»For mig er det fortællingen om det frit elskende menneske, der står tilbage.«

Maja Lucas har skrevet efterordet til genudgivelsen af Jørgen-Frantz Jacobsens oprørende klassiker,  Barbara.

28-10-2024

 

Den grænseløse kærlighed.

Barbara er en fortælling om kærlighed, der overskrider samfundets normer – og bliver misforstået.

Det er en fortælling om en kvinde, som elsker frit og spontant, men denne frie kærlighed anfægter en hel del mænd (og kvinder) omkring hende, indtil hun selv får en ordentlig afklapsning af eros. Med et nutidigt ord kunne man kalde hende for en polyamourøs kvinde, som gør sig ud til bens i monogamiets regime. Derfor er romanen højst aktuel i sit stof, for nutidens seksualmoral vipper for mig at se mellem polyamourøs kærlighed og monogami. Så selvom det er 85 år siden, Barbara blev udgivet, og selvom den foregår omkring år 1760, er den 100 % aktuel i sin udforskning af, hvad kærlighed er. 

LÆS OGSÅ: Fire klassikere, for kendere

Hvem kunne i 1930’erne skrive en stadig højaktuel, for ikke at sige eviggyldig fortælling om den polyamourøse kvindes kvaler? Det kunne en døende yngre mand, Jørgen-Frantz Jacobsen, der var indlagt på Vejlefjord Sanatorium med tuberkulose. Han skrev på dansk, selvom han var opvokset i Thorshavn på Færøerne, med en færøsk mor og en dansk far. 
Han kaldte sig senere en „national hermafrodit“, skønt han var glødende tilhænger af færøsk selvstændighed. Men dansk var jo uddannelsens sprog, og som ung flyttede han til Danmark for at studere. Han blev cand.mag. og ansat på Politiken, hvortil han skrev en række tekster om færøske forhold og historie. Men Jacobsen fik altså tuberkulose, kun 22 år gammel. Resten af sit korte liv kæmpede han mod sygdommen.

Han var indlagt flere gange og døde på sanatoriet i 1938, som 37-årig.  (Ligesom en anden Jacobsen i dansk litteratur, nemlig J. P., der døde af tuberkulose som 38-årig – efter blandt andet at have skrevet om en fyrig kvinde, Marie Grubbe. Det må være litteraturhistoriens mærkeligste sammentræf.)

Det var da også i sygesengen, at Jørgen-Frantz Jacobsen påbegyndte arbejdet med Barbara, som blev hans eneste skønlitterære værk. Måske skubbede sygdommen ham i den litterære retning. Måske medvirkede hans oplevelser på sanatoriet også til det. Han havde vistnok nogle romantiske eventyr der. Sikkert er det i al fald, at han under sin sygdom havde nær kontakt med en, han var ulykkeligt forelsket i: Estrid Bannister, der blev et forlæg for romanfiguren Barbara. 

Men et ganske andet forlæg for Jacobsens historie er det færøske folkesagn om Beinta og Peder Arrheboe. Onde-Beinta, kaldes hun i nogle versioner af sagnet, hvilket viser, hvordan man har set på denne kvinde, der både i sagnet og i Jacobsens roman har gevaldigt mandetække. „Hun var navnkundig for sin skønhed og bjergtog mange mænd; men endskønt hun udvendig lignede en engel, så var hun det ikke indvendig,“ står der i Jakob Jakobsens version (oversat af Jógvan Isaksen). Men romanens Barbara er langt fra ond. Hun er en sammensat figur med både styrker og svagheder, men mest af alt er hun overbevisende i sin naturlige kærlighed og sanselighed. 

Men romanens Barbara er langt fra ond. Hun er en sammensat figur med både styrker og svagheder, men mest af alt er hun overbevisende i sin naturlige kærlighed og sanselighed.   - Maja Lucas  

Interessant nok kaster både sagnets og romanens kvinde især sin kærlighed på lærde mænd. I begge fortællinger er hun dobbelt præsteenke ved historiens begyndelse. Hun er enke efter præsterne hr. Jonas og hr. Niels og har været forlovet med en tredje præst. Og der går ikke længe, inden hun bliver gift med hr. Poul, den nye præst på Vågø (Vágar). Dette kunne forstås som en tiltrækkende kvindes adgang til højtstående mænd. Men det er tydeligvis ikke kun det, der er på færde, i hvert fald ikke for romanens Barbara.
Tværtimod virker det centralt for både Barbara og hendes præstemænd, at der sker en udveksling mellem hjerne og hjerte, mellem fornuft og følelse, mellem gudshengivelsen og det kødelige.

Lidt skematisk kunne man sige, at præsterne længes efter den sanselighed, som Barbara har. Man kunne endog sige, at de er tiltrukket af Barbara, FORDI hun har et dårligt rygte. Det er en kendt mekanisme, at den fromme søger den slemme.

LÆS OGSÅ: Ligeglad med den gode smag

Som i fortællerens analyse af hr. Poul: „Han vidste allerede at han burde sky hende, men i stedet snarere søgte han hende.“ Men også Barbara er tiltrukket af det, der virker som hendes modsætning: det lærde, det religiøse, det dydige og selvopofrende. En af romanens mest rørende scener er den, hvor hun insisterer på at hjælpe Poul med hans prædikenskrivning. Hun vil tage del i alle aspekter af sin mands liv, ikke kun det kødelige. Hun vil også være en del af hans åndsliv. 

Romanen er med andre ord kompleks. Den er mere end ‘bare’ en beskrivelse af en femme fatale eller en forelsket idiot. 
Den er i hvert fald også en udforskning af, hvor sammensatte mennesker er. For naturligvis falder byens hotteste babe for præsten, og naturligvis ER der ikke noget egentligt modsætningsforhold mellem Gud og eros, vel? Både Poul og Barbara er opløftede, da han finder et tekststed, der forener den mandeglade Barbara med kristendommen. Nemlig i Lukasevangeliets kapitel 7, hvor Jesus velsigner en kvinde, der „har elsket meget“. 

Der er da også noget kristusagtigt ved Barbaras kærlighed til ikke bare en hel del mænd, men menneskeheden som helhed. Sorenskriveren, dvs. dommeren, udtrykker det sådan: „Hun er nu sådan indrettet, at nær sagt hver mand, ja hvert levende væsen, der ser hende, synes godt om hende“. Lagmanden understreger også hendes virkning på alle: „når Barbara var i dansen, så var alle i dansen, mænd og kvinder.“
Så Barbara er – på en måde – ren kærlighed. Og der findes bestemt mennesker, herunder mænd, som ser og påskønner denne kvalitet. Men samtidig kommer hendes frie kærlighed i voldsom karambolage med samfundets normer og i særdeleshed med mændenes. Så selvom romanen måske er igangsat af Jacobsens længsel efter Estrid, er den også med al tydelighed et forsvar for den frie kvindelige seksualitet.

Centralt står scenen, hvor Barbara går i seng med Poul, efter at hun ellers er løbet væk med en anden, Andreas.
Men Poul tager ud på en lang, farefuld rejse for at møde hende en sidste gang, og da de ender i sengen sammen, siger hun: „Du må ikke være så ulykkelig, hører du! (…) Jeg føler akkurat for dig som før. Som altid. Det er virkelig sandt!“
I romanens univers ER det sandt. Hun elsker Poul, samtidig med at hun elsker Andreas. Men selvom Poul til at starte med forholder sig nogenlunde afdæmpet til hendes utroskab, kan han ikke finde sig til rette med hendes polyamourøsitet: „Du er nu forelsket i en anden, og jeg ved, at jeg er dig i vejen. Jeg vil ikke prøve på at forhindre dig i noget, og det kan jo heller intet nytte mig. Men derfor må jeg også slå dig ud af mine tanker og helt glemme dig.“

LÆS OGSÅ: Sigrid Undset - den oversete nobelprismodtager

Barbara protesterer og gentager, at hendes følelser ikke har ændret sig. Et udsagn, som i øvrigt bakkes op af en anden af bogens spændende kvindeskikkelser, nemlig en anden præstekone: „Man mister aldrig Barbara, sagde Anna Sophie med et smil. Men til gengæld besidder man hende aldrig helt. Hvis De bare forstod det, kunne De måske tage det hele roligt.“ 
Her er det tydeligt, i hvor høj grad polyamourøsiteten er et opgør med ejendomsretten. Barbara lader sig ikke besidde! Det gør Anna Sophie forresten heller ikke, får vi subtilt at vide i en herlig scene fra kirken, hvor Kingos forsagelses-salme „Far verden, far vel“ sammenstilles med kirkegængernes slet skjulte drifter.

Som sagt ER Poul faktisk afdæmpet i sin reaktion til at begynde med, men han kan alligevel ikke holde sine brændende følelser i ave. Og da de bliver pustet til af bogens ærkepatriarkalske skikkelse, Gabriel, går Poul amok i et udbrud af det, vi i dag ville kalde giftig maskulinitet: Han drikker sig skidefuld og raserer Andreas’ lejlighed.

Nogle kapitler efter står der, at han ikke „har været ædru på prædikestolen“ siden. Han bliver altså knust af Barbaras polyamourøsitet. Og føjer sig til rækken af mænd, der har brændt sig på hende. Men det tragikomiske ved historien er, at hun intet ondt ønsker ham – eller de andre mænd. Hun forsøger endda at værne sit og Pouls forhold mod sig selv, så at sige. Da hun mærker, at hun er ved at falde for Andreas, nærmest flygter hun ud af byen med Poul. Hun bønfalder ham også om at blive hjemme fra en embedsrejse i julen, da hun fornemmer, at Andreas kunne være på vej for at besøge hende.

Det er et af romanens dramatiske højdepunkter, da Poul af vejrliget tvinges til at være (for) længe væk fra Barbara, der i mellemtiden stikker af med Andreas. Men hun forsøgte faktisk at være tro. Hun forsøger faktisk at elske på den måde, samfundet og mændene vil have hende til at elske. Hvorimod ingen af hendes ægtemænd tilsyneladende har kunnet elske hende, som hun er. 
For Barbara er spontan. Umiddelbar erotisk, og ikke kun på den mest banale måde.

Hun forsøger faktisk at elske på den måde, samfundet og mændene vil have hende til at elske. Hvorimod ingen af hendes ægtemænd tilsyneladende har kunnet elske hende, som hun er. 
- Maja Lucas  Tværtimod handler hendes væsen i høj grad om at få andre, både mænd og kvinder, til at føle sig godt tilpas. Det er et af Pouls første indtryk af hende – at hun som den eneste virkelig LYTTER til ham: Det var „som om han for første gang i dette land havde truffet en person, der med interesse gad påhøre ham“.

Ganske vist er hun fysisk tiltrækkende, men det er lige så meget hendes personlighed, der har vundet ham. Igen: Barbara er egentlig ikke en fræk skandaleroman, sådan som den ofte er blevet læst. Den er snarere en fortælling om, hvordan erotik hænger sammen med livskraft og åbenhed, og om hvordan erotik ikke kan reduceres til pik-i-kusse. „Virkelig eros er nemlig ånd,“ skrev Jacobsen selv i et af sine mange breve.

Men selvfølgelig har det ikke skadet romanens renommé, at den handler om forbudt erotik. Romanen blev en international bestseller i sin samtid og er oversat til i al fald 20 sprog. 
Den er også blevet filmatiseret to gange, i 1961 af den tyske instruktør Frank Wisbar (med Bergman-skuespilleren Harriet Andersson som Barbara) og, for det danske publikum nok mere præsent, af Nils Malmros i 1997. 

Nu vi taler om filmatiseringerne, skylder jeg at komme ind på romanens slutning. Her er det for en gangs skyld Barbara, der bliver forladt, nemlig af studenten Andreas. Han er blevet træt af hende og vil gerne vikle sig ud af forholdet, og da griber sorenskriveren, som også er Andreas’ onkel, eftertrykkeligt ind. Han har i al hemmelighed skrevet den afhandling, som Andreas ellers er blevet sendt til Færøerne for at skrive, og han arrangerer, at Andreas kommer på skibet tilbage til København, uden Barbaras vidende. Da Barbara opdager, at skibet er ved at sejle med Andreas om bord, bliver hun fortvivlet og forsøger desperat at nå ud til skibet.

I romanen får hun nogle af Thorshavns småfolk til at ro, mens hun i Malmros’ film ror selv. I filmen er det uklart, hvad der sker med Barbara herefter, men hun kommer ikke tilbage, og ingen hører fra hende. Så druknedøden er nok det mest oplagte. I romanen fortælles det derimod, at robåden ikke kan indhente skibet. Mændene giver fortabt og ror Barbara tilbage i havnen. I bogen er hun dømt, kunne man sige, til en skæbne i det lille samfund på Færøerne. 

I dette ligger en flig af en postkolonialistisk kritik, for hvorfor er det egentlig, at ‘den store verden’ og alt det spændende kommer fra Danmark? Hvorfor spiller båden fra Danmark så stor en rolle? Det kommer man uvægerligt til at spørge sig selv om i denne hjerteskærende slutning.

LÆS OGSÅ: En nordisk kanon til moderne mennesker

Et andet hjerteskærende aspekt er, at Barbara er dømt til at stille sin forladthed til skue for hele byen, hvilket får den usympatiske Gabriel til at godte sig. Men Gabriels kone vil ikke høre på ham og går hen for at besøge Barbara. Dermed får søstersolidariteten det sidste ord, selvom slutningen kunne virke moraliserende: Den, der forlader, bliver selv forladt til sidst. På den måde er slutningen logisk, men på en anden måde er den åben. For hvad sker der egentlig bagefter? Fortsætter Barbara sin ubekymrede, polyamourøse livsstil, eller har hun tværtimod lidt et knæk? Det står åbent på samme måde, som Noras skæbne i Henrik Ibsens Et dukkehjem (1879). Hvad sker der, når tragedien og bruddet HAR indfundet sig? 

Romanens slutningen er dog ikke helt, som Jørgen-Frantz Jacobsen havde tænkt sig. Hvilket er en af grundene til, at Malmros har tilladt sig at ændre filmens slutning, fortæller han i antologien Omkring Barbara. I hvert fald var romanen ikke færdig, da Jacobsen døde, og bogen havde nær ikke set dagens lys, havde det ikke været for to andre store skikkelser i den færøske litteratur: lyrikeren Christian Matras, der sendte det ufærdige manuskript til Gyldendal, og William Heinesen, Jacobsens nære ven, som forlaget bad om at gennemskrive manuskriptet.

Der var lakuner, og så manglede der måske en slutning. Jacobsen skrev i et brev kort før sin død: „nu mangler kun Barbaras katastrofe (studenten stikker af – det er allerede halvt skrevet), hr. Pouls kvaler og afsættelse, og de tos genforening i elendighed under højst uforliebte former.“ Men Heinesen „turde ikke“, som han selv udtrykte det, skrive en anden slutning end den, der allerede forelå. Uanset hvad er den nuværende slutning, hvad Jógvan Isaksen også påpeger i Livets geniale relief, velfungerende. Den er en afrunding af fortællingen om forførersken, og samtidig udtrykker den solidaritet med bogens kvinder. Og Gabriel, den ærkepatriarkalske skurk, bliver stille gjort til grin.

Retfærdigvis skal det siges, at denne slutning også peger på Barbaras fejl. Hun er godtroende og over-impulsiv.

LÆS OGSÅ: Morgendagens klassikere

I visse scener virker hun fjantet og overfladisk, især i begyndelsen af bogen, hvor hun kommer i en „rus af tøjsnak“ med veninden Suzanne. Fortælleren gør også en del ud af hendes manglende boglige evner; hr. Poul forfærdes over, hvordan hun staver til Jesus: „Hjeses“!

Spørgsmålet er, om det giver et karikeret billede af Barbara som en smådum gås, eller om det tværtimod understreger hendes kompleksitet? Jeg er selv i tvivl, for noget af bogen virker plat satirisk og har flade karakterer, mens andre dele er gribende i deres dramatiske styrke og dybe menneskekundskab. I al fald kan Barbara både være tøjfikseret og lidenskabeligt opslugt af evangeliet, hun kan både være svag i stavningen og stærk i erotikken, hun kan både være sød og (implicit) brutal. Hun er, som Heinesen skriver, „et stykke vild natur.“
For mig er det bogens dramatik, menneskekundskab, flotte formuleringer og gode replikker, som vinder. For mig er det fortællingen om det frit elskende menneske, der står tilbage. 
For mig er det bogens dramatik, menneskekundskab, flotte formuleringer og gode replikker, som vinder. For mig er det fortællingen om det frit elskende menneske, der står tilbage.   - Maja Lucas  
Det er selvfølgelig også en fortælling om, hvor svære kår den frie kærlighed har, fordi samfundsnormerne altid forsøger at stække den. Men samtidig er den højst opløftende i sin beskrivelse af, hvordan en sådan kvindeskikkelse KAN tænkes – selv i 1700-tallets Færøerne, selv af en dødsmærket ung mand med et knust hjerte.

Fordi livet er sådan, fordi virkeligheden er sådan: at mennesker nu engang elsker. „Min fyrige bog,“ kaldte Jørgen-Frantz Jacobsen Barbara i et brev. I et andet kaldte han den „en tak til livet“. Og interessant nok var det netop Estrid Bannister, hans store, problematiske forelskelse, der oversatte bogen til engelsk og sikrede en del af hans internationale eftermæle. I dette ligger der også en understregning af kærlighedens kompleksitet.


Maja Lucas 2024

LÆS OGSÅ: 50 KLASSIKERE DU SKAL LÆSE FØR DU DØR