Ny roman af Hella Joof!
Den 24. oktober 2025 kommer Hella Joofs nye roman HVORFOR ER LYKKEN, der er et ramsaltet forundringsværk om at forvalte sit liv, om at turde konfrontere egne overbevisninger og om, hvorvidt vi rejser os efter slagene – eller forbliver liggende.
22-08-2025
Efter at have slået sig på verden, manden og datteren har en midaldrende kvinde trukket sig tilbage til en ø, hvor en defekt trækfærge sikrer, at afstanden til omverdenen ikke bare er mental, men også fysisk. Hun vil være i fred med sin døgnbog som eneste fortrolige.Men stilheden brydes, da den appelsinduftende María iført trenchcoat og uimodståelige øjne banker – ikke på døren, men på kvindens tinding. Med et nøglebundt i hånden og en stærk vilje til at få sin historie fortalt trænger María sig ind bag den døgnbogsskrivende kvindes pandebrask.
Det udvikler sig til en intens udveksling mellem de to kvinder, som krydser klinger om emner som moderskab, krop, skyld og de sætningsskader, vi hver især bærer på. Fortælleren, der har valgt kontrol og afstand, konfronteres med en kvinde, der lever i impuls og passion – med både ekstatiske højder og dybe fald til følge.
Bogen kan forudbestilles nu på Bog & Idé og SAXO.com
OM HELLA JOOF Hella Joof, f. 1962, er skuespiller, instruktør, foredragsholder og forfatter. Hun debuterede som filminstruktør med En kort en lang (2001) og har senere stået bag andre store film, herunder Oh Happy Day, All Inclusive, Happy Ending og Meter i sekundet. Som komiker blev hun kendt for Lex & Klatten og Det Brune Punktum samt børneprogrammerne Bullerfnis og Far, mor og Blyp. Hella Joof har skrevet en lang række bøger, bl.a. bestselleren Papmaché-reglen, Dage med mildhed, modgang og mirakler og Hjemmehjælperen Ramona. I 2023 udkom Hundens bog, som hun skrev sammen med Ellen Hillingsø, og i 2024 var hun aktuel med Joof Doktrinen - Et livsleksikon.




