I anledning af forfatter Jørgen Leths død 29/9-2025
Mindeord af forlagschef Simon Pasternak og seniorredaktør Mette Mortensen, Gyldendal Skønlitteratur
30-09-2025 
Jørgen Leth havde stil. Han elskede sine blå Armani-skjorter, Camper-sko og Maison Margiela-sneakers. Han var trofast over for sine mærker, og det blev en fast fornøjelse for ham og for os at dokumentere paraden af frække sneakers, hver gang han kom ind på Gyldendal. I de sidste år mærkede Jørgen Leth alderen, og den irriterede ham. Alderen var der ikke stil over. I sin digtsamling Det bliver ikke væk fra 2019 skrev han: ”Kan jeg noget som helst mere?/Jeg kan ikke kneppe. Jeg kan ikke synge.” Og videre: ”Det er ikke rart og det skal det nok/heller ikke være.” Han var begyndt at falde, havde svært ved at huske, men han var stadig digter til fingerspidserne, og som digter kunne han omsætte sit liv til skrift, lægge det frem med ja, stil – enkelhed, nøgternhed og udødelig coolness.
Fra debuten Gult lys fra 1962 og frem skabte Jørgen Leth en ny poesi med et helt nyt stof og en ny sensibilitet – om sport, jazzmusik, hverdag, film, erotik. Poesi kunne pludselig være overfladisk – lystfuld og spørgende, let og poppet. Alt kunne være en lille fortælling fra en barbering og et samleje til drømmen om at eje en baghånd.
Jørgen Leth var avantgarde til det sidste – ikke noget med pænhed og idyl, men skarpe kanter, og som han sagde ”uorden er i orden”. Han var noget så sjældent som en både smal og enormt populær kunstner, der skrev poesi og lavede kunstfilm og alligevel blev læst og set verden over. Grunden er både kompliceret og ligetil: ekstrem enkelhed, iscenesættelse og grænseløs nysgerrighed. Han indrammede virkeligheden og gjorde den ny, som om man aldrig havde set den før. Og alt kunne være i billedet, ingen censur, ingen skam. Intet var for pinligt, for intimt, for stort eller for skønt til at skrive om, alting var materiale, der kunne skrives ind i en af hans brune notesbøger med en kølighed over for det ofte brændende materiale, der fik det til at gnistre. ”Jeg skriver på mit liv, imens jeg lever det,” sagde han – og han insisterede på retten til at leve og skrive sit liv, som han ville, at skabe den perfekte klipning af kaos med de omkostninger, det havde, som han gjorde det i de fire erindringsbøger Det uperfekte menneske.
Det sidste år vidste han, at det snart var slut, og han skrev klare, afklarede, deliriske og undrende digte om det usikre sted mellem livet og døden, han opholdt sig i. Han gjorde sin egen forsvinden til noget aktivt, gjorde den til litteratur. I det sidste digt i den sidste samling, Zombie fra i år, lyder det: ”Bare døse hen/Mærke sin egen forsvinden/Det er en behagelig måde/At tone ud på//Det gør ikke noget at det gør lidt ondt/Det er kun godt/det skal det gøre”.
Med Jørgen Leths død har Danmark mistet en stor digter. Det gør ondt. Det skal det gøre.