Jakob Martin Strid vinder Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris 2024
Det er første gang nogensinde, at prisen går til en dansk børnebogsforfatter. Jakob Martin Strid modtager prisen for mesterværket DEN FANTASTISKE BUS.
Af Sisse Tvegaard Andersen / 22-10-2024
Jakob Martin Strid modtager Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2024 for billedbogen DEN FANTASTISKE BUS. Det er første gang, at prisen går til en dansk børnebogsforfatter.
I juryens motivering for at give prisen til Jakob Martin Strid lyder det blandt andet:
»Med 18.500 hestekræfter kører Den fantastiske bus lige i hjertekulen på læseren med sin episke fortælling om vigtigheden af fantasi og fællesskab. Jakob Martin Strid har været 15 år om sit 2,5 kilo tunge og 40 cm brede mesterværk om Taku, en lille grå drengebjørn, som sammen med de andre fra havnen i byen Anhstarr City forsøger at redde Timo.
At bladre gennem tegningerne af bussen, da det endelig lykkes dem at få den til at flyve, er en fuldstændig magisk oplevelse.«
DEN FANTASTISKE BUS udkom til jublende anmeldelser i november 2023 og har siden solgt svimlende 75.000 eksemplarer. Bogen er solgt til udgivelse i otte lande, og flere er på vej.
Jakob Martin Strid har tidligere været nomineret til prisen for bogen DA MUMBO JUMBO BLEV KÆMPESTOR.