Astrologiske arketyper på arbejdspladsen

I bogen LEDESTJERNER trækker astrolog og ledelsesrådgiver Pernille Bøge den ældgamle astrologiske visdom ind på arbejdslivets arena. Her beskriver hun de tolv soltegns arketyper på arbejdspladsen.

Illustrationer fra bogen: Elina Frolova / 07-02-2025

Soltegn er det, der populært kaldes stjernetegn. Det tegn, du har Solen i, har stor betydning for dit horoskop. Men husk, at selv om du måske er Løve, kan du have en overvægt af tegn og planeter i et af de andre elementer. Det, du kan læse om her, er soltegnenes arketyper på arbejdspladsen. Måske du kan genkende dig selv, din kollega eller din chef? 

Ildtegn

Har du Solen eller de fleste planeter i ildtegn: Vædder, Løve eller Skytte? Så har du brug for entusiasme, udvikling og evig forandring.

Det værste, ildtegn ved, er et arbejdsliv fyldt med faste rutiner uden forandringer, store mål og visioner.

Stjernetegn vædder

VÆDDER

Vædderen er arbejdspladsens iværksætter. Selvmotiverende, initiativrig og risikovillig. Frihedselskende, uafhængig og selvstændig. En pioner, der tør, hvor andre tøver.

Hvis Vædderen ikke får mulighed for at tage initiativ og gøre tingene på sin egen måde, slår den stærke energi om i sin modsætning: rastløshed, kedsomhed og frustration. Måske ligefrem vrede.

Vædderens energi er kardinal: Den handler om at tage initiativ og sætte retning.

Nøgleord: initiativrig, handlekraftig, risikovillig, uformel.

Stjernetegn Løve

LØVE

Løven er arbejdspladsens skaber. Kreativ, skabende og selvbevidst. Loyal, venlig og varmhjertet. En beskytter af sin flok.

Hvis Løven ikke får mulighed for at skabe, udfolde sig kreativt og få anerkendelse for sine bidrag, slår den skabende energi om i sin modsætning: forfængelighed, arrogance og sløvhed. En utilfreds Løve er en doven eller pralende løve.

Løvens energi er fast: Den handler om at manifestere og gøre ord til virkelighed.

Nøgleord: kreativ, synlig, anerkendende, dominerende.

Stjernetegn skytte

SKYTTE

Skytten er arbejdspladsens opdagelsesrejsende. Rejselysten, videbegærlig og optimistisk. Idealistisk, visionær og globalt tænkende. En eventyrer, der aldrig bliver træt af at søge nye horisonter.

Hvis Skytten ikke får mulighed for konstant at udvide sine horisonter, slår den visionære energi om i urealistiske drømme, apati og depression.

Skyttens energi er fleksibel: Den handler om at tilpasse sig og håndtere det uventede.

Nøgleord: idealistisk, inspirerende, globalt tænkende, coachende.

Jordtegn

Har du Solen eller de fleste planeter i jordtegn: Tyr, Jomfru eller Stenbuk? Så har du brug for grundighed, rytme og muligheden for at tage et lille, men betydningsfuldt skridt ad gangen mod målet.

Det værste, jordtegn ved, er et arbejdsliv fyldt med uforudsigelighed, forandringer og uhåndgribelige visioner.

Stjernetegn Tyr

TYR

Tyren er arbejdspladsens værdiskaber. Stabil, jordbunden og grundig. Kvalitetsbevidst, sanselig og livsnydende. En formgiver, der har et sikkert blik for det værdifulde.

Hvis Tyren ikke bliver værdsat eller anerkendt, slår den kvalitetsbevidste energi om i et overdrevet fokus på materiel tryghed, stædighed eller fastholdelse af status quo.

Tyrens energi er fast: Den handler om at manifestere og gøre ord til virkelighed.

Nøgleord: kvalitetsbevidst, tryghedsskabende, tålmodig, driftssikker.

Stjernetegn jomfru

JOMFRU

Jomfruen er arbejdspladsens forædler. Serviceminded, ordentlig og fokuseret. Detaljebevidst, nøgtern og analytisk. En perfektionist, der evner at forfine, forædle og forbedre.

Hvis Jomfruen ikke får mulighed for at forædle produkter og processer, kan blikket for detaljens betydning slå om i kritik, perfektionisme og tab af overblikket.

Jomfruens energi er fleksibel: Den handler om at tilpasse sig og håndtere det uventede.

Nøgleord: analytisk, detaljebevidst, procesoptimerende, serviceorienteret.

Stjernetegn Stenbuk

STENBUK

Stenbukken er arbejdspladsens resultatskaber. Målbevidst, strategisk og ambitiøs. Traditionsbunden, struktureret og vedholdende. En maratonløber, som aldrig mister endemålet af syne.

Hvis Stenbukken ikke får mulighed for at sætte sig langsigtede mål og nå dem, kan energien slå om i en kontrollerende,
rigid og overambitiøs indstilling.

Stenbukkens energi er kardinal: Den handler om at tage initiativ og sætte retning.

Nøgleord: ansvarsfuld, ambitiøs, strategisk, resultatorienteret.

Lufttegn

Har du Solen eller de fleste planeter i lufttegn: Tvilling, Vægt eller Vandbærer? Så har du brug for at kommunikere, relatere, lære og idéudvikle.

Det værste, lufttegn ved, er et arbejdsliv fyldt med rutiner, mangel på intellektuelle udfordringer eller ingen at samarbejde med.

Stjernetegn tvilling

TVILLING

Tvillingen er arbejdspladsens formidler. Nysgerrig, intellektuel og kommunikerende. Fleksibel, omstillingsparat og i evig forandring. En kommunikator, der aldrig bliver træt af at lære nyt og formidle det.

Hvis Tvillingen ikke får mulighed for at kommunikere med sine omgivelser, slår den nysgerrige energi om i kedsomhed, uro eller følelsen af at blive kvalt i rutine og forudsigelighed.

Tvillingens energi er fleksibel: Den handler om at tilpasse sig og håndtere det uventede.

Nøgleord: kommunikerende, intellektuel, nysgerrig, forandringsparat.

Stjernetegn vægt

VÆGT

Vægten er arbejdspladsens relationsskaber. Social, samarbejdsvillig og balancerende. Harmonisøgende, diplomatisk og retfærdig. En teamplayer, der elsker dynamikken mellem kolleger.

Hvis Vægten ikke får mulighed for at relatere harmonisk med kolleger og kunder, kan energien slå om i frustrationer og konflikter.

Vægtens energi er kardinal: Den handler om at tage initiativ og sætte retning.

Nøgleord: diplomatisk, lyttende, retfærdighedssøgende, social.

Stjernetegn Vandbærer

VANDBÆRER

Vandbæreren er arbejdspladsens innovator. Fremsynet, original og uafhængig. Innovativ, altruistisk og rebelsk. En opfinder, der trives i flade hierarkier og netværksbaserede organisationer.

Hvis Vandbæreren ikke får mulighed for at agere frit og tænke ud af boksen, kan energien slå om i rigiditet og respektløs kritik af autoriteter og etablerede systemer.

Vandbærerens energi er fast: Den handler om at manifestere og gøre ord til virkelighed.

Nøgleord: innovativ, uafhængig, netværksorienteret, visionær.

Vandtegn

Har du Solen eller de fleste planeter i vandtegn: Krebs, Skorpion eller Fisk? Så har du brug for at indgå i et personligt, trygt, omsorgsfuldt og følelsesmæssigt stimulerende arbejdsfællesskab.

Det værste, vandtegn ved, er et arbejdsliv uden personlig involvering, relationel og psykologisk dybde eller mangel på tryghed.

Stjernetegn Krebs

KREBS

Krebsen er arbejdspladsens omsorgsgiver. Følelsesfuld, empatisk og tryghedsskabende. Familiær, givende og kærlig. En nær kollega, der trives på arbejdspladser, hvor atmosfære, omsorg og stabilitet er værdsat.

Hvis Krebsen ikke får mulighed for at opleve tryghed på arbejdspladsen, kan energien slå om i en mut, nærtagende adfærd overfor kollegerne.

Krebsens energi er kardinal: Den handler om at tage initiativ og sætte retning.

Nøgleord: tryghedsskabende, stabil, omsorgsfuld, understøttende.

Stjernetegn skorpion

Skorpion

Skorpionen er arbejdspladsens intense nørd. Passioneret, udholdende og koncentreret. Psykologisk stærk, magtfuld og dyb. En dedikeret kollega, der søger til kernen af en problemstilling.

Hvis Skorpionen ikke får mulighed for at opleve indflydelse og intensitet, kan energien slå om i magtkampe, misundelse eller intimiderende adfærd.

Skorpionens energi er fast: Den handler om at manifestere og gøre ord til virkelighed.

Nøgleord: involveret, krisestærk, dybdegående, magtfuld.

Stjernetegn fisk

FISK

Fisken er arbejdspladsens hengivne idealist. Dedikeret, fantasifuld og intuitiv. Medfølende, hengiven og næstekærlig. En drømmer, der bidrager med kunstneriske vinkler, som ikke kan måles og vejes.

Hvis Fisken ikke får mulighed for at sætte grænser og trække sig af og til, kan energien slå om i en følelse af at være drænet af omgivelserne.

Fiskens energi er fleksibel: Den handler om at tilpasse sig og håndtere det uventede.

Nøgleord: dedikeret, intuitiv, idealistisk, uselvisk.

Ledestjerner

Ledestjerner

Astrolog og ledelsesrådgiver Pernille Bøge trækker horoskopets gamle visdom ind på arbejdslivets arena og gør den til et spillevende karrierekompas: et jordnært værktøj, der trin for trin hjælper læseren med at besvare det eksistentielle spørgsmål: hvad er mit unikke bidrag til den verden, vi lever i?

Ledestjerner er både en seriøs astrologisk selvhjælpsguide til mennesker, unge som voksne, der vil kende deres unikke potentialer i forhold til uddannelse og det næste skridt på karrierevejen - og den er en manual til at forstå de fem store aldersbetingede karrierekriser, som vi ifølge forfatteren møder fra vi er sidst i 20’erne til vi er fyldt 60 år.

Bogen er bygget op omkring cases fra både kendte personligheder og helt almindelige erhvervsaktive kvinder og mænd, som har opsøgt forfatteren for ledelsesrådgivning.

Ledestjerner er en indsigtsfuld, dyb og original karriereguide med inspiration til at overleve i arbejdslivets fagre nye landskab, hvor den lineære karrierestige definitivt er knækket, og hvor vi længes efter inspiration til at gå nye veje.

Forfatteren gør op med den livsfarlige forestilling om, at ”vi kan, hvad vi vil”, som har domineret den vestlige tænkning i årevis, og hun argumenterer for det stik modsatte: ”Vi kan, hvad vi skal - hvis vi lytter til livets indre logik.” Og vil vi det, er horoskopet et overraskende effektivt værktøj.