Kate Morton sælger millioner af bøger – men usikkerheden melder sig alligevel, når hun skriver
Selv en bestseller-forfatter kan tvivle på sit eget talent. Sådan er det i hvert fald for australske Kate Morton, som er kvinden bag den populære historiske roman URMAGERENS DATTER.
Af Rasmus Meldgaard Harboe, journalist
Kate Mortons bøger bliver solgt i kæmpeoplag over store dele af verden. Man skulle tro, at så burde selvtilliden også være derefter – men det er den ikke. I hvert fald ikke mens hun skriver på en bog, afslører hun i et interview med WheelerCentre.
”For mig er det at skrive lidt som at være på en rutsjebanetur. Der er de der opture, som hurtigt efterfølges af heftige nedture, og det kan ske i løbet af én dag,” forklarer hun.
Vi kommer tilbage til det med tvivlen om lidt. For selvom hun altid har været en bogorm, har det ikke altid stået skrevet i stjernerne, at Kate Morton skulle blive en succesrig forfatter.
Sammen med sine to søstre voksede hun op i det sydlige Australien. Her fik de tre piger fritiden til at gå med fantasilege og teater, hvis Kate Morton da ikke var intenst fordybet i en bog. Da hun blev ældre, forlod hun sit hjem og rejste til London for at studere med blikket stift rettet mod en karriere i scenekunstens verden.
Men da hun fortsatte studierne med at læse litteratur, slog det hende, at det var selve ordene, hun var forelsket i, fremfor at optræde med dem. Ingen kan spå om, hvordan det var gået Kate Morton på de skrå brædder – men det er gået strygende for hende som forfatter.
Inspiration i mors antikvariat
Et par årtier senere findes der en god stak bøger med Kate Mortons navn på ryggen.
Senest har hun udgivet den anmelderroste roman URMAGERENS DATTER, som handler om en gruppe unge kunstnere, der rejser til Birchwood Manor i sommeren 1862. Egentlig tager de unge kunstnere afsted for at lade sig inspirere – men det gamle palæ viser sig at gemme på store hemmeligheder.
Mange år senere, i 2017, finder Elodie Winslow en taske med et fotografi af en kvinde og en skitsebog: To objekter, som viser sig at blive afgørende spor i opdagelsen af, hvad der i virkeligheden er sket på Birchwood Manor.
LÆS OGSÅ: Sådan kommer du godt i gang med bestselleren Urmagerens Datter
Fordyber man sig i Kate Mortons forfatterskab, kan man ikke undgå at bemærke forfatterens store interesse for historiske objekter. Den interesse er noget, som den australske forfatter har fået ind med modermælken.
”Min mor var antikvar, og hun vækkede min fascination for objekter fra fortiden. Jeg kan huske, at jeg vandrede rundt i hendes butik, samlede små, rustne tinæsker op og gamle skeer, holdt dem i min hånd og tænke på de mange tidligere liv, de havde levet, før de kom til os,” fortæller Kate Morton.
”Det er meget følelsesmæssigt intenst”
Det er ikke kun objekterne, som interesserer Kate Morton. Hun er også erklæret fan af huse, som ofte spiller store roller i hendes romaner. Det gælder fx i URMAGERENS DATTER, og i HUSET VED RIVERTON. Faktisk mener hun, at Birchwood Manor i URMAGERENS DATTER er en decideret karakter i bogen.
”Jeg beundrer de fysiske aspekter – skorsten, lofter, kvistvinduer, skæve taglinjer, underlige gavle – og også husets rolle som en bygning, hvori menneskers liv leves.”
Fascinationen for stoffet er ikke til at tage fejl af, og det er talentet for at formidle fortællingerne tydeligvis heller ikke. Kate Morton får i hvert fald altid pæne ord med på vejen, både fra hendes læsere og anmelderne, når hun har skrevet en ny bog. Alligevel vakler hun, på trods af de millioner af solgte bøger, hun kan prale af. Ligesom de fleste af os gør en gang imellem, når vi gerne vil gøre et godt stykke arbejde.
”Det ene øjeblik kan man tænke, at det, man skriver, er fantastisk. Det fungerer, jeg elsker det, det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Og næste dag fungerer det ikke, og jeg må hellere finde en ny karriere, for der er ingen, der vil læse det her,” griner hun.
”Jeg joker med det, men det er meget følelsesmæssigt intenst. Det sjove er, at jeg går gennem de her nedture, og så siger jeg til min mand, at det går forfærdeligt. Så siger han, at det siger jeg jo altid.”