Fire klassikere, der er gode at starte med
De fire klassiske bøger på denne liste kendetegnes ved at være underholdende, lette at fordøje og ikke mindst, ikke overvældende i omfang, og er perfekte til den nye klassikerlæser.
Af Kim Andrea Brofeldt / 21-12-2023
Klassikere kan være angstprovokerende at åbne for første gang – måske bringer de mindelser om undervisningen på gymnasiet, måske er du bange for, at de er for svære at læse, måske har du undgået dem, fordi det virker for tidskrævende. Hvis du starter med bøgerne på denne liste, kommer du godt i gang.
Klassikere kan åbne døre til forståelse, både af os selv, historien og verden vi lever i, og er altid store læseoplevelser. Det er langt fra altid hverken svært eller uforståeligt, og det her er et rigtigt godt sted at starte.
God læselyst!
DØDEN I VENEDIG af Thomas Mann
DØDEN I VENEDIG af Thomas Mann er en kort, men handlingsmættet lille sag, der hiver læseren igennem temaer som kunst, lidenskab og forfængelighed.
Den ældre forfatter Gustav Aschenbach tager til Venedig for at få en pause fra sit arbejde. I den underskønne by bliver han fascineret af den unge dreng Tadzio, og denne fascination udvikler sig til en sand besættelse.
Bogen fanger læseren med sin spændende rejse gennem Aschenbachs indre konflikter og de symbolske elementer, der udforsker temaer som kunst, lidenskab og forgængelighed.
Det er en undersøgelse af begær, skønhed og døden, for under overfladen lurer koleraen.
LOLITA af Vladimir Nabokov
LOLITA af Vladimir Nabokov appellerer til nye læsere på grund af dens kontroversielle plot og malende personbeskrivelser.
Bogens fortæller, ”Humbert Humbert", er en intellektuel herre, der udvikler en erotisk besættelse af sin steddatter, den purunge pige Dolores, og bilder sig ind at pigen gengælder denne.
Romanen udforsker komplekse temaer som kærlighed, besættelse og moral og har med sit provokerende emne inspireret (pop)kulturen i alt fra balletter og opera til film og mode.
ANNA KARENINA af Lev Tolstoj
ANNA KARENINA af Lev Tolstoj er en af de helt store klassiske kærlighedshistorier, der indfanger læseren med sit spændende plot og mættede sprog.
I historiens midte står den smukke Anna Karenina, der forelsker sig i den karismatiske grev Vronsky, trods det at hun allerede er gift.
Annas affære med Vronsky sender hendes ægteskab med dødbideren Alexei Karenin på gyngende grund og udfordrer hendes position i det russiske samfund.
Gennem temaer som kærlighed, moral og samfundets normer inviterer Tolstoj læseren til at reflektere over menneskelige relationer.
FRANKENSTEIN af Mary Shelley
FRANKENSTEIN af Mary Shelley er oplagt til den nye klassikerlæser med sin spændende fortælling og sin fremsynede behandling af, hvad der sker, når mennesket leger gud.
Vi følger den unge videnskabsmand Victor Frankenstein, der skaber sit eget levende væsen ud af ligrester! I tilblivelsen af denne skabning bliver Victor så optaget af sit arbejde, at han ikke forholder sig til, hvad han har gang i – og først da han ser skabningen i alt dets levende gru, opdager han, hvad han har gjort.
Frankenstein er blevet model for mange af de gale videnskabsmænd, der senere har befolket populærkulturen, måske netop fordi bogen så indtrængende beder læseren forholde sig til, hvem der mon egentlig er det virkelige monster: Frankenstein eller hans skabning?
"Frankenstein" inviterer læseren til at reflektere over konsekvenserne af menneskelig skabelse og de moralske dilemmaer, der opstår, hvilket gør den til en engagerende klassiker.