Fumiko Enchi har begået en mystisk og forførende roman, der nu forekommer på dansk for første gang

KVINDEMASKER af den japanske forfatter Fumiko Enchi er en psykologisk udforskning af sorg og jalousi og en mystisk besættelsesfortælling om forførelse og bedrag. Oversætter Annette Thorsen Vilslev læste selv romanen for første gang for femten år siden, og nu har hun oversat den til dansk. Læs her hendes efterord, der sætter fokus på, hvorfor bogen er så vigtig i dag, og hvad der står bag bogens titel,Kvindemasker.

OVERSÆTTERENS EFTERORD

Af Annette Thorsen Vilslev

Første gang jeg læste Kvindemasker, var i en engelsk oversættelse for femten år siden, hvor jeg købte den i en boghandel i Tokyo. Senere fandt jeg den i en japansk udgave, 19. oplag fra 1978, og hver gang jeg læser den, slår det mig, hvor aktuel den er. 

Kvindemasker følger en lille gruppe privilegerede akademikere og intellektuelle. De har en studiegruppe, hvor de diskuterer forskellige epokers og kulturers åndefænomener. Romanen giver også korte indblik i mindre privilegerede menneskers liv: Der er prostituerede, hjemløse,  livstidsansatte tjenestefolk, monotont arbejdende kontorfolk, og historier om tidligere tiders bondepiger og fattige håndværkere, der sled sig ihjel. Romanen optegner et billede af en klassebestemt og patriarkalsk samfundsstruktur med vidt forskellige sociale roller og mulighedsrum.

Som en anden knaldroman er Kvindemasker fuld af gåder og kærlighedsintriger, men det er også en roman, der stiller eksistentielle og moralske spørgsmål til læseren om barmhjertighed og medmenneskelighed. 

Enchis roman foregriber årtiers ligestillingsdebatter, hvor det private og senest det kulturelle køn forsøges synliggjort politisk, og den kaster et kritisk blik på forældede kønshierarkier, klasseforskelle og den moderne byudvikling.

Nō-teater og -masker

Romanens japanske titel, 女面 (Onnamen), består af tegnene for kvinde og maske og er en underkategori af nō-masker. Hvert kapitel er desuden opkaldt efter en af disse kvindemasker, og titlen understreger, at denne roman handler om kvinder og repræsentation af kvinder.

Nō eller nō-gaku er en teaterform, der opstod i det fjortende århundrede på baggrund af endnu ældre dansetraditioner, hvor de symbolske dansebevægelser refererer til historier med rødder i gamle myter, som typisk har været kendt af dem, der så det. Maskerne er lavet med bestemte karakteristika og repræsenterer forskellige typer eller ånder. At udskære nō-masker er i sig selv en kunst, hvor det tit tilstræbes, at en maske trods dens stivhed kan udtrykke flere følelser, afhængig af hvordan man ser den. I myternes verden repræsenterer maskerne enten en person, vedkommendes ånd eller et rent overnaturligt åndevæsen. Oprindelig har maskerne haft en religiøs betydning, men associeres efterhånden mere med noget æstetisk og spirituelt. Maskerne kan være indbegrebet af noget tiltrækkende eller mystisk, der kan begæres – nærmest som en person man kan forelske sig i. 

Romanens tre kapitler er som nævnt navngivet efter hver deres kvindemaske, der på forskellige måder illustrerer sorg eller galskab, og maskerne, eller et aspekt af dem, genkendes i en af romanpersonernes udtryk i de respektive kapitler.

Første kapitel ‘En levende kvindeånd’ hedder på japansk blot Ryō no onna (kvindeånd), som er navnet på en maske med et forpint ansigt og indsunkne kinder, der skal illustrere en ældre og forrykt kvinde, hvis skønhed er ødelagt af de pinsler, hun har været udsat for på grund af sin lidenskabelige, uigengældte kærlighed. Ryō-masken associeres med en bestemt type ånd fra folkloren, ikke en spøgelsesånd, men en såkaldt ikiryō (en levende ånd). Det er en ånd, der, ofte uden vedkommende selv ved det, kan forlade en levende persons krop, besætte andre, forårsage skade eller på anden måde hævne sig.

Læs også: Oversætter Mette Holm anbefaler: Aktuel japansk litteratur, du må læse

Tredje kapitel ‘Den dybe brønd’, Fukai på japansk, er en maske, der udtrykker dyb sorg, og som typisk tilhører en midaldrende kvinde, der er blevet vanvittig efter at have mistet et barn, og hvis kinder er indsunkne for at illustrere, hvor tynd og tynget af sorgen hun er. Maskerne er både konkrete kunstobjekter, der betragtes, men kan også læses som allusioner til romanpersonernes hemmeligholdte relationer og masker overfor hinanden. Masker kan ligne dødsmasker, får vi at vide i romanen. Som et stivnet ansigt. Men kan samtidig have dobbelttydige udtryk. Maskerne er i det hele taget associeret med en særlig subtil stemning og æstetik.

Genji-fortællingerne

I Kvindemasker spiller Genji-fortællingerne en helt central rolle i forhold til at reflektere over shamanisme og overtro i relation til kønsroller og kvinders position gennem tiden. Det er desuden et emne og en kanoniseret klassiker, som Enchi også tager op i andre af sine romaner, som Onnazaka (1957) og Namamiko monogatari (1965). Genji-fortællingerne er skrevet af Murasaki Shikibu, der begyndte at skrive værket, mens hun var hofdame i kejserpaladset i Kyoto i begyndelsen af 1000-tallet. Murasaki er forfatterens kunstnernavn, men også navnet på en karakter i fortællingerne. 

Hver fortælling om hans møde med en ny kvinde er bygget op som en fortælling i sig selv. Nogle kvinder får andre elskere, nogle føder børn, nogle lever fortsat ved hoffet, nogle græder af sorg, eller hævner sig over ikke længere at modtage Genjis opmærksomhed. Én dør som konsekvens af en fødsel, hvorefter Genji sønderknust overværer hendes buddhistiske begravelse i bjergene. Udover at være et prosaværk iblandet poesi er Murasakis værk også en form for psykologisk skildring af kurtisering og magtkampe ved hoffet, og Genjis op- og nedture er ofte relateret til de kvinder, han møder. 

Flere andre karakterer end Genji optræder på tværs af episodeafsnittene, såsom forfatterens navnesøsterkarakter Murasaki, der er en af Genjis yndlingsledsagere gennem livet, og kvinden fra Rokujyō, der bliver ved at spøge i senere episodeafsnit. Man kunne vove den påstand, at Genji ligefrem kan ses som Murasakis påskud for at berette om sin tids kvindeskæbner. Gennem Miekos essay peger Enchi i hvert fald på, at Genji-fortællingerne også handler om kvindernes historie og om deres håb og begær og kampe for at placere sig selv og deres døtre i den bedst mulige, eller eneste mulige, position i tilværelsen ud fra de roller, de er tildelt i og af det patriarkalske samfund. 

Genji-fortællingerne beskriver, som Enchi påpeger i Kvindemasker, hvordan kvinderne forsøger at undertrykke en for stærk vilje eller deres jalousi for at indordne sig og tilpasse sig Genji og hans behov. Genji-fortællingerne er kanoniseret som et tidligt mesterværk i verdenslitteraturhistorien, så det er kort sagt ikke et hvilket som helst værk, Enchi giver sig i kast med, når hun i Kvindemasker lader sin hovedkarakter Mieko udfordre fortolkningstraditionen med sin feministiske læsning af shamanismen og dens funktion i Genji-fortællingerne. Fortællingerne bliver et skjult omdrejningspunkt for romanens plot og et værk, hvis tematik romanen selv forsøger at forstå. 

Kvindemasker vender vrangen ud på religion og overtro og spørger, hvor barmhjertigheden forsvinder hen i et uendeligt karmahjul af ondskab. Udover at kommentere skismaer mellem ny videnskab og overtro præsenterer Enchi med romanen et kritisk blik på kulturel og religiøs kontrol og på underkuelsen af kvinder og udviklingshæmmede, der i nogle traditioner, såsom de kristne, buddhistiske og shintoistiske, udgrænses som mindre værdige, uheldsskabende eller ligefrem urene. I myterne er der reminiscenser af de shintoistiske og buddhistiske traditioner, der udskammer med forbud, hvor kvinders fysiske fejl og moralske anløbenhed gør dem mindre værd end mænd, mens dybden af deres lidenskab, om den er kærlig eller hævnlysten, samtidig anses for at give kvinder en uhyggelig magt. I Kvindemasker beskrives det også, hvordan overtro siger om tvillingefødsler, at de er dyriske og bringer uheld over resten af familien. Og kvinders menstruation er i naturreligionen shinto, uren (kegare), en form for synd (tsumi), som afhjælpes gennem renselsesriter. 

Enchis roman bringer de kønsroller, som mænd og kvinder har været underlagt i årtusinder, op til fornyet revision og relevans i en pro-feministisk, magtkritisk samfundsanalyse, der beskriver begær, sorg, undertrykkelse, manipulation, intriger, hævn, overgreb, selvtægt og uendelige følelsesdyb i efterkrigstidsmenneskets psykologi i det moderne Japan. Og med dens inddragelse af Genji-fortællingerne og teatrets masketradition tematiserer den køns- og klassespørgsmålet som et historisk problem. Kvindemasker og Enchis forfatterskab er med sit kønspolitiske engagement i kulturarven en nøgle til en levende kulturhistorie. Levende i den forstand at den genfortolker og reviderer de kulturelle fortællinger til nye tider.