Hvad skammer du dig over?

Skam er langtfra det første, der falder os ind som en mulig årsag til vores besværligheder i livet. Skam er ofte skjult, og sjældent noget, vi taler om.

Til gengæld gemmer den sig ofte under andre problemer som for eksempel: overdreven selvundertrykkelse, lavt selvværd, udmattelse i socialt samvær og problemer i nære relationer. Den kan også være en skjult årsag til misbrug eller vrede.” fortæller psykoterapeut, forfatter og tidligere præst Ilse Sand og fortsætter:

Om forfatterenIlse Sand er teolog med speciale i Kierkegaard og Jung. Hun er også uddannet psykoterapeut MPF og har tidligere arbejdet som sognepræst og privatpraktiserende psykoterapeut. Derudover er Ilse Sand forfatter og holder kurser samt foredrag. Hendes syv bøger er udgivet på 24 sprog. ”Mens jeg har skrevet bogen, har jeg benyttet enhver lejlighed til at stille spørgsmålet: ”Du behøver ikke at sige, hvad det er, men er der noget, du skammer dig over?” Mange nikker og ser væk og tilføjer: ”Du får ikke at vide, hvad det er.” Andre bliver i første omgang lidt usikre på spørgsmålet. Så hjælper jeg lidt ved at komme med forslag: Er der noget ved din krop, som du helst ikke viser frem? En egenskab, du forsøger at skjule, eller en oplevelse, du har haft, som du ikke bryder dig om at fortælle? En svaghed, du håber andre ikke opdager? Efter de spørgsmål er der flere, der melder sig ind i klubben. Indimellem har der været nogle, der svarede vredt: ”Jeg skammer mig ikke over noget!” eller ”Jeg har overhovedet ikke noget at skamme mig over!” Jeg tror, de mener: ”Du får mig ikke til at gå ind i skammekrogen.” Men selv går de indimellem derind uden at vide det. Ét er nemlig, hvad vi med hovedet mener, det ville være rimeligt at skamme sig over. Noget andet er kroppens helt spontane skamreaktion – for eksempel et blik, der begynder at flakke eller fæstne sig på skoene.

Når jeg som præst og som psykoterapeut har lyttet til betroelser i skam-genren, har det slået mig, hvor intens og hjerteskærende smerten og ensomheden kan være. Men så snart det skamfulde er blevet delt, sker der en forvandling, som kan opleves som overraskende og mirakuløs. Personen begynder at trække vejret dybere, og ansigtet og kroppen slipper sit forpinte udtryk og slapper af.

 

Når lettelsen over at dele sine følelser med et andet menneske kan være så befriende, kan det undre, at de fleste af os er meget længe om at finde modet til at tale om vores forkerthedsfølelse, hvis vi overhovedet nogensinde tør.

Da jeg var først i trediverne og havde tiltrådt mit første præsteembede, begyndte jeg at færdes i en kreds af præster, der interesserede sig for psykoterapi. Her var vi optagede af at forstå os selv og hinanden på et dybere plan. ”Du ser godt nok skrøbelig ud,” var der en lidt ældre kvindelig præst, der sagde til mig. Det var noget, jeg havde hørt før, og jeg kunne slet ikke holde det ud. Jeg følte mig angrebet og angreb tilbage: ”Jeg tror, den skrøbelighed, du ser hos mig, siger mere om dig selv.” Herefter forsøgte jeg at undgå hende, der havde sagt det, samtidig med at jeg kæmpede for at virke stærk.
Der, hvor jeg kommer fra, var der nemlig ingen opbakning til at være skrøbelig. Man skulle være dygtig eller have noget at give, hvis man skulle regnes for at være noget værd. Jeg turde slet ikke mærke efter, om der kunne være noget om det, den anden præst talte om.

Dengang vidste jeg ikke, at det ubehag, jeg mærkede, når andre spejlede mig som skrøbelig, var angst. Men jeg mærkede, at jeg blev fuldstændig kejtet og vred. Det var, som om jeg tabte kontrollen over min ansigtsmuskulatur. Jeg ville gerne smile selvsikkert, men mit blik begyndte at flakke, jeg fik nervøse trækninger i ansigtet, og min stemme blev tynd. Jeg oplevede, at mit ansigt insisterede på at afspejle et dybere og sandere lag i min psyke. Det var, som om ikke alene tæppet, men hele underlaget blev hevet væk under mig, så jeg stod på ingenting.

Det tog mig mange år at finde modet til at undersøge og stå ved, hvor skrøbelig jeg er. Og da jeg endelig gjorde det, fandt jeg ud af, at sårbarheden, som jeg har skammet mig så dybt over, ofte er netop det, andre værdsætter ved mig.

Skam er dybest set en reaktion på en usikkerhed i selvopfattelsen. Nogle mennesker har bare et enkelt hjørne af sig selv, de skammer sig over. Andre er gennemgribende hæmmede af skamfølelser.

Skammen råber: Du er forkert. Pak dig sammen. Grav dig ned. Skjul dig. Bogens budskab er, at vi ikke behøver at adlyde skammen.

Det er nemlig ikke den, der føler skammen, der er forkert, selv når vedkommende føler dig sådan. Når vi føler os forkerte, er det, fordi der er sket noget forkert. Det forkerte er ikke en del af os selv.”

Tag testen og find ud af, om du er for hård ved dig selv

 

Læs mere om skam og hvordan du kan arbejde med den i SIG HEJ TIL DIN SKAM.