J. R. R. Tolkien-klassikere i nye klæder
J. R. R. Tolkien opfandt sine egne verdener og sprog, og skrev bl.a. de udødelige klassikere HOBITTEN og RINGENES HERRE, der siden er genudgivet i de smukkeste versioner.
Af Kim Andrea Brofeldt / 06-07-2024
Hobbitten er Tolkiens udødelige romanklassiker om hobbitten Bilbo Sækker, der meget mod sin vilje bliver udpeget af troldmanden Gandalf til at ledsage tretten dværge på deres generobringstogt af den enorme skat, der nidkært vogtes af dragen Smaug. Undervejs støder de på mørkevæsenet Gollum og vinder hans mærkelige ring fra ham i en dyst om ordspil og gåder.
HOBBITTEN er genoptrykt i mange smukke varianter, bl.a. en med illustrationer af Tove Jansson. J.R.R TolkienFødt 1892, død 1973. Tolkien var en engelsk forfatter og professor i engelsk sprog og middelalderlitteratur. I 1937 udkom HOBBITTEN, baseret på godnathistorier han fandt på til sine børn, og RINGENES HERRE trilogien udkom i 1954-1955. Efter hans død samlede hans sønner flere af Tolkiens uudgivne fortællinger fra samme univers og gennemskrev dem, bl.a. udgav de SILMARILLION, der er en omfattende baggrundshistorie.Illustrationerne følger Janssons kendte streg, som vi kender den fra Mumi-bøgerne.
Bogen har over 50 sort-hvide illustrationer af Tove Jansson, der i sin tid blev spurgt, om hun ville illustrere bogen af selveste Astrid Lindgren, der arbejdede på et svensk forlag, der skulle genudgive bogen.
Læs også: KLASSIKERE TIL FEM TYPER LÆSERE
Under første verdenskrig gik Tolkien ind i hæren, hvor han mistede mange af sine venner i skyttegravene. Selv fik han skyttegravsfeber og kom på lazaret, hvor han begyndte at skrive mytologisk inspirerede fortællinger - sandsynligvis for at tænke på noget andet end krigens rædsler.
Tolkien var ekspert i oldengelsk sprog og opfandt flere sprog selv. Han var også fascineret af myter og sagn, særligt inden for asa-troen, og har fundet inspiration her fra til sit imponerende univers. RINGENES HERRE universet er komplet, med flere sprogstammer, kongerækker, landkort, myter og historiske begivenheder, og det er ikke underligt at bøgerne bliver ved med at fascinere nye læsere.
Tolkien skrev også nogle mindre børnebøger, heriblandt den fine fortælling ROVERANDOM, om hans søns mistede tøjhund og de eventyr den oplevede.
Men mest kendt er han for RINGENES HERRE trilogien, der er den episke fortælling om hobbitten Frodo - der er nevø til Bilbo fra HOBBITTEN - og hans farefulde færd for at redde verden fra den onde Sauron. I 2021 blev trilogien genudgivet, i den smukkeste lærredsindbinding med guldtryk, illustreret af hendes majestæt Dronning Margrethe d. 2, under pseudonymet Ingahild Grathmer.
Ved sin død havde Tolkien - der ellers ikke var begejstret for, at man illustrerede hans bøger - dronningens tegninger liggende på sit skrivebord, og havde skriblet noter på dem, om at han fandt dem fascinerende. Bøgerne udkom illustreret på Gyldendal i 1977.
I EFTERLADTE HISTORIER har Tolkiens søn, Christopher Tolkien, samlet og kommenteret en række fortællinger, som Tolkien efterlod. Der er tale om enkeltstående, længere og episke historier, som relaterer sig til Tolkiens øvrige univers. Efter hver historie er der et notesæt, og bagest i bogen er der et fyldigt indeks med mulighed for at slå alle navne og steder efter.
Hans sønner har også samlet og udgivet SILMARILLION, som er baggrundshistorien til hele universet bag Ringenes Herre, og som Tolkien arbejdede på og udbyggede hele livet igennem.
Ringenes Herre
I tidens løb er alle Tolkiens bøger udkommet i forskellige samler-udgaver. I 1977 udgav Gyldendal 1.500 illustrerede, håndnummererede udgaver af Ringenes Herre, der blev revet væk. I 2021 udkom de illustrerede udgaver for første gang i de reviderede oversættelser af Jakob Levinsen. Bøgerne er indbundet i lærred med silketryk og guldfolie.