlig historie, men vi kommer alle til at opleve forfærdelige tab og overvældende sorg før eller siden.
En, der aldrig kommer til at læse bogen, er Jørn. Men hvad tror Maria Helleberg, han ville sige, hvis han kunne læse med?
Læs også: Flere romaner af Maria Helleberg
– Jeg tror, han ville læse den i dyb tavshed og så komme ind og bede om et par rettelser og tilføjelser. Og så ville han synge Reinhard Mey (tysk sanger, som Jørn elskede at lytte til, red).